”Jeg har sejlet i stort set alle slags både som barn – fra joller til kølbåde og matchrace. Men jeg havde aldrig tænkt på det som en levevej”.
Andreas Bjerregaard bor stadig tæt ved Isefjord, hvor han har tilbragt meget af sin barndom. Han sejler ikke helt så tit i fritiden, som han har gjort. Til gengæld er hans arbejdsliv nu blevet en lærlingeuddannelse til sømand – ubefaren skibsassistent – i offshore-rederiet ESVAGT.
“Jeg troede egentligt, jeg skulle være advokat! Men det, jeg hørte om livet til søs og måden at arbejde på, tiltalte mig meget. Og det gør det stadig.”
Andreas Bjerregaard
Ubefaren skibsassistent hos Esvagt
Det var et efterskoleophold, der fik Andreas sporet ind på et arbejdsliv på vandet. En lærer fra HF Søfart i Marstal kom forbi og fortalte om uddannelsen til sømand. Og han fik Andreas på krogen med det samme.
”Jeg troede egentligt, jeg skulle være advokat! Men det, jeg hørte om livet til søs og måden at arbejde på, tiltalte mig meget. Og det gør det stadig”, siger Andreas Bjerregaard.
Lærer nyt hver dag
Andreas Bjerregaard er under uddannelse på skibet ’Esvagt Faraday’; et højt specialiseret vindmølleskib, som hver dag fragter mølleteknikere rundt i havmølleparken Butendiek cirka 100 kilometer vest for Rømø i den fladvandede del af Nordsøen.
Andreas’ arbejde består i alt forefaldende: Han gør rent, fører kran, arbejder med vedligehold, maler og smører, sætter varer på plads, sejler de små hurtigtgående Safe Transfer Boats, fjerner rust og henter kage til officererne og servicerer de teknikere, som har skibet som arbejdsplads.
”Der er meget romantik i det med at være sømand og sejle – vi har nok alle en forestilling om, hvordan det er med langfart, havneliv og palmeblade. Enkelt sagt er jeg en slags pedel! Men det er der intet i vejen med”, understreger Andreas:
”Min arbejdsdag er meget varieret, og det er karakteristisk for ESVAGT, at man kan lære en masse og få ansvar tidligt. Vi har nogle vanvittigt dygtige officerer, som man kan lære så meget af. Vi lærer meget af kollegerne – de kan så mange ting, og der findes ikke det stykke værktøj, de ikke kan betjene. Man går rundt blandt folk, der er så dygtige, at man ikke selv kan undgå at lære nyt hver dag”, siger han.
Det er et helt fantastisk arbejdsliv. Det er fysisk hårdt, og vi arbejder 12 timer om dagen fire uger i træk. Det skal man være indstillet på. Til gengæld får jeg også løn for betjene verdens sjoveste værktøj.
Andreas Bjerregaard
Ubefaren skibsassistent hos Esvagt
Et pragtfuldt arbejdsliv
Livet til søs er hårdt arbejde, men det er pragtfuldt:
”Det er et helt fantastisk arbejdsliv. Det er fysisk hårdt, og vi arbejder 12 timer om dagen fire uger i træk. Det skal man være indstillet på. Til gengæld får jeg også løn for betjene verdens sjoveste værktøj, når vi sejler stærkt i vores speedbåde i Nordsøen”!
”Jeg bliver dygtigere fagligt og menneskeligt, og man lærer af at gå sammen så tæt i 28 dage. Man tager fra, alle mand, og lykkes som et team. Skipper selv går forrest og er ikke for fin til at tage støvsugeren. Det sammenhold og kammeratskab, der er i hverdagen, er fantastisk”, siger Andreas Bjerregaard:
”Og så har jeg jo fri, når jeg har fri. I hjemmeperioden har jeg 28 dage, jeg helt selv kan bestemme, hvad jeg vil. Den frihed er meget værd”, siger han.