Byrådet godkender som de første Esbjergs nye kernefortælling

Erhverv 05. april 2022

På fire workshops i januar var esbjergensere, politikere, erhvervsfolk og unge med til at vælge retningen for Esbjerg, der endte med at blive til fordel for oplevelser og kultur. Foto: Esbjerg Kommune

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Pionerånd, en stærkere forbindelse mellem havn og by og meningsfulde oplevelser skal sætte Esbjerg på danmarks- og verdenskortet som et spændende og pulserende sted, hvor der er plads til at udfolde sig og udleve kulturelle drømme. Esbjerg Byråd har her til aften som de første godkendt den nye spændende kernefortælling for Esbjerg by.

En storm af oplevelser blæser dig omkuld i Vadehavets havneby. Esbjergs pionerer, iværksættere og kulturelle entreprenører skaber en strøm af indtryk for gæster fra oplandet og udlandet. Den travle industrihavn danner en rå, kontrastfuld ramme om Dokkens udstillinger, kunsthåndværk, spisesteder og festivaler, som forbinder havnen med byen og fortiden med fremtiden.

Sådan starter Esbjergs nye kernefortælling, der er skabt i et samarbejde mellem esbjergenserne og de fire partnere: Esbjerg Kommune, Business Esbjerg, Education Esbjerg og Esbjerg Havn.

Byrådet har som de første godkendt den nye kernefortælling for Esbjerg by, og dermed banet vejen for et nyt perspektiv for Esbjerg:

”Med en skarp og veldefineret kernefortælling lægger vi for alvor grundstenene til det retningsskifte, som skal gøre Esbjerg til en mere attraktiv og pulserende by. Derfor er jeg også glad for, at det er et enigt byråd, der her til aften har godkendt den nye kernefortælling,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Forslag til nye oplevelser

Den nye kernefortælling sætter retningen og stemningen for fremtidens Esbjerg, og et eksempel i den på, hvordan by og havn kan bindes bedre sammen, er et nyt science-center:

I Esbjergs science-center er bæredygtig energi vendt til en sjov, lærerig oplevelse for turister, erhvervsfolk og alle Danmarks skolebørn, som skal tændes af energi, fysik og teknologi gennem interaktiv leg. Sådan bruger vores bæredygtige virksomheder og studerende deres viden til at inspirere næse generation af energi-pionerer og gøre byen til et fyrtårn for meningsfulde oplevelser.

Science-centret er et forslag i kernefortællingen til, hvordan der kan skabes nye, spændende oplevelser i Esbjerg. Selvom byrådet har godkendt kernefortællingen, så har de ikke forpligtet sig til at godkende opførslen af et science-center i Esbjerg.

Nyt vækstområde med potentiale

”Kernefortællingen viser retningen og den stemning, vi gerne vil pejle Esbjerg ind i fremtiden med. Med fortællingen lægger vi op til, at vi med spændende og meningsfyldte oplevelser skal trække nye borgere og gæster fra både opland og udland ind til Esbjerg – også på en regnfuld sommerdag. Gør vi det rigtigt, kan turismen være et helt nyt vækstområde for Esbjerg by. Men det kræver både mod og investeringer i fremtiden, og dem har vi lagt kimen til nu,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Næste skridt bliver, at kernefortællingen nu også skal godkendes i bestyrelserne hos de øvrige partnere; Esbjerg Havn, Business Esbjerg og Education Esbjerg.

Herefter skal kernefortællingen danne grundlag for en brandstrategi og masterplan for Esbjergs nye identitet som ’oplevelses- og kulturby’.

 

Vejen mod den nye fremtid

Kernefortællingen, der netop er godkendt af Esbjerg Byråd, skal nu godkendes i bestyrelserne hos Esbjerg Havn, Business Esbjerg og Education Esbjerg. Herefter skal den danne grundlag for masterplanen og brandstrategi for Esbjerg by, der præsenteres den 9. maj 2022.

Esbjergs purpose, vision og kernefortælling