Netop nu er Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, og direktør fra Business Esbjerg, Karsten Rieder, i Houston til verdens største energikonference CERAWEEK med mere end 8.000 deltagere fra hele verden for at udbrede kendskabet til den guldgrube af know-how, der findes i Danmarks bæredygtige EnergiMetropol indenfor den grønne omstilling og teknologi.
Der er en rigtig god grund til, at vi fra Esbjerg er blevet inviteret med til CERAWEEK, for mens de andre taler om den grønne omstilling, er vi allerede i fuld sving. Og der kommer kun endnu mere vind i sejlene fremover.
Jesper Frost Rasmussen
Borgmester, Esbjerg Kommune
Delegationen besøgte blandt andet Welltec i Houston, der har hovedkontor i Esbjerg. Her er man inde i en rivende udvikling, og der er allerede nu ansat mere end 100 medarbejdere på filialen i Houston. Og der skal ekspanderes endnu mere.
“Jeg talte med Gbenga Onadeko, der er direktør for Welltec Nordamerika og de ser et kæmpe potentiale for ekspansion, og det interessante er, at alle medarbejdere bliver sendt hjem til arnestedet i Esbjerg. Svejserne får endda certifikat ved erhvervsskolen Rybners. Det er den viden, vi har i Esbjerg, de har brug for i Houston,” siger Jesper Frost Rasmussen.
Esbjerg-delegationen på besøg hos virksomheden Welltec i Houston. Fra venstre ses: Borgmester, Jesper Frost Rasmussen, fabrikschef Welltec, Vagn Nielsen, direktør for Weltec Nordamerika, Gbenga Onadeko og direktør for Business Esbjerg, Karsten Rieder. Foto: Esbjerg Kommune.
Nyt samarbejde på dagsordenen
I forbindelse med besøget afholdt verdens energibyer (WECP) også deres halvårlige møde. Her stod samarbejdet mellem byernes erhvervsliv øverst på dagsordenen.
“Som præsident for WECP har jeg sat skub i et meget tættere erhvervssamarbejde på tværs af byerne, den opgave har Business Esbjerg arbejdet med,” siger Jesper Frost Rasmussen.
Det er Business Esbjerg klar til, forsikrer direktør Karsten Rieder:
“Vi har udarbejdet en plan for, hvordan vi kan opdatere WECPs hjemmeside med relevant business info. Den skal afstemmes med de andre byer, og så skal vi hurtigst muligt have gjort den tilgængelig på WECP hjemmesiden. Det bliver er fint udstillingsvindue for vores lokale offshore virksomheder i Esbjerg,” siger Karsten Rieder, direktør for Business Esbjerg.
“Det bliver er fint udstillingsvindue for vores lokale offshore virksomheder i Esbjerg.”
Karsten Rieder
Direktør, Business Esbjerg