1. Nyheder

Nu ruller millionerne: De første firmaer investerer i Esbjergs fremtid

Erhverv 06. november 2019

Med Education Esbjerg vil erhvervslivet i Esbjerg og Esbjerg Kommune skabe et projekt, der skal løfte niveauet inden for uddannelser i Esbjerg.

Redaktør:

Susanne Nordenbæk

Direktør

Kontakt Susanne

Erhvervslivet går foran, Esbjerg Kommune afsætter fem millioner kroner, og et nyt, slagkraftigt projekt med arbejdstitlen Education Esbjerg skal bidrage til at løfte Danmarks femtestørste by til et nyt niveau inden for uddannelser. Allerede nu har Viking og Blue Water bidraget med én million kroner hver.

Esbjerg: Topcheferne i to af Esbjergs største virksomheder har slået alarm på byens vegne. De er bekymrede for stagnationen i kommunens indbyggertal, og samtidig er væksten i søgningen til de videregående uddannelser gået i stå.

Nu sætter de to topchefer, Henrik Uhd Christensen, administrerende direktør i Viking Life-Saving Equipment A/S, og Søren Nørgaard Thomsen fra Blue Water Shipping A/S, handling bag ordene og bidrager hver især med en million kroner til det, de med en arbejdstitel har valgt at benævne Education Esbjerg – en indsats, der skal styrke Esbjerg som en stærk uddannelses- og studieby.

Det er intet mindre end vores fælles fremtid i Esbjerg, som står på spil

Henrik Uhd Christensen

Administrerende direktør i Viking Life-Saving Equipment A/S

Også flere andre Esbjerg-virksomheder har givet tilsagn om støtte fra 10.000 kroner til en halv million kroner, og bidragene sker kort efter et møde forleden med deltagelse af virksomhedsledere, politikere, repræsentanter for uddannelsesinstitutioner og byens fonde. Ved den lejlighed gav borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) tilsagn om fem millioner kroner. Løftet blev givet under forudsætning af, at erhvervsliv og fonde bidrager tilsvarende, men hos erhvervslederne rækker ambitionerne videre, og målet er et noget højere beløb.

Selvstændigt sekretariat

– Alle, der ønsker at støtte Education Esbjerg-indsatsen, vil kunne give tilsagn og indbetale beløb til Business Esbjerg, indtil et sekretariat overtager indsamlingen. Vi håber på bred opbakning fra virksomheder, investorer og borgere, og alle bidrag – uanset størrelse – tæller. Det hele går ubeskåret til indsatsen, lyder det fra de to direktører.

Helt konkret går midlerne til etablering af et selvstændigt sekretariat bestående af en leder med politisk gennemslagskraft, to-tre projektledere, to-tre assistenter/studentermedhjælpere samt støttefunktioner fra Esbjerg Kommune og Region Syddanmark. Sekretariatet vil referere til en selvstændig bestyrelse med deltagelse af blandt andre Henrik Uhd Christensen og Søren Nørgaard Thomsen, og driftsomkostningerne er i årene 2020-2022 anslået til minimum 10 millioner kroner. Hertil kommer udgifter til konkrete projekter. Forventningen er, at der vil være betydeligt flere økonomiske midler til rådighed til indsatsen.

Hele Esbjerg skal løftes

De to erhvervsledere siger også, at de ønsker at gøre uddannelses-offensiven til et anliggende for alle esbjergensere.

– Vi har behov for at løfte hele Esbjergs image og specifikt fokusere på det samlede uddannelsesområde, fra folkeskoler til universiteter, som ikke kun har stor betydning for virksomhedernes muligheder for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft, men for hele bosætningen i kommunen. Vores ambition er at mobilisere økonomiske midler, så indsatsen bliver så slagkraftig som mulig.

“Vores ambition er at mobilisere økonomiske midler, så indsatsen bliver så slagkraftig som mulig”

Søren Nørgaard Thomsen

Administrerende direktør, Blue Water Shipping A/S

Derfor opfordrer vi i den første fase virksomheder, fonde og andre til at bidrage til at sikre byens langsigtede udvikling. Vi fornemmer i denne tidlige fase, at der er bred opbakning til projektet, forklarer Søren Nørgaard Thomsen.

I forhold til, hvad det er, der står på spil, siger Henrik Uhd Christensen:

– Det er intet mindre end vores fælles fremtid i Esbjerg, som står på spil. Formår vi ikke at løse opgaven – at tiltrække flere studerende – risikerer vi at ende i en ond spiral med faldende indbyggertal, færre unge, fald i skatteindtægter og ejendomspriser samt en generel nedgang i service og velfæld, som alle borgere vil komme til at mærke. Det skal vi for enhver pris forhindre i vores fantastiske by, siger Viking-direktøren.

Fakta om unges valg af uddannelse

  • En undersøgelse foretaget af uddannelsesportalen Studentum.dk viser, at karrieremuligheder og uddannelseskvalitet er de vigtigste drivkræfter for unges valg af studieby
  • Skolens omdømme, tryghed og økonomien ved at studere i en by er andre vigtige parametre, og hvad angår økonomien har Esbjerg klare fordele i forhold til de fire store studiebyer Aalborg, Odense, Aarhus og København
  • Esbjerg har også et rigt boligudbud til overkommelige priser, så SU’en rækker længere i Esbjerg

Education Esbjerg

Her kan du læse mere om Education Esbjergs målsætninger og indsatsområder.

Læs mere