Har din virksomhed brug for en håndsrækning til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft? Og vil I gerne være en del af et netværk, der promoverer Esbjerg som en by med mange spændende jobmuligheder? Så er Karrierepartnerskab lige noget for jer. Her markedsfører vi virksomhederne og formidler ad mange forskellige kanaler kontakten imellem jer og potentielle kandidater.
– Netværket er oplagt for virksomheder, som rekrutterer mange højtuddannede, og som kan se en mening med at gå sammen med os og andre virksomheder i området om employer- og placebranding, siger vores kommunikationschef, Birgit Bech Jensen.
De får mulighed for gratis at deltage i karrieremesser og forskellige netværk. Samtidig promoverer vi virksomhederne på sociale medier med for eksempel reklamefilm og artikler:
– Vi er årligt i personlig kontakt med 1.700 potentielle kandidater til de ledige stillinger, og vi markedsfører området og de deltagende virksomheder massivt på sociale medier, i biografer og på karrieremesser i de store studiebyer, fortæller Birgit og fortsætter:
– Vi gør utrolig meget for at synliggøre virksomhederne. Når vi er rundt omkring i landet på karrieremesser, fortæller vi om vores Karrierepartnere og hvilke jobmuligheder, de tilbyder. Vi hjælper dem også, hvis der er et job, de har udfordringer med at få besat. Vi rekrutterer ikke for dem, men skubber gerne på for, at de kan få fat i de rigtige kandidater.
Det nikker Antje Larsen, HR Manager hos ANDRITZ Feed & Biofuel, genkendende til. Virksomheden har været Karrierepartner, siden hun kom til for et par år siden:
– Vi ville nok deltage i karrieremessen uanset, så det er jo bare fedt, at det er en del af partnerskabet. Messen giver en virkelig god mulighed for at komme ud og præsentere sig som arbejdsgiver. Mange vidste ikke, hvem vi var, men nu har vi deltaget tre gange, og vi kan bare mærke, at det gør en forskel. Folk begynder at kende os.
– Muligheden for at blive promoveret via de sociale medier og nyhedsbreve er vi også rigtig glade for. Vi har for eksempel fået lavet små filmklip med to af vores medarbejdere. Det hjælper os dels med at rekruttere, dels giver det en stolthed internt i virksomheden at fortælle de gode historier. Og det gør det bare nemmere for potentielle kandidater at relatere til et job, når der er et ansigt på.
Et netværk for unge
Hos ANDRITZ benytter de sig af flere af de netværk, som gratis følger med medlemskabet. Herunder ESKAN – netværk for unge medarbejdere, som er det seneste skud på stammen i partnerskabet. Her mødes unge på tværs af virksomheder for at være sociale samme, blandt andet spiller de padel.
– Vi vil gerne vise de unge, at vi virkelig vil dem. Vi gør utrolig meget for, at det skal være attraktivt at flytte til Esbjerg, selvom vi måske har placeringen lidt imod os, siger Birgit og bliver suppleret af Antje.
– ESKAN er virkelig et supergodt initiativ. Vi har ikke så mange unge i virksomheden endnu, men dem, vi har, er ofte tilflyttere, og de har været rigtig glade for at kunne mødes med andre unge og hygge sig.
Hun er selv med i HR-netværket, hvor HR-ansatte på tværs af virksomheder mødes seks gange årligt. Her deltager Birgit også selv for at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker hos Karrierepartnerne.
– I Danmark er vi et lille HR-team på tre medarbejdere, så det giver virkelig meget at mødes med andre og udveksle erfaringer, inspirere hinanden og få ny input, siger Antje.
Muligheden for at blive promoveret via de sociale medier og nyhedsbreve er vi også rigtig glade for. Vi har for eksempel fået lavet små filmklip med to af vores medarbejdere.
Antje Larsen
HR Manager, ANDRITZ Feed & Biofuel
Stærkere sammen
Lige nu er 17 virksomheder med i netværket. Mange har været med siden den spæde begyndelse i 2009. Både Birgit og Antje er enige om, at Esbjerg har brug for Karrierepartnerskab. Birgit forklarer, at folk efterhånden har forstået, at Esbjerg er mere end en fiskerby. Nu ved de fleste, at byen efterspørger ingeniører, maskinmestre og andre tekniske medarbejdere.
– Men vi har også brug for jurister, it-folk, økonomer, læger, sundhedsfagligt personale og mange andre højudannede, siger Birgit.
Antje forklarer, at de hos dem også søger en bred pallette af folk lige fra ingeniører til finans og indkøbs profiler. De er 120 ansatte i virksomhedens hovedkontor i Esbjerg fordelt på 19 forskellige nationaliteter.
“Alle byer burde have et Karrierepartnerskab. Herude vestpå har vi måske bare lidt mere brug for det end andre steder. Og vi er stærkere, når vi står sammen om at fortælle de fede historier om Esbjerg. ”
Antje Larsen
HR Manager ANDRITZ Feed & Biofuel
Som Karrierepartner får du
- En gratis plads i Business Esbjergs HR-netværk.
- Gratis deltagelse for virksomhedens medarbejdere i ESKAN – netværk for unge medarbejdere.
- Gratis deltagelse på Karrieremesse Esbjerg.
- Gratis med-deltagelse på nationale karrieremesser.
- Mulighed for uddeling af Kandidatpakker med invitation til oplevelser i Esbjerg.
- Promovering af din virksomhed og virksomhedens ledige stillinger og karrieretilbud.
- LinkedIn kampagne på virksomhedens ledige stillinger.
ANDRITZ Feed & Biofuel - where passion meets career
Læs mere om ANDRITZ
ANDRITZ