1. Nyheder

Tag på kulinarisk jordomrejse i Esbjerg

Kultur og fritid 25. april 2019

I 2018 fik Esbjerg et nyt, kulinarisk samlingssted, da det nye madmekka, Street Food Esbjerg, slog dørene op i byens tidligere biograf.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Marketingchef

Kontakt Birgit

De tolv madboder serverer alt fra mexicansk, vietnamesisk og thai til indisk, tyrkisk og fransk - hovedsageligt skabt af lokale mad-entreprenører. Med arrangementer som bl.a. stand-up, bingo og danseundervisning tiltrækker madmarkedet både unge og gamle.

På menuen hos de i alt tolv madboder i den gamle biograf- og teatersal finder man bl.a. retter fra Venezuela, Mexico, Marokko, Thailand, Indien og Tyrkiet. Samtidig serveres der franske crepes med fyld, engelsk fish’n’chips og sprøde, sunde salater – ligesom den kendte vestjyske burgerrestaurant Spisehuset Pagoden, der har vundet flere priser for sin hjemmelavede burger, også har fået en plads i den gamle biograf. Samtidig finder man også juice-mesteren Mads Bos allerførste juicebod.

– Vores vigtigste kriterie for mad-entreprenørerne, som vi kalder dem, har været, at de skulle lave god mad til en god pris. Samtidig har vi i udvælgelsen skelet til, at vi kommer hele verden rundt. Og så er størstedelen faktisk lokale. Det havde været nemt bare at vælge de kendte street food-stadeholdere, men så ville der jo ikke være forskel på, om man spiser i Esbjerg eller i København, fortæller manden bag Esbjergs nye kulinariske samlingssted, Søren Gaj Nielsen, der fik ideen til Street Food Esbjerg, da han i 2006-2010 boede og arbejdede i Bangkok.

– Jeg syntes, det kunne være fedt at tage gadekøkkenerne med hjem, men der var jo langt fra Bangkok til Esbjerg – på flere måder. Men i januar 2017 begyndte ideen langsomt at tage form. Og da jeg fandt de her lokaler, var jeg ikke i tvivl: Det ligger “spot on” og har en fantastisk sjæl og charme, siger iværksætteren, der sammen med sit team skal stå for alt salg af drikkevarer i de tre barer.

Et sted for alle

Ifølge Søren Gaj Nielsen kan man i Street Food Esbjerg stille lækkersulten for omkring 50 kroner og blive “fornuftigt mæt” for 70-90 kroner. Og de cirka 600 mennesker, som Street Food Esbjerg har plads til, kan både nyde maden indendørs i den gamle biografsal eller i foyeren, ligesom der er siddepladser i gårdhaven samt ude foran i Kongensgade på lune dage.

– Tanken er, at Street Food skal være et sted for alle. Mødrene på barsel og pensionisterne kan mødes hernede til kaffe, de studerende kan smutte forbi til frokost eller et glas vin om eftermiddagen, og børnefamilierne kan snuppe aftensmaden her. Ud over at være et spisested håber vi også, det bliver et lokalt samlingssted, siger Søren Gaj Nielsen, der pt. har flere ideer på tegnebrættet:

– På sigt vil vi vil gerne prøve forskellige ting af og lave arrangementer og kulturtilbud som fx bingo, live musik, stand-up eller danseundervisning. Der er stort set ingen grænser for, hvad vi er klar på at teste – så må tiden vise, hvor vi ender.

Et spisested blandt mange nye

Antallet af caféer og spisesteder i Esbjerg er støt stigende, og udvalget er markant større end for få år siden. Det er afgørende for opfattelsen af Esbjerg som en interessant by at være i, og så giver det spændende muligheder for iværksættere og restauratører.

– De mange spisesteder giver byen et storby-præg, og det glæder os at hjælpe disse initiativer i gang og se dem gro, siger erhvervschef i Esbjerg Erhvervsudvikling, Karsten Rieder.

Praktisk information

Street Food Esbjerg har tre barer og fjorten madboder, der serverer alt fra mexicansk, vietnamesisk og thai til indisk, tyrkisk og fransk.

Stedet har åbent søndag-torsdag kl. 11.30-21.00 (kaffebaren dog allerede fra kl. 9.00) og fredag-lørdag kl. 11.30-22.00 (barer dog til cirka 24.00)

Birgit Bech Jensen

Marketingchef

Telefon:   36 97 35 04

E-mail:   bbj@businessesbjerg.com