Unge nyuddannede fra de store studiebyer kigger sjældent i retning af Esbjerg af sig selv, og mange er ikke klar over, hvilke muligheder Esbjerg repræsenterer for dem. Derfor er Business Esbjerg igen i år til stede på Karrieredagene for at fortælle om de mange virksomheder og gode karrieremuligheder i Esbjerg.
Med en dags messe i hver by kommer der mange besøgende forbi standen, og det giver anledning til masser af gode samtaler om de virksomheder der er i området og de ledige stillinger, der kan søges hos dem lige nu. Flere af de besøgende har fået øjnene op for deres karrieremuligheder i Esbjerg og især Business Esbjergs CV-database vækker interesse hos flere som et godt supplement til deres jobsøgning.
Flere muligheder end man tror
En af de besøgende på standen i DGI Huset i Aarhus, er 31-årige Johanne Poulsgaard Thygesen der er uddannet Cand. Soc. fra 2020 og bor i Horsens. Besøget og samtalen på standen vækker hendes interesse for Esbjerg, og Johanne overvejer at kigge mere i retning af Esbjerg.
”Mine tanker omkring Esbjerg er at der er flere muligheder end man lige går og tror. Man skal måske turde kaste sig ud i det og glemme geografien, som for mange er grænseoverskridende. Det er rigtigt fedt med samlingen af virksomheder gennem Business Esbjerg. Det skal jeg helt klart hjem og finde ud af mere om.” fortæller Johanne Poulsgaard Thygesen.
Værdi for virksomhederne i Esbjerg
Business Esbjerg har deltaget i Karrieredagene som repræsentant for erhvervslivet i Esbjerg kommune i bred forstand – og med et særligt fokus på de 14 Karrierepartnere – gennem adskillige år og vurderer, at det har værdi for både området og virksomhederne i området at synliggøre dem gennem messedeltagelse.
”Vi taler ved hver messe med unge jobinteresserede, som bliver klogere på de muligheder, Esbjerg repræsenterer for dem. Derudover har vi mulighed for at igangsætte særlige tiltag, når en kandidat viser interesse, og vi kan mærke at de er til at flytte vestpå”, afslutter kommunikationschef i Business Esbjerg, Birgit Bech Jensen.