En fleksibel tilgang kan bane vejen for en stærkere seniorpolitik

Erhverv 08. oktober 2024

Seniorer i arbejde er et udviklingsprojekt, der skal medvirke til, at de sidste år af arbejdslivet bliver de bedst mulige til gavn for både medarbejdere og virksomheder. Foto: Christer Holte.

Redaktør:

Arne Fogh

Udviklings- og projektkonsulent

Kontakt Arne

For et halvt år siden så projektet 'Seniorer i arbejde' dagens lys med ambitionen om at skabe bedre forhold for medarbejdere over 55 år og holde dem længere tid på arbejdsmarkedet.

Siden starten har projektet, der involverer 16 virksomheder i Syd- og Sønderjylland, udviklet sig markant og vist sig som en vigtig platform for både medarbejdere og virksomheder.

Succesfulde strategier og resultater

Flere af de deltagende virksomheder er på vej til at udvikle konkrete seniorstrategier. Strategierne har ikke kun handlet om at tilbyde fleksible arbejdstider og flere fridage, som tidligere undersøgelser har peget på som efterspurgte faktorer blandt seniorer. De vil også inkludere personalepolitikker, der tager højde for individuelle ønsker og behov gennem en tæt dialog mellem ledelsen og medarbejderne.

Flere virksomheder oplevet positiv feedback fra deres senioransatte. Mange medarbejdere føler sig værdsatte og anerkendte, hvilket har skabt en øget motivation til at blive længere på arbejdsmarkedet.

“Det passede perfekt ind i vores strategi. I projektet har vi arbejdet på alternative løsninger til vores nuværende skifteholdsplan, og vi har netop annonceret, at medarbejdere fra 2025 vil have mulighed for blandt andet at undgå natarbejde.”

Heidi Petersen

HR-assistent hos Brdr. Hartmann

HR-assistent hos Brdr. Hartmann, Heidi Petersen, fortæller om deres deltagelse:

”Hos Brdr. Hartmann A/S har vi længe ønsket at imødekomme seniorers ønsker om færre arbejdstimer og ændrede arbejdstider, som flere medarbejdere har tilkendegivet. Da Tønder Erhvervsråd informerede om muligheden for at deltage i projektet “Seniorer i arbejde”, så vi det som en oplagt lejlighed til aktivt at arbejde med at fastholde medarbejdere over 55 år. Det passede perfekt ind i vores strategi. I projektet har vi arbejdet på alternative løsninger til vores nuværende skifteholdsplan, og vi har netop annonceret, at medarbejdere fra 2025 vil have mulighed for blandt andet at undgå natarbejde. Næste skridt i projektet er en opdatering af vores seniorpolitik.”, siger Heidi Petersen.

Fleksible løsninger og fastholdelse

Projektet er støttet med midler fra Velliv Foreningen og er et samarbejde mellem virksomheder og erhvervsorganisationerne Business Esbjerg, ProVarde og Tønder Erhvervsråd samt konsulentvirksomheden Reflektor ApS, som leder projektet.

Et af projektets fokusområder har været at finde fleksible løsninger, som kan sikre en balanceret overgang til pension. Flere virksomheder har introduceret seniorsamtaler, hvor medarbejderne kan forhandle sig frem til en skræddersyet arbejdsplan, der passer både til virksomheden og medarbejderen.

Det har skabt en win-win-situation for begge parter. En af de deltagende medarbejdere fortæller:

”At få mulighed for at gå ned i tid og stadig have indflydelse på min arbejdsdag er da med til, at man tænker en ekstra gang over, om man vil fortsætte lidt endnu. Jeg synes bestemt, det er positivt for alle parter.”

Udfordringer og læringspunkter

Selvom projektet har haft stor succes, har der også været udfordringer undervejs. En af de største udfordringer har været at få taget den såkaldte ”svære samtale”. Flere ledere har oplevet, at det kan være en barriere at tale om seniorens fremtidige rolle og muligheder, uden at det bliver opfattet som en negativ afsked. Dette er dog noget, projektet bl.a. har arbejdet målrettet med gennem dialogsamtaler med ansatte og ledelse.

Fremtidsperspektiver

Med de mange positive resultater er det tydeligt, at ”Seniorer i arbejde” har potentialet til at fortsætte og vokse. Reflektorkonsulent Christian Quvang fortæller:

”Det har været meget spændende og lærerigt at møde virksomheder og medarbejdere i dette projekt om ”Seniorer i arbejde”. På virksomhederne har jeg oplevet imødekommenhed, idérigdom og forandringslyst. Jeg har også mødt medarbejdere, der er meget ærlige, engagerede og faktisk har lyst til at fortsætte ud over pensionstidspunktet. Dette kan relateres til deres høje grad af solidaritet med deres virksomhed sammen med deres lyst til fortsat at støtte denne og have relationer til kolleger.”

“På nogle virksomheder vil der ske justeringer i forlængelse af den nuværende seniorpolitik, mens der på andre vil blive tale om mere gennemgribende forandringer i relation til ideen om en "Livsfasepolitik"...”

Christian Quvang

Konsulent, Reflektor

Om resten af forløbet siger Christian Quvang:

”Hvilke resultater projekt ”Seniorer i arbejde” ender ud med, er virkelig spændende. Min forventning er, at det bliver meget forskelligt. På nogle virksomheder vil der ske justeringer i forlængelse af den nuværende seniorpolitik, mens der på andre vil blive tale om mere gennemgribende forandringer i relation til ideen om en ‘Livsfasepolitik’, hvor flere medarbejdergrupper med forskellige ønsker til f.eks. fleksibilitet og arbejdsfunktioner indtænkes på lige fod med seniorerne”.

Frem til projektets afslutning i maj 2025 vil der blive afholdt flere dialogmøder og et afsluttende fokusgruppeinterview, der skal undersøge virksomhedernes udbytte. Målet vil fortsat være at sikre, at flere seniorer får de bedste betingelser for at afslutte deres karriere på en meningsfuld måde.

Afslutningsvis er det klart, at “Seniorer i arbejde” er et projekt, der skaber resultater, og som virksomheder i hele regionen bør holde øje med, hvis de vil fastholde deres erfarne medarbejdere og styrke deres arbejdsstyrke for fremtiden.

Kontakt Udviklings- og projektkonsulent, Arne Fogh, hvis du vil høre mere om projektet: afo@businessesbjerg.com, 3697 3547.

Om Seniorer i arbejde

  • Et udviklingsprojekt, der skal medvirke til, at de sidste år af arbejdslivet bliver de bedst mulige til gavn for både medarbejdere og virksomheder. Projektet skal opmuntre seniorer til at forblive i arbejde længst muligt.
  • Projektet har til formål at udvikle en seniorstrategi i samarbejde med ansatte og ledelse i 16-18 virksomheder i Syd – og Vestjylland.
  • Erhvervsorganisationerne Business Esbjerg, ProVarde og Tønder Erhvervsråd deltager i projektet sammen med Reflektor ApS. Foreningen Velliv støtter projektet med 3 millioner. Andre samarbejdspartnere er Københavns Universitet og Senior Erhverv Tønder.
  • Projektet løber frem til maj 2025.