Eksklusivt netværk vil være det ypperste for topledere i Esbjerg

Erhverv 13. september 2021

Tidligere særlig rådgiver for statsministeren og nuværende politisk kommentator Søs Marie Serup var for nylig inviteret på besøg til en snak, hvordan man kommunikerer og performer bedst som topleder.

Redaktør:

Kontakt

Business Esbjerg har samlet mere end 40 topledere fra private virksomheder og offentlige organisationer i Esbjerg Kommune i et eksklusivt netværk. Målet er at give lederne et forum på topniveau for ligesindede, som kan give dem faglig udfordring og inspiration omkring ledelse.

Forhenværende miljø-, klima- og energiminister og EU-kommissær Connie Hedegaard, tidligere særlig rådgiver for statsministeren og nuværende politisk kommentator Søs Marie Serup og den verdensførende fremtidsforsker Anne Skare.

Det er blot et par eksempler på de stærke navne, som Business Esbjergs har på programmet i Leadership-netværket for topledere, og som illustrerer ambitionsniveauet.

”Vi ønsker at tilbyde det ypperste netværk for topledere med fokus på faglig udfordring og inspiration omkring ledelse..."

Mai-Britt Iversen

Netværks- og eventansvarlig, Business Esbjerg

”Vi ønsker at tilbyde det ypperste netværk for topledere med fokus på faglig udfordring og inspiration omkring ledelse. Leadership skal give medlemmerne et forum, hvor de får et større netværk blandt andre topledere og kan sparre og erfaringsudveksle om bl.a. lederudvikling, strategi og forretningsudvikling. Vi håndplukker vores indlægsholdere for at sikre høj kvalitet, så vi giver lederne faglige udfordringer og inspiration omkring ledelse,” fortæller Mai-Britt Iversen, der som netværks- og eventansvarlig i Business Esbjerg har ansvaret for såvel programmets sammensætning som selve afviklingen af arrangementerne.

Peter Jørgensen, CEO i den internationale softwareproducent Workpoint, har været med i Leadership Esbjerg stort set siden netværkets opstart tilbage i 2012. Han lagde lokaler til, da Leadership for nylig havde inviteret Søs Marie Serup på besøg.

Mai-Britt Iversen(tv.) har som netværks- og eventansvarlig i Business Esbjerg ansvaret for såvel programmets sammensætning som selve afviklingen af arrangementerne.

Sparring og inspiration

Med snart ti år på bagen er Leadership Esbjerg blevet et fast etableret netværk for topledere fra private virksomheder og offentlige organisationer i Esbjerg Kommune. De mere end 40 ledere fra mange af områdets store virksomheder og organisationer mødes otte til ti gange årligt i fællesskabet.

En af dem er Peter Jørgensen, CEO i den internationale softwareproducent Workpoint, som har været med i Leadership Esbjerg stort set siden netværkets opstart tilbage i 2012. Han lagde lokaler til, da Leadership for nylig havde inviteret Søs Marie Serup på besøg til en snak, hvordan man kommunikerer og performer bedst som topleder.

”Leadership er først og fremmest rigtigt spændende og afholder mange fine arrangementer med et godt fagligt indhold. For mig er det værdifuldt og befriende at være en del af et netværk med mange andre erhvervsfolk og topledere, hvor det ikke er med fokus på salg, men hvor man kan komme frit og få sparring og ny inspiration i forhold til faglige udfordringer. Så jeg får noget ud af Leadership både på det faglige og sociale plan,” forklarer Peter Jørgensen.

Netværket henvender sig til ledere på absolut topniveau, hvorfor man skal man have et hverv som topleder i den øverste organisatoriske ledelse af en virksomhed eller organisation for at være en del af Leadership Esbjerg.

”Leadership Esbjerg er et uformelt topledernetværk og består af mange forskellige typer virksomheder fra forskellige brancher, da vi tror på, at vores medlemmer opnår stor læring ved at møde mennesker med andre synspunkter og udgangspunkter. Kriteriet for medlemskab er dog, at man er topleder, da det er vigtigt, at deltagerne er i selskab med ligesindede, som har nogle af de samme ledelsesmæssige udfordringer,” forklarer Mai-Britt Iversen.

Mange af medlemmerne har været med i Leadership i mange år, hvilket hun ser som et stort kvalitetsstempel.

”Vi har mange loyale og mangeårige medlemmer, hvilket jeg ser som et godt tegn på, at de er glade for konceptet. De er også gode til at anbefale netværket til andre og på den måde være med til at rekruttere nye potentielle medlemmer.”