Årets Level-Up-forløb kulminerede i hyggelig iværksætterfest

27. februar 2026

Bag Nordic Tipi står Michael Vahl og Daniel Jepsen
L1012929 1
Riggen og Business Esbjerg inviterede for fjerde år i træk til et brag af en iværksætterfest, hvor acceleratorforløbet Level-Up samtidig kulminerede i en pitchkonkurrence. Feltet var tæt i år, men Michael Vahl fra Nordic Tipi løb med sejren og de 25.000 kr.

Den summende snak fra cirka 120 gæster fylder denne eftermiddag sidst i februar i Carlsberg Loungen på Blue Water Arena. Foråret har endelig fået fat, og lyset strømmer ind gennem de store vinduer ud mod stadion.

Dagen byder på spændende oplæg fra Stine Nørgaard Bjerg, der fortæller om sin rejse fra jurist til selvstændig blomsterdekoratør med virksomheden Studio Flør. Senere træder Alf Rehn på scenen og løfter stemningen til nye højder med sit sjove, tankevækkende og let provokerende oplæg om kreativitet. Deltagerne får naturligvis også lidt godt at spise og drikke i form af kage og frugt samt sodavand og kaffe.

Selvom festen hylder alle Esbjergs iværksættere, er aftenens højdepunkt uden tvivl de tre pitches fra finalisterne i årets Level-Up-forløb.

Level-Up er et skræddersyet acceleratorprogram udbudt af Business Esbjergs iværksætterhus, Riggen. Forløbet tager udgangspunkt i den enkelte virksomhed og arbejder med konkrete udfordringer og vækstmuligheder. Gennem tre intensive måneder arbejder deltagerne målrettet med at udvikle deres virksomheder. De får undervisning og sparring fra aktører i Esbjergs erhvervsliv, og de lærer at pitche deres virksomhed på bare ti minutter. Tre finalister er udvalgt til at pitche foran de fremmødte, som via sms stemmer på den endelige vinder.

Nørden og kunstneren 

Med sejren følger en præmie på 25.000 kr., men spørger man finalisterne, betragter de sig alle som vindere. Forløbet har givet dem en uundværlig værktøjskasse og et stærkt netværk.

Bag Blæst Cider står Fanø-parret Gowri Købke Nybo og Frederik Nørgaard. De producerer cider på ren æblemost; langt fra de masseproducerede produkter, de fleste af os kender. Med en helt ny virksomhed og ingen tidligere erfaring som iværksættere har de haft stor glæde af Level-Up.

– Vi havde idéen og produktet, da jeg gennem mange år har nørdet med cider. Men det er gået op for os, hvor langt der er fra idé til en egentlig virksomhed. Ved at komme i gang med Level-Up så tidligt i processen har vi undgået mange af de fodfejl, som andre selvstændige begår, fortæller Gowri og fortsætter:

– I det hele taget har forløbet været en kæmpe gave. Vi føler os allerede som vindere.

Frederik supplerer:

– Vi har nok en klassisk rollefordeling: Jeg er den kreative og står for det grafiske indhold. Gowri er med sin baggrund som civilingeniør i bioproces-teknologi den nørdede. Men vi manglede den strategiske og kommercielle del. Den har vi fået hjælp til her.

Parret har taget en smagsprøve med på deres cider med solbær. Den er dejlig frisk og smager af ægte råvarer – langt fra en Summersby.

"I det hele taget har forløbet været en kæmpe gave. Vi føler os allerede som vindere."

DSCF2672
Gowri Købke Nybo
iværksætter og indehaver af Blæst Cider

Et unikt fællesskab

Ud over en solid iværksætter-værktøjskasse er finalisterne enige om, at de også tager et særligt fællesskab med sig fra Level-Up.

– Jeg har haft stor glæde af sammenholdet med de andre deltagere, fortæller en anden finalist, Michael Nielsen fra PackIn, der udvikler emballageløsninger i folie til fødevareindustrien.

– Det, der er et lille problem i én virksomhed, kan vise sig at give store indsigter i en anden. Jeg har kunnet bruge de andres udfordringer til at gentænke ting i min virksomhed. Samtidig fandt jeg ud af, at selvom vi er forskellige, og vores virksomheder også er det, så ligner vi alligevel hinanden. Det sammenhold, der opstod under Level-Up, var i sig selv guld værd.

