Stor charmeoffensiv i Esbjerg: Arrangementer for mere end 2.500 unge og nyuddannede

Studerende 24. september 2021

Blokart på Fanø er blot én af de mange spændende og gratis aktiviteter, de studerende ved de videregående uddannelser i Esbjerg kan prøve kræfter med i forbindelse med Welcome Week i uge 39. Foto: Gitte Lindeborg

Redaktør:

Kontakt

I uge 39 vil det myldre med både studerende og nyuddannede i Esbjerg. Business Esbjerg og Study in Esbjerg lancerer nemlig Welcome Week, som byder studerende ved de videregående uddannelser i Esbjerg velkommen. Ugen skydes i gang med Karrieremesse Esbjerg, efterfulgt af fire dages gratis events og afsluttes med Kongekampen - Esbjergs største begivenhed for studerende. I alt forventes op mod 2.700

Møder du i næste uge et ungt menneske i bybilledet, er der en stor sandsynlighed for, at han eller hun er på vej til eller fra et Welcome Week-arrangement. Uge 39 er nemlig et sandt overflødighedshorn af gratis events og aktiviteter i hele Esbjerg og omegn for op mod 2.700 studerende og nyuddannede, der skal opleve noget af det, der gør området attraktivt at studere, bo og arbejde i.

Welcome Week er et nyt tilbud fra Study in Esbjerg, som byder studerende ved de videregående uddannelser i Esbjerg velkommen med et væld af sjove, hyggelige, actionfyldte og ikke mindst gratis oplevelser.

"Vi vil kort sagt præsentere dem for et godt udpluk af de muligheder, der repræsenterer området og som gør Esbjerg til en attraktiv studieby."

Matias Strøm

Marketing- og eventkoordinator, Business Esbjerg

”Med Welcome Week har vi skruet op for velkomsten til de studerende, så de i løbet af få dage har mulighed for at få en masse kulturelle, sportslige og sociale oplevelser. Vi vil kort sagt præsentere dem for et godt udpluk af de muligheder, der repræsenterer området og som gør Esbjerg til en attraktiv studieby,” forklarer Matias Strøm, der som marketing- og eventkoordinator hos Business Esbjerg koordinerer og organiserer arrangementerne for studerende via Study in Esbjerg.

Helt konkret byder programmet på ni gratis events, som giver op mod 700 deltagere mulighed for at deltage i bl.a. VIP Ishockey hos Esbjerg ENERGY, ølsmagning på Esbjerg Street Food med Fanø Bryghus, Comedy Club i Musikhuset, blokart og sælsafari på Fanø og guidet rundtur i Ribe. Kulminationen på de mange dages aktiviteter er lørdagens store Kongekamp ved siden af Blue Water Arena, som med ca. 1.000 deltagere til med dodgeball og afterparty er byens største begivenhed for studerende.

”Vi tilbyder i forvejen mange arrangementer og aktiviteter via Study in Esbjerg, da vi hvert år har 10-12 gratis events for studerende i Esbjerg. Udover at vise dem alle de fantastiske og fede ting, vi har at byde på her i området, er formålet at skabe fællesskab på tværs af studierne, da vi ved, at vi øger evnen til at tiltrække og fastholde flere studerende gennem stærke fællesskaber,” fortæller Matias Strøm.

Arrangementer

Skaber kontakt mellem studerende og virksomheder

Inden de mange events for studerende og Kongekampen løber af stablen, bliver velkomstugen faktisk skudt i gang allerede tirsdag. Her vender Sydjyllands største job- og karrieremesse nemlig tilbage, når Karrieremesse Esbjerg 2021 slår dørene op for ambitiøse studerende og nyuddannede.

Efter en aflyst udgave i 2020 står netværks- og eventsvarlige Mai-Britt Iversen og mange af hendes kolleger fra Business Esbjerg igen klar til at hjælpe med at skabe kontakt mellem de over 50 deltagende virksomheder og de godt 1.000 studerende og jobsøgende, der besøger arrangementet.

"Det er en win-win for begge parter, da der bliver skabt vigtige kontakter og ofte helt konkrete ansættelser i forbindelse med messen"

Mai-Britt Iversen

Netværks- og eventsvarlig, Business Esbjerg

”Karrieremessen er en unik mulighed for at skabe kontakten mellem de studerende og jobsøgende og virksomhederne. Det er både en god mulighed for virksomhederne for at brande og profilere deres virksomhed overfor potentielle fremtidige medarbejdere, ligesom det er en god og effektiv måde for jobinteresserede til at skabe og opdage nye karrieremuligheder. Så det er en win-win for begge parter, da der bliver skabt vigtige kontakter og ofte helt konkrete ansættelser i forbindelse med messen,” forklarer Mai-Britt Iversen og henviser til, at 55 pct. af virksomhederne, der deltog ved den seneste udgave, efterfølgende ansatte en af de kandidater, de mødte på messen.

Messen markedsføres overfor studerende og jobsøgende i hele Region Syddanmark og i år også i Nordtyskland via bl.a. uddannelsesinstitutionerne. Der arrangeres gratis buskørsel fra Aarhus, Vejle, Fredericia, Odense, Sønderborg, Haderslev, Kolding og Flensborg, således at relevante jobsøgende og studerende udenfor regionen også deltager, hvorfor der kommer besøgende fra uddannelsesretninger, som ikke findes lokalt.

”De besøgende kommer fra hele landet, hvilket giver os en unik mulighed for at vise både herboende og udefrakommende, at vi her i området har et stort jobmarked, der er værd at flytte eller blive for. De besøgende får en god chance for at hilse på nogle af Esbjergs spændende virksomheder, og vi kan se, at 2/3 af dem stifter bekendtskab med virksomheder, som de ikke kendte, inden de besøgte messen,” lyder det fra Business Esbjergs netværks- og eventsvarlige, som opfordrer alle studerende på videregående uddannelser og jobinteresserede til at kigge for messen i Blue Water Dokken tirsdag eftermiddag.