Business Esbjerg inviterede potentielle tilflyttere til SUSET

24. august 2025

Foto: Morten Fog
Business Esbjerg tog i weekenden på festival for at slå et slag for jobmulighederne i vores by længst mod vest. 35 medlemsvirksomheder havde inviteret en potentiel tilflytter med til netværk i lidt mere festlige rammer end vanligt

Sensommersolen hænger lavt over festivalpladsen. Den blå himmel står smukt til ESVAGTs postkasserøde skib i havnen bare få meter derfra. Bag scenen knejser Vandtårnet til den ene side og Valsemøllen til den anden. Selve pladsen matcher det rå havnemiljø perfekt med de rustrøde containere og asfaltunderlaget. SUSET byder på ægte esbjergensisk stemning. Her vrimler med glade gæster i alle aldersgrupper. De er kommet for at høre Tobias Rahim, Hugorm, The Minds of 99, Madsen, Mumle og mange, mange flere.

Her hygger man sig. Her fester man. Her lytter man til god musik. Men her arbejder man også for, at flere unge flytter til Esbjerg. Det sker fra Esbjerg Loungen, et stort telt trukket lidt tilbage fra selve pladsen. Her har Business Esbjerg i samarbejde med Esbjerg Kommune og Live Nation bedt 35 medarbejdere hos deres medlemmer om at invitere en potentiel tilflytter med til SUSET.

– Vi gør det selvfølgelig med det formål at slå et slag for job- og bosætningsmulighederne i Esbjerg, samtidig med at vi gerne vil give de inviterede en fed oplevelse. Det giver god mening at koble en ny festival med tilflytning, siger kommunikationschef i Business Esbjerg, Birgit Bech Jensen, og fortæller, at interessen for at deltage har været massiv.

Allerede efter 15 minutter havde 35 meldt sig til, og der måtte trækkes lod imellem de over 100 ansøgninger.

Foto: Morten Fog
Foto: Morten Fog

Burgere og netværk

Klokken 18 strømmer de unge ind i teltet sammen med deres vært. Flere kommer med en forælder. Enkelte også med en god ven. Nu står den på burgere, sodavand og netværk, før Hugorm indtager scenen. Mai Lyngbak, HR Partner hos 2care4, deltager sammen med Viking, Semco Maritime og SPIE Energy som medværter. Hun får en god snak med flere af deltagerne i de bløde stole:

– Rammerne gør altså bare, at vi får nogle mere uformelle snakke med de unge end for eksempel til karrieremesserne. Det kan også noget, siger hun og fortsætter:

– Samtidig vil vi gerne bakke op om initiativet her og i fællesskab med de andre karrierepartnere slå et slag for tilflytning. Det er virkelig godt for byen, at Business Esbjerg står bag så mange forskellige tiltag.

– Vi søger bredt, men især inden for de sundhedsfaglige fag, som man ofte læser i andre byer end lige Esbjerg. Vores vigtigste opgave er derfor at få de unge til at vende hjem igen. Helst inden de slår sig ned med kærester eller familie i en ny by.

Læs mere om Suset

Viking klar med drømmejobbet

Barndomsveninderne Julie Rilsing Erri Pedersen 27 år og Alberte Thude, 28 år, har taget plads omkring langbordet. Julie er netop flyttet tilbage til Ribe efter at have afsluttet sin uddannelse som kemiingeniør i Aarhus. Nu vil hun egentlig gerne have Alberte til at tage samme tur. Bare fra København. Julie har netop fået arbejde hos Viking, mens Alberte skal i gang med en ph.d. inden for bioteknologi.

– Jeg prøver at få hende tilbage til Ribe, og hun prøver at få mig til at flytte til København. Jeg tror ikke, nogle af delene lykkes, siger Julie med et grin.

Hun er nemlig selv stor fortaler for at prøve Vestjylland af, hvad jobmuligheder angår:

– Jeg er simpelthen så glad for at være hos Viking. Selvom jeg kun har et vikariat, behandler de mig fuldstændig som en fastansat. Jeg har for eksempel lige været i Bulgarien for at arbejde. Samtidig er jobbet inden for materialer, som præcis var det, jeg gerne ville arbejde med. Det kunne jeg ikke finde i Aarhus.

Det eneste, der tæller ned ved Esbjerg er, at hendes kæreste bor i Aarhus, men her står Birgit fra Business Esbjerg straks klar til at snakke om ”Partnerjob”, som er den håndholdte indsats for at få en medfølgende partner i job.

– Jeg anede ikke, det eksisterede, lyder det overrasket fra Julie. – Det må vi undersøge nærmere.

Veninden er sværere at lokke:

– Men jeg må medgive, at der sker meget nyt og spændende i Esbjerg. Så jeg forstår godt, at folk gerne vil tilbage. Det virker også til, at der er mange spændende jobmuligheder her.

Skal selvfølgelig hjem igen

En anden, der er lidt nemmere at lokke end Alberte, er Elias Sandbæk på 22 år, som er blevet inviteret med af sin far, Brian Sandbæk. Elias læser til lærer i Aarhus.

– Jeg har taget ham med, fordi han selvfølgelig skal hjem igen, lyder det med et glimt i øjet fra Brian, der dog supplerer med:

– Og fordi det også er hyggeligt at få den her oplevelse sammen.

Elias nikker:

– Jamen jeg overvejer det stærkt. Det betyder meget for mig at have min familie tæt på. Esbjerg har også mange jobmuligheder. Min gamle folkeskole vil for eksempel gerne ansætte mig. Jeg må jo have gjort et godt indtryk dengang.

Det sidste bliver sagt med et stort grin. Han fortsætter mere alvorligt:

–  Esbjerg er langt mere overskuelig og rolig end Aarhus og andre storbyer. Men samtidig er den stor nok til, at her sker en masse fedt. Jeg er selv musiker, så det at byen får en festival som den her og også har fået sparket godt i Folk og Fæstival, betyder virkelig meget.

Klokken nærmer sig Hugorm-tid, og gæsterne siver langsomt ud af teltet til lyden af Simon Kvamm, der råber: ”Hugorm blev etableret ved Vesterhavet. Og vi kan lide det her på Suset, hvor det er lidt vildt.”

"Jamen jeg overvejer det stærkt. Det betyder meget for mig at have min familie tæt på. Esbjerg har også mange jobmuligheder"

Foto: Morten Fog
Elias Sandbæk
Lærerstuderende i Aarhus