Esbjergs internationale hus er det nye samlingspunkt for alle tilflyttere

Familie og bolig 16. august 2021

Esbjerg Kommune slog lørdag den 14. august 2021 dørene op for det nye internationale hus med den officielle indvielse.

Redaktør:

Kontakt

Esbjergs nye internationale hus blev officielt indviet lørdag den 14. august 2021 med et festligt arrangement, som bød på sang, musik, dans fra forskellige verdensdele og oplæg om kultur og kulturforskelle. Huset skal fremover være samlingspunkt for såvel udenlandske som danske tilflyttere, som kan deltage i et væld af arrangementer og netværk.

De mellem 1.200 og 1.600 internationale borgere, der hvert år flytter til Esbjerg Kommune, er fremover sikret de bedste muligheder for at falde godt til rette og føle sig velkomne i deres nye hjemby.

Esbjerg Kommune oprettede i foråret 2020 et internationalt hus i ting- og arresthuset i Torvegade, som lørdag den 14. august 2021 blev officielt indviet med en åbningsreception og et efterfølgende arrangement. Her kunne man opleve boder med kunst og håndværk fra hele verden fra internationale iværksættere og kunstnere bosat i Esbjerg, nyde sang, musik og dans fra forskellige verdensdele, høre oplæg om kultur og kulturforskelle og deltage i rundvisninger i huset.

”Det var et superfint og velbesøgt arrangement med både mange lokale deltagere og en masse dygtige kunstnere, hvor vi bl.a. havde thailandsk dans og sang, filippinsk dans, en russisk sangerinde, en mexicansk singer/songwriter samt flere gode oplæg om at være tilflytter,” fortæller Pia Enemark fra Esbjerg Kommunes tilflytterservice.

Dynamisk sted med en masse aktivitet

Huset er placeret i det gamle ting- og arresthus ved Torvet, Torvegade 23 i Esbjerg. Her har bl.a. Esbjerg Kommunes Tilflytterservice kontor, hvor de kan mødes med tilflyttere.

Stedet har også allerede dannet ramme om flere mindre events for internationale tilflyttere som f.eks. tilflyttercafé, jobsøgningscafé og workshops om dansk kultur. Fremover vil det både huse et væld af planlagte events, ligesom mødelokalerne også kan bruges, når frivillige netværk har brug for at sted at mødes.

”Det bliver et sted, hvor alle tilflyttere – både udenlandske og danske – kan bruge som samlingspunkt og mødes. Det kan både være til events og forskellige netværk, ligesom vi kan bruge stedte til at koble tilflyttere og lokale til hinanden. Så det bliver et dynamisk sted med en masse aktiviteter og arrangementer,” lyder det fra Pia Enemark.

Esbjerg International House

I det internationale hus på Torvet i Esbjerg kan du blandt andet besøge Esbjerg Kommunes Tilflytterservice og deltage i en lang række forskellige events. Alle er velkomne i det internationale hus. Esbjerg Kommunes eventsekretariat og Tilflytterservice har arbejdspladser i stueetagen. Her er danske og internationale tilflyttere altid velkomne. De mange events i det internationale hus er enten arrangeret af Tilflytterservice eller Esbjerg International Community.

Læs mere