Virksomheder og jobsøgende fandt hinanden til speeddating

10. april 2026

Både virksomheder, styrelser og jobsøgende satte pris på de mere uformelle snakke, som speeddating gav mulighed for.
Karrieremoede April 26 37
50 jobsøgende akademikere fra Odense og Aarhus mødte virksomheder fra Esbjerg og omegn til uformelle samtaler om karrieremuligheder. Flere potentielle matches opstod i Street Foods hyggelige rammer.

En solbeskinnet torsdag morgen i april møder 50 forventningsfulde jobsøgende akademikere fra henholdsvis Odense og Aarhus op til speeddating i Street Food. Klar til at tage imod dem er – foruden Business Esbjerg – seks virksomheder (Semco Maritime, Blue Water Shipping, VIKING Life-Saving Equipment, Skattestyrelsen, Færdselsstyrelsen og Esbjerg Kommune). 

Alle med ambitioner om at skabe gode matches og fortælle om byens mange karrieremuligheder. 

De jobsøgende bliver i mindre grupper sendt rundt til speeddating. Snakken går lystigt under lyskæderne og de hyggelige terrassevarmere. Faktisk konstaterer Business Esbjergs kommunikationschef, Birgit Bech Jensen, på et tidspunkt, at hun næppe har nogen stemme tilbage, når dagen er ovre. Hun forklarer:

– Business Esbjerg har i mange år lagt vægt på at være synlige på karrieremesser i hele landet. Men vi vil også gerne invitere de jobsøgende til os. Vi har for eksempel lige arrangeret østerssafari for potentielle tilflyttere, og i næste uge giver vi medarbejdere i vores medlemsvirksomheder mulighed for at invitere unge gæster med til stand-up med Mikkel Klint Thorius. Karrieremødet her ligger sig i forlængelse af den strategi. 

– Formatet med speeddating er nyt, men vi ved fra tidligere, at lignende arrangementer munder ud i helt konkrete match. Det håber jeg selvfølgelig også sker i dag. Virksomhederne vil i hvert fald virkelig gerne møde de jobsøgende, og det er fedt at se, hvordan de bakker op og deltager med adskillige medarbejdere.

Karrieremoede April 26 04
Karrieremoede April 26 33Karrieremoede April 26 13

Netværk og karriere i Esbjerg

En af de fremmødte er 25-årige Meggie Staal Højgård, kandidat i matematik-økonomi fra Syddansk Universitet i Odense. Hendes kæreste har netop fået job som læge på Esbjerg Sygehus, hvilket betyder, at de inden længe rykker til byen. Hun søger job som datakonsulent, data-ingeniør eller lignende og har tilmed erfaring med sig inden for energisektoren. 

– I begyndelsen var jeg noget forbeholden over for at skulle til Esbjerg. Vi havde talt om at flytte til Aarhus eller København eller måske blive i Odense. Men min kæreste blev lynhurtig rigtig glad for jobbet herovre, for de har virkelig taget godt imod ham på Esbjerg Sygehus. Samtidig havde vi en del venner, der flyttede hertil og talte virkelig godt om byen, så jeg begyndte at bløde lidt op, fortæller Meggie og fortsætter:

– Jeg mødte Lasse (fra Business Esbjerg, red) til Karrieredagene i Aarhus, og jeg behøvede bare sige ”hej”, så var han i gang med at fortælle om karrieremuligheder i Esbjerg og hjælpe mig videre. Det kom bag på mig, hvor mange fede virksomheder her er, så nu har vi pludselig både netværk og spændende jobmuligheder til os begge herovre. 

Søger bredt

En af de virksomheder, hun glæder sig til at tale med, er Semco Maritime, hvor blandt andre afdelingsleder Thomas V.M. tager imod hende samt de andre nysgerrige kandidater. De mange samtalekort på bordene tjener til god inspiration, men for langt de fleste går snakken problemfrit. Det er noget ganske andet at mødes her i uformelle, hyggelige rammer end at være til en egentlig jobsamtale, er flere af de jobsøgende enige om. 

Kandidaterne kommer med en bred vifte af baggrunde. Her er alt fra ingeniøren til historikeren. Og både Business Esbjerg og virksomhederne vil gerne sprede budskabet om, at Esbjerg ikke kun er for de tekniske profiler:

– Vi er i fuld gang med den grønne omstilling, og det kræver selvfølgelig nye tekniske kræfter. Men generelt søger vi meget bredt – alt fra ingeniører og håndværkere til jurister og HR-folk. Vi leder altid efter kloge hoveder og har allerede mødt flere potentielle matches, lyder det begejstret fra Thomas, der fortsætter:

– Men vi er her også for at møde folk i øjenhøjde og fortælle, at selvom jobopslaget måske går på en el-installatør, kan andre profiler også sagtens søge, hvis kemien er der. Og så vil jeg – som gammel Esbjerg-dreng – jo også gerne gøre opmærksom på hvor fed en by, de kan komme til at bo i.

"I begyndelsen var jeg noget forbeholden over for at skulle til Esbjerg. Vi havde talt om at flytte til Aarhus eller København eller måske blive i Odense."

Karrieremoede April 26 01
Meggie Staal Højgård
Jobsøgende fra Odense

Flere vil byen

Og mange kandidater har blødt op over for Esbjerg. Det fortæller Tine Hejbøl Vinter fra Akademikerne i Aarhus:

– Vi oplever generelt, at de indsatser, Business Esbjerg stabler på benene, virker. De jobsøgende kender Esbjerg og byens gode karrieremuligheder og er mere villige til at rykke sig.

Det bakker Brian Ramstein, virksomhedskonsulent i Odense Kommune, op om:

– Det betyder noget, at konkurrencen er mindre. I Odense har vi 1.100 jobsøgende akademikere. I Aarhus er tallet 4.000. I Esbjerg er der vist omkring 50. De jobsøgende kan mærke, at virksomhederne virkelig vil dem, og det er en positiv oplevelse.

Det nikker Meggie genkendende til, da hun efter speeddatingen konstaterer:

–  Det overrasker mig positivt, hvor godt vi bliver taget imod. Virksomhederne vil os virkelig gerne. Det har jeg ikke oplevet før, og det er megafedt. Jeg har faktisk fundet flere helt konkrete jobs, jeg skal hjem og søge, siger hun og slår samtidig ud mod en ung kvinde ved hendes side:

–  Og så har jeg mødt Emma her. Vi har en uddannelse, der minder om hinanden, og hun overvejer også Esbjerg. Her er faktisk en potentiel ny veninde, som måske kommer til at by i samme by som mig. Det havde jeg ikke regnet med at få ud af dagen. 

De to smiler begge stort, da de efter en god frokost på Street Food går ombord på bussen med resten af Odense-kandidaterne. Nu bliver det spændende at følge, hvem der lander et job i byen den næste tid. 

"Vi leder altid efter kloge hoveder og har allerede mødt flere potentielle matches"

Karrieremoede April 26 02
Thomas V.M.
Afdelingsleder, Semco Maritime