Fransk finanskæmpe har placeret første danske investering i Esbjerg

12. april 2023

Resource Danmark er i fuld gang med opbygning af Danmarks største sorteringsanlæg for plast i Måde ved Esbjerg. Det nye anlæg får en årlig kapacitet på 160.000 ton plast, svarende til godt og vel mængden fra alle landets husstande. Foto: Christer Holte.

Redaktør:

Uffe Lundgaard

Chef for erhverv & invest

Kontakt Uffe

Den globale koncern Eurazeo, der administrerer investeringsfonde for mere end 250 mia. kr. over hele verden, har valgt Esbjerg som stedet for sin første investering på dansk jord.

I 2022 gik man ind som 50-50 joint venture-partner med norske Quantafuel i selskabet Resource Danmark, der nu er i fuld gang med opbygning af Danmarks største sorteringsanlæg for plast.

Forleden kunne partnerne fejre rejsegilde for det kæmpestore anlæg i Måde ved Esbjerg, som efter planen sættes i drift allerede i første kvartal af 2024.

“Vores investeringsfond er en såkaldt ‘dark green fund’, der investerer bæredygtigt. De fleste af den type fonde investerer kun i vedvarende energi, men vi har et meget bredere mandat, så vi også kan investere i cirkulær økonomi”, siger Martin Sichelkow, Managing Director hos Eurazeo

Han har selv mange års international erfaring med finans og infrastruktur fra andre franske fonde og arbejder med base på hovedkvarteret i Paris. Med sin danske oprindelse er han ekstra stolt over fondens første investering i sit fødeland, og den skal være med til at bringe Danmark helt i front på sortering og genanvendelse af plast. Det nye anlæg får en årlig kapacitet på 160.000 ton plast, svarende til godt og vel mængden fra alle landets husstande.

De fleste af den type fonde investerer kun i vedvarende energi, men vi har et meget bredere mandat, så vi også kan investere i cirkulær økonomi.

Martin Sichelkow

Managing Director hos Eurazeo

Da Quantafuel skulle vælge investeringspartner, viste den franske fond sig at være et rigtig godt match med fælles værdier. Det gælder også i forhold til det brede, grønne sigtekorn hos Eurazeo, hvor man ser gode perspektiver i Danmark i almindelighed og Esbjerg-området i særdeleshed.

“Der sker jo meget indenfor Power-to-X – det kan vi f.eks. se med det store H2 Energy projekt lige inde på nabogrunden her – og det er også en sektor, vi kigger på,” siger Martin Sichelkow.

Eurazeo kommer ikke til at gå ind i offshorevind, hvor der er både for stor trængsel og for stort investeringsvolumen, men ellers ser man bredt på mulighederne.

“Vi kigger på nyere typer af forretning – sådan noget som dette projekt – samt f.eks. PtX, biogas og andre former for clean tech.”

Eurazeo-direktøren er da også meget åben overfor andre investeringer her i området.

“Jeg synes, Esbjerg har gjort det enormt godt med at positionere sig selv på den grønne omstilling – det tror jeg er et rigtig godt strategisk valg efter olie-gas epoken,” påpeger Martin Sichelkow.

“Jeg har lavet projekter i hele verden, og jeg kan virkelig mærke en forskel her i forhold til, hvor erhvervsvenlig byen er. Det betyder meget for en investor, at man føler sig velkommen – f.eks. ved, at kommunen og Business Esbjerg hjælper med alt og med alle tilladelser, så vi kan fokusere på at bygge en forretning. Det skræmmer os derfor ikke at overveje flere investeringer her i området – tværtimod – så det vil jeg absolut ikke udelukke.”

“Jeg har lavet projekter i hele verden, og jeg kan virkelig mærke en forskel her i forhold til, hvor erhvervsvenlig Esbjerg er. Det betyder meget for en investor, at man føler sig velkommen. ”

Martin Sichelkow

Managing Director hos Eurazeo

Han fremhæver desuden en høj faglighed i den lokale arbejdsstyrke og ser de mange store projekter i området som mulighed for en positiv spiral – også selvom de konkurrerer om nogle af de samme kompetencer.

“Det hjælper med at gøre Esbjerg til en ‘grøn hub’, og vi ser det kun som en fordel, at vi f.eks. har H2 Energy projektet lige ved siden af,” understreger Martin Sichelkow.

Hos Invest in Esbjerg, som er Business Esbjerg indsats for tiltrækning af investeringer, glæder man sig over, at endnu et green tech projekt er godt på vej fra vision til virkelighed.

“Nu begynder resultaterne af vores strategi og langsigtede arbejde bogstaveligt talt at skyde op af jorden og blive meget konkrete.”, siger Uffe Lundgaard, chef for investering og internationale relationer hos Business Esbjerg.

“Resource Danmark-projektet er også et godt eksempel på, at de store internationale investorer har fået øje på mulighederne her i Esbjerg-området,” påpeger Uffe Lundgaard, chef for investering og internationale relationer hos Business Esbjerg.

“De mange projekter befrugter hinanden og bidrager til vores stærke klynge indenfor energi og green tech, hvor der er endnu flere spændende projekter i pipelinen.”

"Nu begynder resultaterne af vores strategi og langsigtede arbejde bogstaveligt talt at skyde op af jorden og blive meget konkrete.

Uffe Lundgaard

Chef for investering og internationale relationer hos Business Esbjerg

For Resource Danmark bliver næste skridt nu installation af selve sorteringsanlægget i den nye, kæmpestore hal på knap 8.000 kvm og en loftshøjde på 20 meter. Den tyske leverandør af udstyret går i gang med arbejdet i april, hvorefter anlægget skal indkøres i samarbejde med driftsfolkene, inden det sættes i drift første kvartal 2024.

Den allerførste ansatte er Plant Director Lars H. Kristensen, som dermed vender tilbage til Esbjerg, hvor han i sin tid studerede til kemiingeniør.

“Jeg skrev faktisk et projekt om plastgenbrug helt tilbage i 1994, så det er dejligt at se, der endelig sker noget på området,” lyder det med et smil fra Lars H. Kristensen.

Han skal nu opbygge et team på omkring 40 medarbejdere i produktionen og 10 i administrationen og glæder sig til at komme i gang med rekrutteringen.

“Vi bygger en ny flot fabrik med et supergodt og vigtigt formål. Så vi har en god historie at fortælle, og jeg er sikker på, at mange dygtige medarbejdere gerne vil være med”, slutter Plant Director Lars H. Kristensen.

Vi bygger en ny flot fabrik med et supergodt og vigtigt formål. Så vi har en god historie at fortælle, og jeg er sikker på, at mange dygtige medarbejdere gerne vil være med.

Lars H. Kristensen

Plant Director, Ressource Denmark