1. Inspirationsartikler

Andreas’ arbejde skal være med til at redde liv

Job

Foto: Viking Life-Saving Equipment.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

VIKING Life-Saving Equipment med hovedsæde i Esbjerg er en globalt førende virksomhed inden for sikkerhedsudstyr og serviceydelser til det maritime marked og offshore-industrien. Her sidder 34-årige Andreas Tolstrup Laursen som leder af en afdeling, som skal sikre, forbedre, videreudvikle og vedligeholde kvaliteten af udstyret og sikkerhedsløsningerne – og i sidste ende redde liv.

Et job, der giver mening. Der gør en forskel. Der endda kan redde liv. Sådan et job drømmer rigtig mange af os nok om.

For Andreas Tolstrup, Raft Engineering Manager hos VIKING Life-Saving Equipment, er det virkeligheden og dagligdagen, da han hver dag udfører et arbejde, som har til formål at redde menneskeliv.

Som leder af RAFT engineering-afdelingen står han nemlig for at sikre, forbedre, videreudvikle og vedligeholde kvaliteten af virksomhedens portefølje af rednings- og sikkerhedsudstyr, der anvendes til lands, til vands og i luften over hele verden.

”Når man arbejder med livreddende produkter, er formålet nemt at se,” forklarer Andreas Tolstrup Laursen, som i de seneste syv år har været en del af RAFT engineering-afdelingen, som han blev leder af for fem år siden.

Vi boede i København, da jeg var færdiguddannet, men jeg havde en morbror, der arbejdede ved Blue Water, som foreslog, at jeg kiggede mod Esbjerg

Andreas Tolstrup

Raft Engineering Manager hos VIKING Life-Saving Equipment

Blev anbefalet Esbjerg

At Esbjerg skulle blive destinationen for Andreas’ karriere, lå ikke nødvendigvis i kortene. Han læste først bachelordelen af civilingeniør i Product Development and Innovation på SDU i Odense og valgte siden kandidatuddannelsen i Design og Innovation på DTU i Lyngby.

”Vi boede i København, da jeg var færdiguddannet, men jeg havde en morbror, der arbejdede ved Blue Water, som foreslog, at jeg kiggede mod Esbjerg, da der ikke var så frygteligt mange virksomheder i København indenfor det, jeg gerne ville beskæftige mig med. Så jeg søgte uopfordret hos Viking og det viste sig heldigvis, at de havde behov for en designingeniør,” fortæller Andreas om, hvordan hans erhvervskarriere rykkede sig fra det østligste Danmark til det vestligste.

”Viking var bare et rigtig godt match, som passede perfekt til min profil, og både byen og især virksomheden levede op til mange af de kriterier, jeg havde.”

Den forudsigelse har vist sig at holde stik, da Andreas nu er ansat i Viking på syvende år og med tiden blev først teamleder i afdelingen og siden manager, så han i dag har ansvaret for 14 medarbejdere i Danmark og Thailand.

Højt til loftet

Han fremhæver både de produkter, som Viking producerer samt det gode arbejdsmiljø og ikke mindst kompetente kolleger, som nogle af de ting, der gør det til en ideel arbejdsplads for ham.

”Her er højt til loftet, men man har stadig fødderne solidt plantet i den vestjyske muld. Jeg synes, at her er god plads og mulighed for at prøve ting af. Det passer mig godt, da jeg godt kan lide at teste, men samtidig også godt kan lide at få data på, så vi kan få det op på næste niveau ved at kigge på fejl og sikre en bedre udnyttelse og dermed sørge for at udvikle og optimere produkterne. Og så kan jeg godt lide at arbejde med håndfaste produkter, som vi gør, hvor vi har en produktion og man kan gå ned og snakke med dem, der eksempelvis står og pakker en redningsflåde,” forklarer Andreas

Hans afdeling arbejder blandt meget andet med opgave- og projektstyring, fejlanalyse og bearbejdning, produktmodning, optimering og support til produktion og servicenetværk samt idéudvikling, design og dimensionering af tekniske løsninger, hvorfor man ofte er med i tværorganisatoriske produktudviklingsteams. Og netop samarbejdet med andre afdelinger og kolleger er noget af det, Andreas især fremhæver ved jobbet og virksomheden.

”Vi er gode til at holde en fælles struktur og arbejder meget på tværs i virksomheden, hvor vi kommer med hver vores indgangsvinkel, men jo har et fælles mål. Vi har mange megadygtige og imødekommende folk her, der ofte står klar til sparre med en, hvilket er en af de vigtigste grunde til, at jeg er glad for at være her.”

Karrierepartnere

Viking Life-Saving Equipment er en af Business Esbjergs Karrierepartnere, som er en række virksomheder i Esbjerg, der bidrager i et netværk til en særlig indsats for at tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere til området og til deres ledige stillinger. Tiltrækningen af højtuddannet arbejdskraft foregår gennem kampagner og tiltag, rettet mod relevante målgrupper.

Læs mere

Godt sted at gøre karriere

Da Andreas begyndte i Viking var det oprindeligt som designingeniør, hvorefter han løbende har fået nye og mere udfordrende roller. Og netop de gode muligheder for at udvikle sig og gøre karriere er noget af det, der er kendetegnende ved Viking.

”Viking er et godt sted at gøre karriere i en stor virksomhed, da her er gode udviklingsmuligheder for alle. Det er faktisk ikke kun som ny og ung, da vi også får folk ind, som måske er den sene del af deres karriere. Viking ser potentialet i folk og bruger deres kompetencer rigtigt, så hvis man kommer med gå-på-mod og vilje til at ville flytte ting i fællesskab, er der stor sandsynlighed for at blive set og anerkendt. Her får man muligheden, hvis man viser sit værd,” mener Andreas, som selv sætter pris på den tillid, han er blevet vist ved at blive leder for sin afdeling.

”Det er en kæmpe opgave og udfordring at være leder. Men jeg har været så heldig og privilegeret at have haft dygtige ledere, der hver især har givet mig modspil og nogle kompetencer, som jeg nu kan gøre brug af.”