Vi har fået nye muligheder og en klar fremtidssikring

Erhverv 25. maj 2022

Manager og vært på Danhostel Esbjerg, Sally Due Sperling. Foto: Business Esbjerg

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Danhostel Esbjerg har modtaget 187.000 kroner fra Omstillingspuljen. Støtten er investeret i bedre faciliteter til gæsterne, og er landet med hjælp fra Business Esbjerg

Omstillingspuljen giver tilskud til virksomheder, som er blevet ramt på forretningen af Covid-19-pandemien og har behov for at omstille sig til nye tider.

Danhostel Esbjerg på Gl. Vardevej kan sætte flueben ved alt det, puljen skal støtte. Vandrerhjemmet havde ikke mange overnattende i sine 53 værelser under pandemien, og da der endeligt blev åbnet for gæster igen, havde vært Sally Due Sperling svært ved at finde kvalificeret personale.

”Jeg havde søgt puljen om støtte før, men fået afslag. Ordene var nok ikke de rigtige, og man har jo 120 andre gøremål i hverdagen. Så fik jeg hjælp af Business Esbjerg, og det gjorde virkelig en forskel,” siger Sally Due Sperling.

Ansøgningen blev målrettet fremtidssikring og udvikling af vandrerhjemmet i form af to projekter.

”Vi søgte til et gruppegæstekøkken og et tipitelt; to investeringer, som løste et problem og gav nye muligheder,” siger Sally Due Sperling:

”Vi er alle i den situation, at vi har personalemangel. Får jeg et sultent ishockeyhold ind klokken 20.30, så skal jeg have et tilbud til dem. Jeg kan ikke have en medarbejder gående, for det er der ikke råd til – så tit er der heller ikke 25 sultne gæster. Jeg søgte støtte til et køkken, hvor man kan spise sin egen mad eller take-away. Vi undgår, at de skal sidde i pejsestuen med pizzabakker,” siger hun.

Den anden investering er i et tipitelt med plads til 50 mennesker:

”Folk efterspørger en anden ferieform med mere udeliv efter corona. Og virksomheder vil gerne have en anderledes oplevelse, når der er konference og møder. Så er det fedt at sidde i en tipi,” siger hun.

I alt fik hun 187.000 kroner i støtte fra puljen. Hun skal også selv spæde til, men støtten har været afgørende:

”Der er bestemt også en investering i det for mig, men det er fint. Det her giver os nye muligheder og fremtidssikrer virksomheden. Jeg kan sige ja og levere en service, jeg ikke kunne før,” siger hun.

 

 

Jeg havde søgt puljen om støtte før, men fået afslag. Ordene var nok ikke de rigtige, og man har jo 120 andre gøremål i hverdagen. Så fik jeg hjælp af Business Esbjerg, og det gjorde virkelig en forskel

Sally Due Sperling

Manager og vært, Danhostel Esbjerg