Esbjergs virksomheder mangler stadig arbejdskraft, men dagsordenen har flyttet sig
24. august 2026
Hver tredje virksomhed i vores nyligt gennemførte medlemsundersøgelse peger (stadig) på manglen på arbejdskraft som en vækstbarriere.

Esbjergs erhvervsliv har ikke mistet appetitten på vækst. Men virksomhederne møder flere typer af udfordringer end for et år siden. Det kalder på mere end én løsning.
Esbjergs erhvervsliv har ikke mistet appetitten på vækst. Men virksomhederne møder flere typer af udfordringer end for et år siden. Det kalder på mere end én løsning.
Vi skal fortsat tage manglen på kvalificeret arbejdskraft alvorligt. Hver tredje virksomhed i vores nyligt gennemførte medlemsundersøgelse peger på den som en vækstbarriere. Der mangler elektrikere, svejsere, industriteknikere, ingeniører, bogholdere, softwareudviklere og kommercielle profiler. Virksomhederne efterspørger ikke kun eksamenspapirer. De har brug for mennesker med praktisk erfaring, ansvarsfølelse, fleksibilitet og forståelse for forretningen.
Den udfordring løser vi ikke med en enkelt kampagne. Vi skal uddanne flere til de job, der faktisk findes. Vi skal være endnu bedre til at integrere de unge, der bor her. Vi skal tiltrække kandidater fra resten af Danmark og gøre det enklere for internationale medarbejdere at blive en del af arbejdsmarkedet. Og så skal Esbjerg være en by, hvor familien har lyst til at slå rødder. Her har vi alle et ansvar for at tage nye initiativer og hver især udvise åbenhed og interesse for personer som måske ikke ligner os selv.
Vi må dog ikke stirre os blinde på arbejdskraft. Virksomheder kan kun ansætte, når der er kunder og ordrer. Manglende efterspørgsel er næsten lige så udbredt som rekrutteringsproblemet. Hver fjerde virksomhed peger på svag efterspørgsel som en vækstbarriere. Flere oplever lavere ordretilgang, længere beslutningsprocesser og hårdere konkurrence.
Det bør mane til handling. Lokale virksomheder skal være bedre til at finde hinanden og bruge hinanden, når kompetencerne og kvaliteten er til stede. Samtidig skal flere virksomheder ud på nationale og internationale markeder.
"Eksport er ikke forbeholdt de største. For mange mindre virksomheder kan det næste marked ligge lige syd for grænsen"
AI er et andet, og meget stort, opmærksomhedspunkt. På ét år er teknologien gået fra at være et perspektiv til et ledelsesansvar. Næsten halvdelen af virksomhederne ønsker digitalisering og AI højere på den erhvervspolitiske dagsorden.
AI skal hverken mødes med ukritisk begejstring eller med armene over kors. Virksomhederne skal bruge teknologien dér, hvor den skaber værdi: i produktionen, administrationen, salget, kundeoplevelsen og udviklingen af nye produkter. Især de mindre virksomheder har brug for praktisk hjælp til at vælge rigtigt, beskytte deres data og få investeringerne til at betale sig.
Trods udfordringerne er erhvervslivet i vores område ikke modløst. 71 procent er optimistiske eller meget optimistiske om de næste 12 måneder. Kun seks procent er pessimistiske. Det er ikke naiv optimisme. Det er virksomheder, der ser muligheder i flere kunder, digitalisering, eksport, nye produkter, energi og grøn omstilling.
Den optimisme forpligter. Hos Business Esbjerg er opgaven at fjerne barrierer, forbinde de rette mennesker og omsætte muligheder til vækst.
På vores store Karrieremesse i september møder 50 virksomheder de mange jobinteresserede til en travl dag med snak om karrieremulighederne hos dem. Vi opfordrer til at virksomhederne ved den lejlighed, og før det går løs med gæsterne, går i dialog med de andre udstillere om rekruttering og integration af den savnede arbejdskraft. Vores medarbejdere er massivt til stede på dagen og står til rådighed for at skabe de relevante forbindelser.
Vi afholder løbende arrangementer om mulighederne på konkrete eksportmarkeder og om eksportmuligheder helt generelt. Næste gang den 1. september og i samarbejde med Erhvervshus Syd. Derudover arrangerer vi en større erhvervstur til Berlin i slutningen af oktober med fokus på grøn omstilling, digitalisering og den aktuelle erhvervsudvikling i Tyskland. Som nævnt, så er eksport, også hos mindre virksomheder, en mulighed for at imødekomme en vigende efterspørgsel på de lokale markeder.
Ligesom hos vores medlemmer, så fylder AI også meget hos os. Vi har kastet os ud i at blive klogere og bruger AI værktøjer i vores dagligdag. Forståelsen og brugen af AI værktøjer er noget som omfatter alle medarbejdere i organisationen. Omfanget af mulighederne med AI virker for mange virksomheder stadig uoverskueligt. Business Esbjerg har i 2026 sammen med gode samarbejdspartnere tilbudt digitaliserings- og AI kurser. Tilbagemeldingen fra medlemsundersøgelsen får os til at arbejde på at vi også i den resterende del af 2026 og i 2027 vil have AI tilbud som understøtter virksomhederne i deres arbejde med AI og øget digitalisering.
Optimismen iblandt vores medlemmer glæder os, og vi arbejder dagligt på at understøtte de muligheder for vækst, som er relevante for dem og erhvervslivet generelt.
