550 elever og forældre var på speeddate: Skal løse kæmpe erhvervsudfordring

Studerende 29. oktober 2021

550 8. og 9.klasseselever og forældre fik muligheden for at speeddate med 45 virksomheder og blive klogere på erhvervsuddannelserne, da der torsdag den 28. oktober blev afholdt Dit Karrierevalg 2021 på Rybners.

Redaktør:

Kontakt

Region Syddanmark kan om få år mangle op mod 25.000 faglærte. Det kan blive et stort problem for virksomhederne, der kommer til at mangle arbejdskraft. Torsdag aften gik arbejdsgivere, uddannelsessteder, erhvervsorganisationer og fagforeninger sammen om at løse udfordringen med et stort arrangement, hvor 550 8. og 9.klasseselever og forældre fik muligheden for at speeddate med 45 virksomheder.

Regionsrådsformand Stephanie Lose var meget klar i mælet og fik med det samme sat scenen, da hun tonede frem på skærmen og via en videohilsen bød velkommen til Dit Karrierevalg 2021 og de 550 deltagende 8. og 9.klasseselever og forældre, der var mødt op til arrangementet på Rybners.

Det danske arbejdsmarked og erhvervsliv har og får desperat mangel på faglært arbejdskraft. I 2025 vil der alene i Region Syddanmark mangle i omegnen af 25.000 faglærte, men 3/4 af de unge vil hellere vælge en gymnasial uddannelse.

”Vi skal løse den kæmpe udfordring, vi står over for,” lød det fra regionsrådsformanden, inden dagens konferencier, erhvervskonsulent Peter Hegelund fra Business Esbjerg, overtog stafetten. Han uddybede Loses udmelding, inden et par repræsentanter fra Granly Steel, MJC Metal, Welltec og plejesektoren i Vejen Kommune fortalte lidt mere om perspektiverne ved en erhvervsuddannelse.

Skal oplyses og guides

Da de indledende oplæg og en gang stand-up med Mikkel Klint Thorius var overstået, var det tid til, at de unge og deres forældre kunne komme ud og hilse på de 45 deltagende virksomheder, uddannelsessteder og fagforeninger for at høre mere om, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til af gode karrieremuligheder.

Én af de virksomheder, som stod klar til at tage en snak med eleverne og deres forældre, var Granly Steel. Her var direktør Finn Just Jensen selv på standen for at tage imod de besøgende, da han ser det som en vigtig opgave at appellere til de unge, at den faglærte vej er fyldt med gode muligheder.

”Vi er med her på Dit Karrierevalg, fordi selv vi mangler lærlinge og gerne vil hjælpe med at guide de unge i den rigtige retning. Ikke at det nødvendigvis er den faglærte vej for dem alle, da det er vigtigt at fortælle, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Men det er i hvert fald vigtigt at vise, at en erhvervsuddannelse kan føre til spændende karrieremuligheder,” forklarer Finn Just Jensen, som selv tog en erhvervsuddannelse og senere startede som lærling i Granly Steel.

Også Ribe-virksomheden Logitrans havde sendt et par repræsentanter til arrangementet for at få de unge og deres forældre i tale. For driftschef Mogens Haugaard handlede det heller ikke kun om at skaffe lærlinge til egen virksomhed.

”Vi er her for at sætte fokus på de faglærte uddannelser og jobs. Vi vil gerne være med til at støtte op og kæmpe den kamp med at få flere faglærte. Jeg tror på, at vi kan oplyse og måske overbevise nogen om, at det kan være den rigtige vej for dem at gå, da det kan lede én mange spændende veje. Så det er godt med et arrangement som dette, da det er vigtigt at få både eleverne og ikke mindst deres forældre i tale,” siger Logitrans’ driftschef.

Unikt samarbejde

Manglen på faglært arbejdskraft er både et samfundsproblem, hvis arbejdsstyrken i fremtiden ikke kan imødekomme de kvalifikationer, der bliver efterspurgt, ligesom det kan blive et problem for den enkelte virksomhed, der kommer til at mangle den rette arbejdskraft.

Det er derfor, at Business Esbjerg i samarbejde med Vejen Kommune og ProVarde for femte gange vælger at afholde et arrangement af denne type. Det er nemlig nødvendigt at gå lidt utraditionelt til værks, hvis det skal lykkes at overbevise nok unge og deres forældre om at vælge en erhvervsuddannelse.

”Det her er en måde, hvorpå vi forsøger at få de unge til at kigge mere mod erhvervsuddannelserne. Det kan nemlig være svært og mere komplekst at vejlede godt omkring disse uddannelser, hvorfor det fungerer godt, når det er lærlinge og elever selv, der fortæller de unge om mulighederne. Samtidig er det vigtigt, at det er sammen med forældrene, da de så har samme viden og efterfølgende kan snakke om det derhjemme,” forklarer Business Esbjergs erhvervskonsulent Peter Hegelund om formatet.

Han ser samtidig arrangementet som et flot eksempel på samarbejde i sin fineste form på tværs af aktører, der alle har samme mål for øje.

”Det her er et helt unikt erhvervssamarbejde, vi har her i området med en flot opbakning. Det viser, at vi også har et erhvervsliv, der gider de unge og virkelig gør noget for sagen,” lyder rosen fra Peter Hegelund, der samtidig pointerer, at der i øjeblikket ikke er mangel på praktikpladser i området, men tværtimod efterspørgsel på flere elever og lærlinge.