Det genkender Birgit Bech Jensen, kommunikationschef i Business Esbjerg:

– Vi oplever, at deltagerne netværker på tværs af brancher, og at de gennem forløbet får et fortroligt rum, hvor de hjælper og sparrer med hinanden. Vi kan se fra tidligere forløb, at de netværk, der opstår under Level-Up, holder ved efterfølgende, siger hun og fortsætter:

– Samtidig udvikler deltagerne sig markant i løbet af forløbet, og det er en fornøjelse at være vidne til. Det viser, at der er behov for et tilbud som Level-Up til byens iværksættere.

"Jeg har haft stor glæde af sammenholdet med de andre deltagere."

L1012619
Michael Nielsen
Iværksætter og indehaver af PackIn

Nordic Tipi kom, så og sejrede

Selvom både Blæst og PackIn har taget deres virksomheder til nye højder, løber Nordic Tipi med sejren, som afgøres via sms-afstemning blandt publikum. Virksomheden udlejer unikke luksustelte til events med missionen om at skabe rammer, der danner minder for livet.

Bag Nordic Tipi står Michael Vahl og Daniel Jepsen, men det er kun førstnævnte, der har deltaget i årets Level-Up-forløb. Selvom virksomheden har været i gang i nogle år, gør det ikke glæden ved sejren mindre:

– Det er fantastisk! Det er en stor anerkendelse fra både Business Esbjerg og hele iværksættermiljøet. Vi er meget glade og stolte.

Han har også stor ros til overs for acceleratorforløbet:

– Tænk, at man som iværksætter i Esbjerg kan få sådan et tilbud. Jeg går fra Level-Up med ny viden, nytænkning og en klar retning. Vi har fået styr på vores vækststrategi og fremtidsplaner; ikke bare de næste fem år, men helt frem mod 2030 og 2035.

De to ved endnu ikke, hvad pengene skal bruges til, men joker med, at der måske skal lidt champagne på bordet til deres koner oven på forløbet. Præmien er egentlig bare toppen af kransekagen på et enormt givende forløb.

– Vi har været i gang i nogle år, og jeg har tidligere haft andre virksomheder. Business Esbjerg har stået klar med hjælp og sparring fra dag ét. Det, tror jeg ikke, ret mange andre byer tilbyder deres iværksættere, fortsætter Michael Vahl, og bliver afbrudt, da Gowri, Frederik og Michael Nielsen kommer for at lykønske og kramme. 

En aften fyldt med iværksætteri, inspiration og kreativ energi nærmer sig sin afslutning. Måske har den givet nye iværksættere lyst til selv at tage på vækstrejse med Level-Up.

"Jeg går fra Level-Up med ny viden, nytænkning og en klar retning."

DSCF2783
Michael Vahl
Iværksætter og indehaver af Nordic Tipi
L1012414
L1012408DSCF2555

Side event: De unge sprang også ud som iværksættere

Som et side event til den store fest fik unge fra Rybners og EUX i år mulighed for at pitche deres idé for et dommerpanel bestående af erhvervskonsulenter fra Business Esbjerg og Next Step Challenge. 

70 elever mødte op. Fire hold med alt fra to til fire deltagere fik fire minutter til at fremlægge deres bud på fremtidens løsninger.

Salen summede af nervøsitet, for selvom de unge forinden havde haft innovation på skoleskemaet og allerede været igennem en semifinale, var det alligevel en smule nervepirrende at fremlægge på en scene foran dommere fra det virkelige erhvervsliv.

Men idéerne var gode. Fitswipe præsenterede en app, hvor du swiper dig til aktiviteter i nærområdet. Ava kom med dispensere med hygiejne-produkter til blandt andet skoler og andre offentlige insitutioner. Cravibox lancerede madpakke-måltidskasser, mens NextFace tilbød erhvervsdrivende en platform med modeller i form af virkelige mennesker til at markedsføre deres produkter. 

NextFace løb med sejren, blandt andet med den begrundelse, at de allerede var på markedet. Bagefter modtog alle fire hold grundig feedback fra dommerne.

– Vi tager de unge og deres ambitioner alvorligt. Riggen er for alle Esbjergs iværksættere, og de unge skal vide, vi findes som et tilbud, og at man kan vælge at gå iværksættervejen, hvis man brænder for det, forklarede Birgit Bech Jensen, kommunikationschef i Business Esbjerg.

Det glædede hende og dommerne at se, at så mange af de unge valgte at blive til festen efterfølgende, selvom de egentlig havde fri. Meget tyder på, at det lykkedes at antænde en lille iværksætter-gnist i flere af dem.