Esbjerg er et vigtigt digitalt knudepunkt

Erhverv 09. maj 2022

Esbjerg har arbejdet målrettet på at blive et centralt it-knudepunkt og attraktivt sted for både de globale tech-giganter og internationale colocation-operatører.

Redaktør:

Kontakt

Da Bulk Infrastructure en forårsdag i 2019 tog sit første spadestik i Kjersing, var det ikke bare et nyt, moderne datacenter, der blev sat i gang. Det var også et konkret bevis for, at Esbjergs ambition om at etablere sig som en ny, skandinavisk it-klynge var godt på vej til at blive realiseret

Bulk er en af Nordens førende udbydere af digital infrastruktur. Når de vælger at bygge deres første datacenter udenfor Norges grænser i Esbjerg, så er det velovervejet: Her er grøn strøm, Europas mest pålidelige elnet og – ikke mindst – et internationalt fibernetværk fra allerøverste hylde.

Grøn strøm og pålidelig el kan vi levere flere steder i hele Danmark.

Men landgangen af flere internationale fiberforbindelser på den jyske vestkyst de senere år har givet Esbjerg en unik digital førerposition i både Danmark og Norden.

Den skal vi udnytte.

IT-knudepunkt

Esbjerg har arbejdet målrettet på at blive et centralt it-knudepunkt og attraktivt sted for både de globale tech-giganter og internationale colocation-operatører.

Når Bulk nu har etableret et moderne skalerbart datacenter som kan udbygges til 18 MW, i Esbjerg, så er det både med til at understrege og udbygge vores potentiale.

Bulk tilbyder såkaldt ’carrier neutral co-location’; altså at Bulk sælger datakapacitet til andre virksomheder.

Hvis man skal sælge datakapacitet, så skal der være nok af den og nem adgang til den.

Det har Esbjerg.

Vi har bl.a. den transatlantiske fiberforbindelse, Havfrue-kablet, som forbinder New Jersey med den jyske Vestkyst, vi har Havsil-kablet, der forbinder Esbjerg og Norge, vi har Havhingst-kablet som forbinder Esbjerg med Newcastle og Dublin og vi har Cobra-kablet som forbinder Esbjerg med Amsterdam.

Vi er dermed godt på vej til at etablere Esbjerg som Nordeuropas bud på et it-knudepunkt.

Løfte digital infrastruktur

For flere år siden satsede Amsterdam målrettet på at etablere sig som Centraleuropas datacentre.

Det er de lykkedes rigtig godt med – Amsterdam er i dag et internet hotspot på samme måde som Frankfurt, Paris og London er det.

Når vi udtrykker en ambition om at blive en del af det selskab og være knudepunktet i Nordeuropa, så kan det virke overambitiøst.

Men det er faktuelt underbygget: De vigtigste kabler til Centraleuropa, Nordamerika og Skandinavien går i land hos os, og den virtuelle og digitale verden har konkret fodfæste lige her.

Det er der potentiale i at videreudvikle.

Vi skal derfor fortsætte det gode arbejde med at profilere Esbjerg som digital hub. Vi skal blive ved med at få internationale aktører til at se vores vej. Vi skal konstant udbygge og løfte vores digitale infrastruktur, så vi sikrer, at den fremtidige udvikling af det digitale får de bedste og mest konkurrencedygtige vilkår her hos os.

 

 

Når vi udtrykker en ambition om at blive en del af det selskab og være knudepunktet i Nordeuropa, så kan det virke overambitiøst

Karsten Rieder

Erhvervschef, Business Esbjerg