Syddanmarks væld af karrieremuligheder: Karrieremesse Esbjerg 2022

Erhverv 30. september 2022

Eva Phanaosoth Surrow fra Aarhus havde gode møder med virksomhederne på Karrieremessen i Dokken. Foto: Christer Holte

Redaktør:

Mai-Britt Iversen

Netværks- og eventansvarlig

Kontakt Mai-Britt

Torsdag d. 29. september var der god stemning og høje forventninger i Dokken. Til årets karrieremesse mødte de knap 600 nysgerrige jobsøgende, 51 lokale erhvervsaktører, som hver især kunne præsentere deres bud på spændende karrieremuligheder, konkrete jobtilbud og praktikforløb.

”Det er fantastisk at afholde karrieremesse med den store opbakning vi møder, det er gået over alt forventning med at få virksomhederne til at deltage, og der har været udsolgt af stande, selvom vi har udvidet området”, siger Mai-Britt Iversen, der som netværks- og eventansvarlig i Business Esbjerg har været tovholder på messen.

Der blev heller ikke lagt skjult på forventningerne hos N1, som er ejet af energi- og telekoncernen Norlys, der kom med hele 13 aktuelle stillingsopslag, heriblandt en planlægger, driftsvagter og administrative medarbejdere. N1 medbragte desuden en af deres egne succeshistorier fra sidste års messe: ”Den ene ansatte vi har haft med i år, mødte vi på messen sidste år. Hun startede i praktik, så blev hun studentermedhjælper og senere fastansat”, udtaler Marlene Tranberg Jensen, Lead HR Consultant ved N1.

Mange karrieremuligheder under ét tag

I år blev det særligt tydeligt, at Esbjerg har meget at byde på – især når det gælder udvalget af karrieremuligheder. Virksomhederne spændte bredt – både i antal og variation af stillingsbetegnelser i den enkelte organisation. Der søges bl.a. jurister, tekniske specialister, arkitekter, kranførere, kundeservicemedarbejdere, ingeniører, software-udviklere, grafiske designere, bygningsingeniører, offshore-trainees, teamkoordinatorer, arbejdsskadekonsulenter, projektledere og revisorgraduates.

Listen er lang og virksomhederne kan godt tillade sig at være håbefulde, for tal fra tidligere udgaver af Karrieremesse Esbjerg viser, at mere end 50 ptc. af udstillerne ansætter kandidater fra messedeltagerne efterfølgende.

”Der er et bredt udvalg af både private of offentlige virksomheder, der udstiller på messen i år. Det giver et godt billede af de mange karriereveje Esbjerg har at byde på”, vurderer direktør i Business Esbjerg, Karsten Rieder.

Nyuddannede og velforberedte, Eva Phanaosoth Surrow, tog rejsen fra Aarhus til Esbjerg i dagens anledning: ”Jeg tænkte egentlig at min profil ikke passede så godt herovre i Esbjerg. I Aarhus kalder mine venner og jeg byen for det jyske Chicago, på grund af alle industrivirksomhederne”. Eva, der er nyuddannet cand. pæd. soc. med en bachelorgrad i kunsthistorie, tilbød messeudstillerne kompetencer inden for CSR og en pædagogisk tilgang til HR-arbejde. ”Jeg har fået meget materiale jeg kan tage med hjem, fx stillinger jeg er blevet opfordret til at søge, konkrete navne jeg kan referere til i ansøgninger, 4 nye kontakter på Linkedin og kontaktoplysninger på flere virksomheders HR-medarbejdere”, beretter Eva tilfreds. Eva, der er bosat i Aarhus på 7. år, kommer oprindeligt fra bl.a. Føvling nær Ribe, har været bosat 1 år i Esbjerg og har derfor en del venner her og kendskab til området, hvilke også har været med til at vække interessen for at vende tilbage.