”I dag fejrer vi dem, der tør tage springet og tro på en god idé.” Sådan lyder de første ord fra Josefine Holmberg Baslund, leder af Business Esbjergs Riggen, da hun byder velkommen til ”Esbjergs Helte”. En fejring af byens iværksættere og samtidig kulminationen på acceleratorprogrammet Level Up!
For tredje gang skal vinderen findes. Igennem syv intense måneder har otte iværksættere taget deres virksomheder til nye højder via Level Up! De har fået undervisning og sparring, og de har lært at pitche deres virksomhed på bare ti minutter. Ud af de otte deltagere er tre finalister blevet udvalgt. I aften pitcher de foran gæsterne, som efterfølgende via sms stemmer på den, de synes, fortjener at vinde.
Josefine slår dog et slag for, at alle otte deltagere fejres denne aften. De kommer fra vidt forskellige virksomheder, der arbejder med alt fra smykker og chokolade til SoMe og kvindefællesskaber. Alle har flyttet sig enormt meget på kort tid.
”Det har været vildt at se, hvor meget de har rykket sig,” siger hun fra scenen, og de cirka 100 fremmødte gæster klapper endnu engang.
Eftermiddagssolen titter ind igennem vinduerne, lysende balloner svæver fra de små runde borde, hvor gæsterne står i mindre grupper og snakker. De tre finalister, Karina Ella Escherich, 52 år, med Fanø Chokolade, Thomas Andersen, 44 år, med Bitmind samt Ian Choe Nielsen, 49 år, med Gadens Gastronomer har samlet venner, familie, ansatte og mentorer omkring sig ved hvert sit bord.
De er spændte på at skulle pitche foran et stort publikum og ikke mindst på afsløringen af aftenens vinder. Men egentlig er de allermest glade for deres deltagelse i Level Up!
En skræddersyet værktøjskasse
”Alle iværksættere burde blive tilbudt – og tage imod – sådan et forløb. Her får du jo hele din værktøjskasse specielt designet til dig,” siger Thomas og fortsætter:
”Det vigtigste, jeg har lært, er måske ret banalt, men det er alligevel noget, jeg virkelig har taget til mig: Lad være med at tro, du kan og skal gøre alting selv i din virksomhed. Fokusér på det, du er bedst til, og hent så kræfter ind udefra. Igennem Level-Up! mødte jeg Camilla Hansen, der har virksomheden SoMe&You. Hun laver nu al min SoMe, for det er hun skidegod til. På den måde kan jeg koncentrere mig om det, jeg er bedst til.”
Og det er blandt andet at være it-konsulent med speciale i at implementere kunstig intelligens hos andre virksomheder.
For Karina Ella Escherich har forløbet betydet, at hun er klar til at tage et nyt stort skridt med sin virksomhed Fanø Chokolade, der laver håndlavet kvalitetschokolade, fremstillet med passion og omhu.
”Jeg fik enormt meget ud af min sparring med Søren og Noor fra Next step challenge. Men mit advisory board har også været fantastiske, og jeg har faktisk lige fået at vide, at de gerne vil fortsætte med at vejlede mig, selvom programmet er slut, siger hun.
I hendes pitch indgår en lille smagsprøve til alle gæsterne, der samtidig bliver bedt om at lukke øjnene og fornemme den Fanø-historie, det knasende, søde stykke chokolade fortæller. Et øjeblik er der fuldstændig stille i salen.
Også en hyldest til Lone
Til sidst går Gadens Gastronomer på scenen. Her er ambitionerne også store. Hvad der startede som en god idé en dag i 2022, hvor Ian løb forbi en foodtruck, der solgte chorris, har i dag udviklet sig til et unikt koncept med autentisk amerikansk streetfood. I 2026 drømmer han om at åbne en restaurant, servere på en af de store musikfestivaler og måske endda sende en foodtruck til Japan. ”Hvis det lykkes, ved jeg, at jeg har gjort det rigtige,” siger han med et grin fra scenen.
Mere alvorligt siger han: ”Lone – uden dig havde det her ikke været muligt.” Lone, sidder i hans advisory board og har rådgivet med økonomien. Efterfølgende uddyber han:
”Lone har sat budgetter op for mig, så jeg ved, at det budget, jeg står og fremlægger i aften, holder. Jeg har mange idéer og kan nemt stikke af i alle mulige retninger. Mentorerne i forløbet, herunder Lone, har hjulpet mig med at holde fokus, samtidig med at de er kommet med deres ekspertise.”
Han er helt på bølgelængde med Thomas og erfaringen om ikke at kunne alting selv:
”Ud over den økonomiske del har jeg også fået rigtig god sparring omkring personalehåndtering. Det er et område, jeg vægter enormt højt, for jeg er ingenting uden mine ansatte, og det er bare noget andet at lede i Danmark end i Kina, hvor jeg tidligere har arbejdet,” forklarer han.
Det vigtigste, jeg har lært, er måske ret banalt, men det er alligevel noget, jeg virkelig har taget til mig: Lad være med at tro, du kan og skal gøre alting selv i din virksomhed. Fokusér på det, du er bedst til.
Thomas
Iværksætter og ejer af Bitmind
Et tæt opløb
Efter de tre picthes – og før vinderen annonceres – serverer Platformen lækkert ”ståmad” bestående af sandwich, pindemad, hapsere og salat. Imens sørger Josefine og de andre fra Business Esbjerg for, at stemmerne bliver korrekt talt op. Den livlige snakken forstummer og går over i en spændt mumlen, da hun lidt efter træder op på scenen.
”Før jeg afslører vinderen, skal vi lige endnu engang klappe ad alle de otte deltagere. De har simpelthen været så seje,” siger hun, mens hun vifter med konvolutten.
”Og så vil jeg sige, at det har været utrolig tæt,” lyder det, da klapsalverne forstummer, og hun langsomt åbner konvolutten.
Ian med Gadens Gastronomer løber med sejreren og bliver hyldet i en regn af guldkonfetti. De unge mennesker jubler, tydeligvis stolte af deres arbejdsplads og chef.
Prisen forpligter
”Jamen jeg har det så godt. Det er en fed fornemmelse at vinde og et stort skulderklap, siger en meget glad Ian. ”Samtidig forpligter det også, for nu er der endnu flere, der kender mig. Det skal jeg leve op til. Heldigvis arbejder jeg godt under pres,” det sidste bliver sagt med et stort smil.
Han ved endnu ikke, hvad pengepræmien på 25.000 kroner, der følger med sejren, skal bruges til. Men han ved, at de ansatte skal inviteres en tur på King George, når festen slutter her:
”Det er sådan en tradition, vi har. Jeg drikker en enkelt øl med dem, bestiller nogle kander og går så hjem.”
Helt hjem går han ikke endnu, for familien, vennerne og de andre deltagere fra Level Up! vil gerne fejre ham først, og baren har endnu åbnet, selvom mørket falder på udenfor.
”At Level-Up! findes er godt for det lokale iværksættermiljø. Samtidig viser vi de unge, at de ikke behøver tage til Aarhus eller København for at skabe noget. Selvom Esbjerg ikke er en stor by, kan man sagtens skabe noget her. Og det elsker jeg,” slår han fast.
Vil du med?
Level-Up! er et skræddersyet accelerator program, hvor du arbejder strategisk med din virksomhed og dit vækstpotentiale. Smid os et par linjer om din virksomhed og lad os tage et kaffemøde, hvor vi taler om dine muligheder. Sidste ansøgningsfrist er den 1. juni 2025.
Riggen drives af Business Esbjerg med støtte fra Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune.
Level-Up!
Mere information om Level-Up!
Riggen