1. Virksomhed
  2. Drift og udvikling

Markedsføring på sociale medier

Hos Business Esbjerg vejleder vi jævnligt små og mellemstore virksomheder i digital markedsføring og brug af sociale medier.

Vil du vide mere?

Randi Høxbro

Erhvervskonsulent

Kontakt Randi

I dag er mulighederne for at kommunikere på sociale medier nærmest uendelige. Men hvordan griber man det an som virksomhed, hvordan når man bedst sin målgruppe med digital markedsføring, og hvorfor er ”employer branding” værdifuldt? Her deler vi et par huskeregler til sociale medier.

Facebook, Instagram, Snapchat, Twitter, Jodel, LinkedIn. Antallet af sociale medier vokser stadigt, og det samme gør de muligheder og værktøjer, der følger med. Især som mindre virksomhed kan det være svært både at skulle holde fingeren på pulsen, skabe brugbart indhold OG holde øje med, hvad der virker og ikke virker.

Hos Business Esbjerg vejleder vi jævnligt små og mellemstore virksomheder i digital markedsføring og brug af sociale medier. Her er seks trin, du kan følge, hvis du vil give din indsats på de sociale medier et servicetjek.

Før alt andet skal du være sikker på, hvorfor du sætter en markedsføringsindsats i gang. Formålene kan være mange: At tiltrække folk til en begivenhed, at positionere din virksomhed i forhold til en konkurrent eller på et nyt marked, at sælge et helt bestemt produkt, at følge op på tidligere kampagner – eller noget helt andet.

Før du starter markedsføringsindsatsen er det afgørende, at der er enighed om formålet, og at du ikke for tidligt tager stilling til valg af kanaler og konkrete løsninger.

Noget af det vigtigste – hvis ikke dét vigtigste – når du skal kommunikere til dine kunder på sociale medier er at finde ud af, hvem din målgruppe egentlig er. Hvem er det, du vil nå?

Vi oplever ofte, at virksomheder ikke får defineret deres målgruppe skarpt nok – og gerne vil sælge til alle. Men vil du kommunikere til alle, kommunikerer du ikke til nogen. Derfor bør segmentering af din målgruppe være det første skridt på din rejse på sociale medier.

Måske er du super-skarp til at sætte Facebook-annoncer op – men hvis du ikke har overvejet din målgruppe på forhånd, får du sandsynligvis ikke det optimale udbytte ud af hverken din tid eller dit budget.

Prøv om du kan definere de forskellige målgrupper til dit produkt/dine produkter. Når du har gjort det, kan du ud for hver målgruppe notere, hvor du når dem bedst. Der vil ofte være mere end én kanal per målgruppe. Overvej også, hvad de forskellige målgrupper tænder på – er det pris, bæredygtighed, bekvemmelighed eller noget helt fjerde, der er vigtigst for dem?

På sociale medier kan du lave din annoncering meget interesse-specifik. Det giver mulighed for at ramme helt rigtigt; men også mulighed for at ramme helt forkert, hvis ikke forarbejdet er gjort ordentligt.

Derfor er det, som nævnt ovenfor, vigtigt at overveje, HVOR du når dine kunder – og HVORDAN.

Mange har et billede af, at ”alle er jo på Facebook”. Men måske er Instagram eller Google Ads mere ideelt for dig?

Noget andet, du bør overveje, er, hvordan modtageren kan komme videre fra dit opslag. Er der mulighed for ”call to action” – ved at klikke på et link, ringe til et telefonnummer eller noget tredje?

I en tid, hvor adskillige virksomheder og brands kæmper om forbrugernes opmærksomhed, er det vigtigt at være klar i mælet: Hvorfor skal forbrugeren vælge dit produkt? Det er vigtigt at kunne aflæse med det samme.

Performer dit indhold og dine annoncer på sociale medier ikke som forventet, er du måske for uklar i din kommunikation – eller måske vil du fortælle for meget?

Du har sandsynligvis allerede hørt om ”employer branding”. Og med god grund. Undersøgelser viser nemlig, at vellykket employer branding kan skabe både øget medarbejder- og kundetilfredshed.

Employer branding handler om at brande dig igennem dine medarbejdere – ved at gøre dem til ambassadører for din virksomhed og dit brand. Det sker fx, hvis din medarbejder deler en succesoplevelse på sin egen personlige LinkedIn-profil – eller deler en positiv historie på sin egen Facebook-konto. På den måde brander de din virksomhed over for deres netværk.

Udover at du som virksomhedsejer får øget kendskabet til din virksomhed, skaber det også værdi for dine medarbejdere, som sandsynligvis vil være stolte over at være en del af den gode fortælling. Og det giver ofte medarbejderne lyst til at dele flere gode historier. På den måde skabes en positiv spiral.

For at få det optimale ud af din indsats på sociale medier, anbefaler vi, at du løbende evaluerer på dine aktiviteter. Hvad performer godt, og hvad performer mindre godt? Det smarte ved sociale medier er jo netop, at man hele tiden kan justere sine annoncer og skrue op og ned efter sæson, behov, respons, etc.

Samtidig er det en god ide at holde sig opdateret på trends og tendenser. Det kan du bl.a. gøre ved at følge dine konkurrenter på sociale medier – og holde øje med, hvilken type af indhold de poster.

Når du er kommet godt i gang, kan du overveje at lave et årshjul, hvori du markerer mærkedage, ferier/helligdage, sæsoner, store begivenheder og andre datoer, der er vigtige for dine kunder – så du ikke glemmer at forberede en fed grafik eller en skarp tekst til Super Bowl, Earth Hour eller Valentinsdag.

Ting du bør overveje, når du planlægger din strategi for sociale medier:

  • Hvem er din målgruppe?
  • Hvor er din målgruppe?
  • Hvilke interesser har de?
  • Hvad er dit budskab til dem?
  • Hvordan når du dem bedst?