Da 24-årige Chris Erlandsen for omkring ti år siden læste en bog om fotostilen ”urban exploration”, fik han lyst til at udforske og dokumentere hjembyen Esbjerg med sit mobilkamera. Det blev starten på en ny hobby, der i dag er ”med indbygget job i”, som Malk de Koijn beskriver det.
– Jeg syntes, det var sjovt at arbejde med de forskellige teknikker i smartphone-kameraet, så det brugte jeg en stor del af min fritid på. Og i 2013 oprettede jeg så en Facebook-side for at kunne vise mine billeder frem, fortæller Chris, som nogle nok kender under kunstnernavnet Urban Jyden.
Året efter Facebook-siden så dagens lys, lavede han sin første udstilling.
– I 2014 søgte – og fik – jeg en fondsbevilling, der gav mig mulighed for at udstille på spillestedet Huset i Esbjerg. Herefter begyndte interessen for mine billeder for alvor at stige. Jeg fik bl.a. henvendelser fra virksomheder, som ville have mine billeder ud at hænge – og der var også private, der efterspurgte at kunne købe dem. Det havde aldrig været min intention, at jeg skulle tjene penge på mine fotografier. Men pludselig måtte jeg ud at undersøge, hvordan man kunne få dem printet. Senere oprettede jeg min hjemmeside, hvorfra jeg i dag sælger mine billeder, beretter den autodidakte fotograf.
Ukendte vinkler af kendte motiver
Selvom det kan virke tilfældigt og heldigt, er Chris’ talent for at fotografere ikke opstået ud af den blå luft.
– Jeg googlede og søgte på YouTube for at lære fra andre, og jeg eksperimenterede rigtig meget med forskellige teknikker. Det gælder om at være nysgerrig og bare kaste sig ud i det og prøve det af – også hvis man ikke føler sig helt sikker, forklarer Chris, hvis motiver i dag har bevæget sig væk fra urban exploration. Hans kærlighed til hjembyen Esbjerg er dog stadig gennemgående for alle fotografier.
– I de første år tog jeg typisk nogle ret abstrakte billeder med lang lukketid og var meget inspireret af andre urban exploration-fotografer. I dag viser jeg fortsat kendte og ukendte sider af Esbjerg – men på min egen måde. Jeg forsøger ofte at fotografere steder, mange kommer forbi i deres dagligdag, men fra vinkler, de måske ikke har bemærket før. Mange går den samme tur med hunden og kører den samme vej til og fra arbejde hver dag – og betragter egentlig ikke byen. Jeg vil gerne inspirere til, at man går ud og udforsker bybilledet, understreger han.
Gadekunst for unge og gamle
Foruden fotografiet er Chris også glad for – og god til – at tegne og male. Den glæde forsøger han at formidle videre som streetart-underviser hos GAME Streetmekka Esbjerg, der er byens samlingssted for gadeidræt.
– Vi er en gruppe kreative mennesker, som jævnligt mødes hernede for at male streetart og graffiti. Og hver torsdag er der såkaldt åben træning, hvor alle kan komme og være med. Vi har deltagere fra 13 til 50 år. Vil man ikke selv tegne og male, er det også inspirerende bare at gå rundt og beundre de mange forskellige værker, foreslår han.
Læs mere om Streetmekka her: http://gamedenmark.org/game-streetmekka-esbjerg
Urbanjydens tips til at udforske Esbjerg
Hvis man har en hel dag til rådighed, skal man gå fra havnen, langs havet og stranden, ud til Hjerting. Det er noget af det, jeg bedst kan lide ved Esbjerg: at man kan trække stikket ved vandet – uden at skulle langt væk fra centrum. Herfra kan man gå tilbage til byen og spise dét, jeg mener er Esbjergs bedste burger, hos Dronning Louise på Torvet. Og hvis det er torsdag, skal man selvfølgelig ned på Streetmekka bagefter og være med til at male streetart.
hjemmeside
Læs mere om Urban Jyden på hjemmesiden
Urban Jyden'Udsigten', Urban Jyden
'Menneskene ved havet', Urban Jyden
'Ild i tunnel', Urban Jyden
'Solnedgangen', Urban Jyden