Energiens Folkemøde sætter strøm til folkeoplysningen

Job 19. september 2022

Det emmede af energi på flere forskellige måder på Torvet i Esbjerg til Energiens Folkemøde 2022. Tekst og foto: Lars Düwel

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Der er for lidt viden blandt befolkningen om energisektoren – selv i Esbjerg, en af landets energimetropoler. Derfor har de tre herrer Niels Aage Giversen, Per Andersen og Jan Christensen sat strøm til folkeoplysningen ved at afholde Energiens Folkemøde på Torvet i Esbjerg.

Det emmer af energi på flere forskellige måder på Torvet i Esbjerg denne torsdag i september. 25 virksomheder deles om de unges opmærksomhed, der er rettet mod energisektoren. Energiens Folkemøde er i fuld gang; to dage med fokus på en af landets vigtigste brancher, hvor den grønne udvikling i den grad sætter sit præg.

Vi er her primært for at inspirere nogle af de unge mennesker til, hvilken karrierevej de kan tage inden for den grønne energisektor.

Troels Larsen

Udviklingsmedarbejder, Business Esbjerg

”Man mærker tydeligt interessen fra de unge studerende. Det er nærmest blevet et jobkrav for dem. Og vi er her primært for at inspirere nogle af de unge mennesker til, hvilken karrierevej de kan tage inden for den grønne energisektor,” siger Troels Larsen, udviklingsmedarbejder hos Business Esbjerg og en af initiativtagerne bag Fremtidens Grønne Helte. Et initiativ, der skal sætte lys på de spændende jobmuligheder, der er inden for den grønne omstilling.

10-15 frivillige med panggrønne trøjer florerer rundt om standen, der er centrum for Fremtidens Grønne Helte. En af de personer, der har været forbi for at høre mere om initiativet, er Rishabh Magazine. Han synes overordnet set, at hele folkemødet er en god idé.

”I dag er jeg færdiguddannet, men der er ingen tvivl om, at hvis jeg havde haft et lignende tilbud, mens jeg studerede, så havde det været en kæmpe hjælp. At have en masse viden og en masse arbejdspladser samlet ét sted er en gave for de studerende,” siger Rishabh Magazine, der er uddannet kemisk ingeniør.

På billedet ses en simplificeret miniaturemodel af energisektoren, der med grønne LED-lys viser, hvor den bæredygtige energi i dag kommer fra.

På de forskellige scener kunne man høre oplæg og debatter. Her er det fremtidsforsker, Jesper Bo Jensen, der fortæller om den grønne energis rolle i fremtiden.

Energisektoren mangler hænder og hoveder

Ved et bord lidt derfra er der blevet bygget en simplificeret miniaturemodel af energisektoren, der med grønne LED-lys viser, hvor den bæredygtige energi i dag kommer fra. Et andet sted på Folkemødet sidder 50 tilskuere og lytter til Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker, der fortæller om, hvordan den grønne energi kommer til at spille en markant rolle i fremtiden – også i den politiske verden som vi allerede i dag oplever med krigen i Ukraine.

Niels Aage Giversen, pensionist og en af initiativtagerne bag folkemødet, er ovenud begejstret for årets arrangement.

“Vi synes alle tre, at kendskabet til energisektoren er for ringe. Der er mange, der ikke aner, hvad den betyder for Danmark og for fremtiden. Så her forsøger vi at fortælle om jobmulighederne. ”

Niels Aage Giversen

Medarrangør af Energiens Folkemøde

”Det går væsentlig bedre end sidste år, fornemmer jeg. Vi har virkelig fået fat i børnene og de unge, der er rundt og snakke med alle virksomhederne. Så vores vision om at sætte mere fokus på folkeoplysningen er virkelig lykkes,” siger Niels Aage Giversen, der også fortæller om, hvorfor de syntes, at der var behov for et folkemøde om energi.

”Vi synes alle tre, at kendskabet til energisektoren er for ringe. Der er mange, der ikke aner, hvad den betyder for Danmark og for fremtiden. Så her forsøger vi at fortælle om jobmulighederne, at der er mulighed for at komme uden for landets grænser at arbejde og at arbejdsefterspørgslen kun er stigende. Energisektoren mangler ikke penge eller investorer, den mangler hænder og hoveder,” siger Niels Aage Giversen, der selv har arbejdet i energisektoren i mere end 40 år.

Ansigt til ansigt med de unge

En af de virksomheder, der for andet år i streg deltager i folkemødet, er Esvagt. Her står Asger Sørensen, Head of HSE. Han har arbejdet for Esvagt i 12 år og har tydeligt kunne mærke det stigende fokus på den grønne omstilling.

”Da jeg startede hos Esvagt, havde vi ét skib, der arbejdede inden for vind. I dag har vi ni ud af en flåde på 43. Så det er en meget markant stigning, synes jeg. Men man mærker også tydeligt et stigende fokus på virksomhedens grønne profil blandt de unge. Og det kommer især til udtryk på et folkemøde som det her, hvor vi møder dem ansigt til ansigt,” siger Asger Sørensen.

Esvagt var blandt de 25 udstillende virksomheder til Energiens Folkemøde. På billedet ses Christina Hald-Andersen (tv) og Asger Sørensen, Head of HSE, Esvagt (th).

Fremtidens Grønne Helte

Fremtidens Grønne Helte er et initiativ, der skal sætte lys på de spændende jobmuligheder, der er inden for den grønne omstilling.

Du kan også læse mere om projektet her: Projekt: Kvalificeret arbejdskraft til grøn energi og sektorkobling

I videoen herunder fortæller udviklingskonsulent, Business Esbjerg, Arne Fogh, mere om indsatsen og standen til Energiens Folkemøde.