1. Nyheder

En Esbjerg Gazellevirksomhed gentager successen

Erhverv 15. maj 2019

Ved Børsens kåring af Gazellevirksomheder, var Sports Connnection fra Esbjerg, for 3. år i træk på listen med Gazeller.

Redaktør:

Karsten Rieder

Kontakt Karsten

Ved Børsens seneste kåring af Gazellevirksomheder var hele 44 Esbjerg virksomheder på listen. En Gazellevirksomhed vækster markant mere end andre virksomheder, og en af Esbjerg ”gazellerne”, Sports Connnection, udmærkede sig ved for 3. år i streg at være på listen.

Sports Connection har rettigheden til at distribuere verdens hurtigst voksende skomærke, amerikanske Skechers, i de skandinaviske lande, og flere års væksttal viser at det er en god forretning.

Selskabet oplyser ikke omsætningen, men administrerende direktør og majoritetsejer, Peter Jørgensen, oplyser at der har været gode væksttal på alle parametre. Vi har spurgt virksomheden hvad ”hemmeligheden” er bag flere år med positiv udvikling. Peter Jørgensen oplyser at der er mange ting som skal passe sammen for at opnå stærk vækst. Blandt andet at man har stærke produkter, at man har modet til at tage de rigtige investeringer, at man har en stærk organisation som kan levere og at man er tæt på kunderne.

Sports Connection har gennem et mangeårigt grundarbejde skabt det helt rigtige fundament hvor der er investeret i medarbejdere med de rigtige kompetencer, og hvor der senest er investeret i et nyt firmadomicil på hele 7.000 kvadratmeter i Esbjerg som samler administration, showroom, lager og onlineshop. Samtidig er der investeret betydeligt i en digitalisering af virksomheden, som har været et helt afgørende element for at kunne realisere vækstmulighederne.

Sports Connection distribuerer det kendte skomærke til mere end 1.850 dedikerede Skechers forhandlere indenfor sko- og sportsbranchen. Derudover sælges skoene i 35 rene Skechers konceptbutikker i hele Skandinavien. Endelig kombineres disse kanaler med en stærk online platform der viser bredden i sko-porteføljen. Der er allerede nu planlagt yderligere 3 nye butiksåbninger i 2019 og endnu flere i årene frem.

Kombinationen af online salg og fysiske butikker, der er tæt på kunden og som leverer den ekstraordinære service, er den helt rigtige løsning for virksomheden. Det er afgørende for virksomheden selv at drive detailhandel, så man har ”fingeren på pulsen”, selv er tæt på kunderne og kan være en seriøs sparringspartner for de øvrige butikker.

Peter Jørgensen ser også ind i en fremtid der ser lys ud men er meget opmærksom på, at de store udfordringer bl.a. er fortsat at kunne rekruttere nye medarbejdere med de rigtige faglige kompetencer. Ligeledes er man meget opmærksom på, at det også i fremtiden er vigtigt at have gode styringsredskaber, at være tæt på markedet og at man helt afgørende skal fortsætte investeringer i en øget digitalisering af virksomheden.

Karsten Rieder

Erhvervschef

Telefon:   36 97 35 11

E-mail:   kar@businessesbjerg.com