Snakken går lystigt ved de små barborde, hvor 120 gæster nyder de kolde – og ganske lokale – drikkevarer med udsigt til farvestrålende balloner, hyggelige lyskæder og flagrende, hvide vimpler fra loftet. For anden gang inviterer Business Esbjergs Riggen til et brag af en fest, hvor byens iværksættere hyldes. Den slags sker som bekendt bedst med god mad, masser af netværk, hyggeligt musik og noget i glassene.
Men programmet byder på andet end fest, for i aften skal vinderen af acceleratorprogrammet Level-Up! også findes. Igennem syv hæsblæsende måneder har otte iværksættere taget deres virksomheder til nye højder. De har fået undervisning og sparring, og de har lært at pitche deres virksomhed på bare ti minutter. Ud af de otte deltagere er tre finalister blevet udvalgt, og denne aften skal de pitche foran de fremmødte, som efterfølgende via sms stemmer på en vinder.
Tre meget spændte finalister venter på at indtage scenen efter Jesper Frost, Esbjergs borgmester: Line Juncher Lysdahlgaard med SkoleRo, Jesper Dejlov Andersen med JA Profil og Sandra Lykke med VaneStærk.
En glad og stolt vinder
De giver hinanden kamp til stregen, men det bliver Sandra Lykke, der løber med sejren.
– Jeg er så glad og stolt. Lige da jeg hørte mit navn blive råbt op, tænkte jeg: ”Yes – I did it!” Det var megafedt. Selvfølgelig håbede jeg på at vinde, men jeg regnede ikke med det, for alle deltagerne har bare været så passionerede, jubler den 34-årige iværksætter.
Hendes virksomhed VaneStærk vil gerne gøre op med den restriktive og forældede tilgang til vægttab. Derfor tæller de ikke kalorier eller bekæmper mormor-arme, men ser på sundheden hos det hele menneske. Du skal have lyst til at træne, og du skal kunne lide den, du ser i spejlet.
Med prisen følger også 25.000 kr.
– Pengene skal bruges til at komme ud over rampen med vores online-platform. Her vil jeg blandt andet give dem, der har svært ved at komme hjemmefra, mulighed for at træne i hjemmet, forklarer Sandra.
Får bundet en sløjfe
Level-Up! forløbet henvender sig hovedsageligt til iværksættere, der måske allerede har godt gang i forretningen, men trænger til at komme 360 grader rundt om den og få lagt en ny strategi, så de kan vækste.
– Level Up! er en syv måneders foie gras-fodring, siger kvinden bag acceleratorforløbet, iværksætterkonsulent Charlotte Kalborg Ploug, med et lille smil.
– Deltagerne bliver simpelthen stopfodret med informationer og arbejder så intenst på at udvikle deres virksomheder, at de til sidst nærmest ikke kan trække vejret eller kapere mere viden. Men i slutningen, når de pitcher deres virksomhed, bliver der bundet en fin sløjfe på hele forløbet.
– Ligesom sidste år har alle deltagerne bare udviklet sig helt vildt. Det kan man tydeligt se, når man, som jeg, betragter dem udefra. De har taget direktørhatten på, så de ikke bare er selvstændige, men virksomhedsejere. Og jeg er simpelthen så stolt af dem, forklarer hun.
“Ligesom sidste år har alle deltagerne bare udviklet sig helt vildt. De har taget direktørhatten på, så de ikke bare er selvstændige, men virksomhedsejere. Og jeg er simpelthen så stolt af dem. ”
Charlotte Kalborg Ploug
Iværksætterkonsulent, Business Esbjerg
Igennem syv hæsblæsende måneder har otte iværksættere taget deres virksomheder til nye højder. De har fået undervisning og sparring, og de har lært at pitche deres virksomhed på bare ti minutter. Til 'Esbjergs Helte' modtog de alle deres diplom for at have gennemført Level Up!
Unik mulighed
Alle tre finalister har da også kun rosende ord til overs for Level-Up! Line, 36 år, der er helt ny iværksætter og har udviklet et koncept, der skal hjælper både elever, forældre og lærere til mere trivsel i folkeskolen bl.a. gennem mindfulness og bevægelse, forklarer:
– Tænk, at man kan komme her som helt nystartet iværksætter og få al den hjælp og sparring. Jeg er blevet skarp på mit produkt og fået tillid til mig selv som iværksætter. Det er virkelig en unik mulighed.
Jesper på 30 år har allerede været godt i gang med sit firma i et par år og har flere ansatte. Han laver arbejdstøj, profiltøj og sportstøj med tryk. Men også han har kunnet bruge Level-Up!:
– Jeg har lært ufatteligt meget, blandt andet om markedsføring og om at lægge en virksomhedsstrategi. Men der, hvor det virkelig har rykket noget for mig, har været i forhold til at få lavet en DISC-profil. Nu kan jeg gå hjem i virksomheden og blive en endnu bedre leder.
Alle byer burde tilbyde sådan et forløb, og jeg vil absolut anbefale det til andre iværksættere. Jeg har fået skabt klarhed og retning i forhold til mit firma. Jeg har virkelig følt mig grebet og hjulpet.
Sandra Lykke
Stifter og indehaver af VaneStærk
Fantastisk sammenhold
Selvom de tre er konkurrenter, står Line og Jesper som nogle af de første klar til at uddele knus og lykønskninger til Sandra, da hun træder ned fra scenen med blomster og check. De forklarer, at sammenholdet deltagerne imellem har været helt fantastisk, og at de ikke bare har lært en masse om deres virksomhed. De har også fået nye venner og et nyt lokalt netværk.
– Alle byer burde tilbyde sådan et forløb, og jeg vil absolut anbefale det til andre iværksættere. Jeg har fået skabt klarhed og retning i forhold til mit firma. Jeg har virkelig følt mig grebet og hjulpet. Samtidig har det givet mig en tro på, at jeg faktisk godt kan det her. Det er ikke bare mig, der synes, VaneStærk er en god idé, lyder det fra Sandra, der nu kan glæde sig over, at hovedparten af gæsterne også tror på hendes virksomhed.
Før aftenen slutter helt spiller det lokale band Tanni og Mads endnu et par bløde numre, og gæsterne nyder deres sandwich og deller. Mon ikke Riggen gentager succesen næste år?
Vil du med på Level-Up!
- Er et skræddersyet acceleratorprogram, der tager udgangspunkt i din virksomhed og arbejder med konkrete udfordringer og vækstmuligheder.
- Kommer hele vejen rundt om din virksomhed – fra idegrundlag og marketingsplaner til økonomi og finansiering.
- Du vil fra start til slut i forløbet få tilkoblet en virksomhedskonsulent samt et advisory board, som du mødes med løbende igennem hele forløbet.
- For at kunne deltage skal du have et cvr-nummer, der er max. fem år gammelt ved tilmelding. Din virksomhed skal have adresse i Esbjerg eller Fanø Kommune. Level Up har en samlet markedsværdi på ca. 130.000 kr. Din pris som lokal iværksætter er dog kun 5.000 kr.
Om Iværksætterhuset Riggen
- Drives af Business Esbjerg, støttet af Lauritzen Fonden & Esbjerg Kommune.
- Afholder mange forskellige arrangementer og kurser for iværksættere, herunder Level-Up!
- Er samtidig et kontorfællesskab, hvor du som iværksætter kan få en billig plads.