Universitetspris uddeles – talenter skal bringe Esbjerg videre

Erhverv 13. oktober 2021

Vi hylder de dygtige studerende ved Aalborg Universitet Esbjerg og SDU Esbjerg og uddeler hvert år i november Esbjerg Universitetspris

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Symbiosen mellem studerende, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, lokalt forankrede fonde og andre gode kræfter skal styrke Esbjerg som en spændende studieby og en oplagt karrieredestination. Hvert år hædrer byen dygtige studerende og synliggør, hvad et stærkt og virkelighedsnært studiemiljø kan frembringe af talenter inden for forskning og innovation.

Esbjerg Universitetspris uddeles 2. november for 22. gang til studerende ved Aalborg Universitet Esbjerg og Syddansk Universitet, som har udmærket sig særligt under deres studium. Prisoverrækkelsen foregår i år på Aalborg Universitet Esbjerg, og årets gæstetaler er en af Esbjerg Kommunes mest succesfulde iværksættere, Peter Jørgensen, der gennem Sports Connection markedsfører og sælger de amerikanske livsstilssko, Skechers, i hele Skandinavien og senest også i dele af Tyskland.

– Esbjerg-området har behov for at lægge yderligere til den innovationskraft, der er så vigtig for at fremme og gennemføre den grønne omstilling, vi befinder os midt i. Det fordrer, at vi vedvarende kan udklække talenter på byens videregående uddannelser, og at virksomheder og uddannelsesinstitutioner rykker sammen i et endnu tættere samarbejde. Esbjerg Universitetspris bidrager til at løfte disse bestræbelser, siger direktør Susanne Nordenbæk, Business Esbjerg.

Business Esbjerg står med støtte fra en række erhvervsbaserede fonde bag Esbjerg Universitetspris, der første gang blev uddelt i 2000. Fondene stiller, sammen med Business Esbjerg, hvert år et kapitalgrundlag på 50.000 kr. til rådighed til universitetsprisen, der kan deles i en til fire portioner til studerende ved de to universiteter. I en årrække har det været sædvane, at hæderen er gået til en studerende fra hvert universitet.

Jeg kan godt lide, at universitetsprisen går til studerende, der har udvist særlig flid under deres studium, for uanset hvad de kommer til at arbejde med, er flid og udholdenhed uomgængelige egenskaber for at få succes.

Peter Jørgensen

CEO, Skechers

Gæstetaler: Hav modet til at realisere dine drømme

CEO i Sports Connection Peter Jørgensen fyldes med ærefrygt, når han føjer sig til listen af højprofilerede gæstetalere med ministre, topfolk fra nogle af landets største virksomheder og en EU-kommissær. Det er store sko at udfylde, bemærker han med en parallel til den branche, hvor han og hustruen Marianne i over 25 år har haft deres virke. Han har et klart budskab til Esbjergs studerende.

– Jeg kan godt lide, at universitetsprisen går til studerende, der har udvist særlig flid under deres studium, for uanset hvad de kommer til at arbejde med, er flid og udholdenhed uomgængelige egenskaber for at få succes. Jeg har stor respekt for, at man ruster sig teoretisk til den fremtidige karriere, men der er ikke altid sammenhæng mellem høj uddannelse og iværksætteri, som jeg har bedrevet. Vi har ud over et vist uddannelsesniveau brug for selvstændighedskultur, fandenivoldskhed, og at nogle har modet til at skabe nye virksomheder. Teorien skal balanceres op imod at turde, siger Peter Jørgensen.

Hans virksomhed, Sports Connection, beskæftiger nu nær 300 medarbejdere i fem lande og har en halv milliard kroner i omsætning som det næste store mål. Peter Jørgensen priser innovation og internationalisering som afgørende parametre for at få succes i bæredygtighedens tidsalder.

Om programmet for uddelingen af universitetsprisen

Formanden for Business Esbjerg, Flemming Enevoldsen, indleder eftermiddagen kl. 14.00, hvorefter der er indlæg fra uddannelsesfolk, tidligere prismodtagere og årets gæstetaler. Prisuddelingens officielle del slutter kl. 15.25, hvorefter deltagerne bydes på en forfriskning og muligheden for at netværke.

– Foruden Peter Jørgensens fortælling om, hvordan man kan bygge noget stort op med sund forretningssans og ærlighed, ser jeg frem til at høre de tidligere studerendes inspirerende historie om, hvad deres arbejde og forskning kan anvendes til, siger Susanne Nordenbæk.