TEMA: Jura i Esbjerg - "vi oplever en helt fantastisk energi fra erhvervslivet"

Studerende 28. september 2023

Troels Michael Lilja er professor i selskabsret og er en af kræfterne bag opbygningen af den nye jurauddannelse på SDU i Esbjerg op. Foto: Morten Fog.

Redaktør:

Peter Hegelund

Erhvervskonsulent

Kontakt Peter

De to professorer, Per og Troels, er med til at opbygge en helt ny jurauddannelse. Det sker med fokus på et godt og trygt studiemiljø, men også på den praktiske del. Det kan lade sig gøre, fordi erhvervslivet kommer med en fantastisk energi og gerne spiller med, når Esbjerg uddanner nye jurister.

Man skal ikke have talt ret længe med Troels Michael Lilja og Per Andersen, før man forstår, at her er to professorer, der virkelig brænder for at undervise og for at skabe et godt studiemiljø. De har netop taget imod de 48 studerende, der er startet på jura i Esbjerg. Og som de selv siger, kan de næsten ikke få armene ned. 

– At være med til at bygge en uddannelse op helt fra bunden er virkelig et drømmejob. Og fordi vi arbejder med et så relativt lille hold her i Esbjerg, har vi nogle andre muligheder end i de store byer. Vi møder de studerende i øjenhøjde, og jeg oplever allerede nu, at de tør åbne munden og lever med at fejle. Det er jo sådan, man bliver klogere, siger Troels og understreger, at de to jo ikke gør det alene, men bygger videre på det fundament, som ledelsen i Odense har udviklet i tæt kontakt med aftagere af jurister i Esbjerg og omegn. 

– Måske hænger det også sammen med, at Per og jeg ikke går så meget op i, hvordan vi selv fremstår. Vi sætter ikke os selv op på en piedestal, men ønsker at skabe et læringsmiljø og et rum, hvor de studerende er trygge, fortsætter Troels. 

Per forklarer, at det også indebærer at holde hånden over dem her i begyndelsen, så de ikke føler sig alt for pressede, hverken af læsebyrden eller til at tage et studierelevant job: 

– Og det er lidt en balancegang, for vi har et erhvervsliv i Esbjerg, der kommer med en helt fantastisk energi. Det har jeg sjældent oplevet før. Det er vildt fedt, men vi skal også skærme de studerende lidt her i begyndelsen, så de ikke bliver alt for overvældede. Derfor prøver jeg hele tiden at sige til erhvervslivet: ”Det er så dejligt, I er her, og vi skal nok række endnu mere ud senere, men de skal lige lande godt på studiet og i Esbjerg i det hele taget”, siger Per. Han bor lidt uden for Aarhus sammen med sin familie.  

Døren til erhvervslivet står åben

Et så tæt samarbejde imellem institut og det omkringliggende samfund er ellers ikke noget, man oplever ret mange andre steder, men Per og Troels har vægtet praksisnærhed højt. De inviterer gæsteforelæsere ind, og de studerende skal i praktik på femte semester. 

– Det kan lade sig gøre, fordi erhvervslivet i byen virkelig vil os. Døren imellem universitetet og byen står åben, for vi vil gerne lære de studerende at sætte det, de lærer herinde, i relation til virkeligheden. Vi lukker os ikke inde som universitet, siger Per, og Troels uddyber:  

– Det forsøgte vi blandt andet at vise i introugen, hvor vi inviterede en fra Byretten ind til at dømme i en procedurekonkurrence. Jeg kontaktede dem på et lidt uheldigt tidspunkt, for de havde virkeligt travlt. Alligevel fandt de tid til os og sendte både en dommerfuldmægtig og en tilkaldedommer. Det var simpelthen så fedt, for nu kunne vi vise de studerende en miniudgave af, hvordan en sag foregår i praksis. En ting er at fremlægge noget for sine klassekammerater eller undervisere, noget andet er at tale foran en dommer iført kappe.  

Talenter til byen 

De er enige om, at Esbjerg har brug for jurauddannelsen, og at der er blevet gjort et fantastisk stykke arbejde for at tiltrække den. Det er også med til at gøre op med forestillingen om hovedstadsadvokater versus provinsadvokater. Tidligere var tendensen, at storbyen beholdt de bedste advokater, mens dem, der havde svært ved at få job, blev sendt vestover. Eller de måtte tiltrækkes af en særlig høj løn eller gunstige vilkår.  

– Det øger simpelthen talentmassen i Syd- og Sønderjylland, at Esbjerg nu uddanner jurister, for mange vil helt automatisk blive i området efterfølgende, siger Per.  

Det øger simpelthen talentmassen i Syd- og Sønderjylland, at Esbjerg nu uddanner jurister, for mange vil helt automatisk blive i området efterfølgende.

Per Andersen

Professor i retshistorie

De glæder sig til at komme endnu mere i gang med semestret og få bygget en sund kultur op blandt de studerende, hvor man for eksempel gerne deler sine noter og i det hele taget passer på hinanden. Uvant mange andre undervisere rundt om på universiteterne, deltager de også i at få skabt nye, sjove traditioner.  

– Op til introugen fik jeg designet et logo, som vi fik trykt på en T-shirt til de studerende. Jeg valgte at få logoet trygt hos Ki-Vi.dk her i Esbjerg. Indehaveren sagde: ”Min niece er lige begyndt på jurastudiet. Du får ikke hende i den dér.” Men efterfølgende kunne jeg med hendes samtykke sende et billede af hende iført T-shirten – og resten af holdet kom også i den. Det, syntes han, var sjovt, og det viser samtidig, hvad en mindre studieby kan. Det bliver mere nært, fortæller Troels med et smil.  

Per Andersen, 54 år

  • Professor i retshistorie.
  • Uddannelse: Ph.d., cand.jur., mag.art. i historie samt master i offentlig ledelse.
  • Tidligere ansættelser: AU (2002-2023), deltidsansat på SDU 2008-2015 og på KU 2006-2007 og 2023.
  • Fun fact: Bestyrelsesformand på Vestjysk Gymnasium i Tarm 2017-2020.

Troels Michael Lilja, 46 år

  • Professor i selskabsret.
  • Uddannelse: Ph.d., cand.jur., cand.merc.aud., HA (jur.).
  • Tidligere ansættelser: CBS (2012-2022), SDU (2006-2012), KPMG (2004-2006).
  • Fun Fact: Premierløjtnant af reserven med fortid i Dronningens Artilleriregiment og Sønderjyske Artilleriregiment i Varde.

Education Esbjerg

Education Esbjerg blev etableret som sekretariat i januar 2020 med egen bestyrelse og med bidrag og støtte fra Esbjerg Kommune samt en række af byens virksomheder og fonde.

Foreningens mission er at gøre Esbjerg til en attraktiv uddannelses- og studieby og den har også aktie i etableringen af jurauddannelsen i byen.

Education Esbjerg var en del af Business Esbjerg men blev i januar 2023 en selvstændig enhed med eget CVR nummer.

Education Esbjerg

Læs mere om Education Esbjerg og uddannelseskonceptet E.1.

Education Esbjerg