1. Inspirationsartikler

Procesingeniør hos Rambøll: En del af den grønne omstilling

Job

Ana Somozas arbejder hos Rambøll og ses her i curlinghallen ved Blue Water Arena til et personalearrangement. Foto: Morten Fog.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Som studerende flyttede Ana Somozas fra Madrid til Esbjerg for at følge sin passion for energi. I dag er hun procesingeniør hos Rambøll, hvor hun i tæt samarbejde med gode kolleger hjælper virksomhedens kunder med at blive grønnere.

De hujende tilråb overdøver næsten lyden af tunge granitsten, der slår mod hinanden. Langs den 42 meter lange isbane med de røde og blå felter står omkring 16 personer og hepper, mens spillerne på curlingbanen ivrigt fejer med kostene for at hjælpe curlingstenen på vej.

Vi befinder os i curlinghallen ved siden af Blue Water Arena i Esbjerg, hvor vi har sat 26-årige Ana Somozas stævne for at høre om hendes vej fra Madrid til Esbjerg – og arbejdslivet som procesingeniør i rådgivningsvirksomheden Rambøll, som denne dag er til personalearrangement i benævnte curlinghal.

Fra Madrid til Esbjerg

Ana flyttede i august 2018 fra Madrid til Esbjerg for at læse en kandidat i Oil & Gas Technology på Aalborg Universitet, Esbjerg.

– Efter at have færdiggjort min bachelor som kemiingeniør ville jeg gerne prøve noget nyt, og gerne i udlandet. Så jeg endevendte internettet for at finde den mest interessante kandidatuddannelse – og den fandt jeg i Esbjerg, hvor jeg kunne læse olie- og gasteknologi med fokus på offshore. I dag bruger jeg den viden, jeg fik fra studiet på grønne projekter, hvor der er behov for mange af de samme kompetencer, metoder og kemiske processer , fortæller Ana, der sideløbende havde studiejob hos energivirksomheden TotalEnergies.

– Bagefter skrev jeg speciale i forhold til processimulering sammen med Rambøll, hvor jeg lærte en masse. Og så endte de med at tilbyde mig et job bagefter, hvilket jeg var superglad for, beretter hun.

Samarbejde på tværs af afdelinger

Dermed har Ana siden sommeren 2020 været ansat som procesingeniør i afdelingen Process & Safety.

– Min stilling går kort fortalt ud på at undersøge, hvorvidt et projekt er muligt og rentabelt. Typisk laver vi en undersøgelse, hvorefter vi definerer, hvilke forhold der skal være for at kunne sikre en vis mængde eller en vis kvalitet af et produkt. Hvis vi fx vil have denne kvalitet gas, hvilke forhold kræver det så? Hvordan kan vi optimere den nuværende produktion? Hvordan kan vi spare energi eller gøre det mere miljøvenligt? Og det munder så ud i en plan for design og installation, forklarer hun om sin arbejdsdag, der indebærer samarbejde på tværs af afdelinger og professioner:

Vi arbejder multidisciplinært og samarbejder både med andre afdelinger i Rambøll og med kunderne. Sommetider sidder vi også ude hos kunderne som en del af deres teams.

Ana Somozas

Procesingeniør hos Rambøll

En del af den grønne omstilling

I 2022 lancerede Rambøll en ny fireårig strategi med fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Målet er at være med til at drive den grønne omstilling både for virksomhedens kunder og for samfundet – og at blive verdensførende inden for feltet.

– En stor del af mine arbejdsopgaver handler om at hjælpe kunder med den grønne omstilling. Vi arbejder både med hydrogen, CO2-fangst, pyrolyse og andre nye teknologier. Det er rigtig spændende, understreger Ana.

Løbende afstemning af mål og visioner

Alt i alt er den unge kemiingeniør glad for at være endt hos Rambøll, som hun betegner som en anbefalelsesværdig arbejdsplads.

 

– Her er en rigtig god atmosfære, både professionelt og socialt. Rambøll går meget op i medarbejdernes udvikling, så vi løbende sætter mål for vores udvikling og karriere – og sikrer, at virksomhedens vision matcher min personlige vision for min karriere. Hvis man ønsker at skifte til en anden afdeling eller gerne vil dygtiggøre sig inden for et nyt forretningsområde, er der også mulighed for det; fx med betalte kurser.  Man får hele tiden lov til at lære nyt og udvikle sig, hvis det er det, man ønsker, fortæller Ana, der samtidig nyder samarbejdet og relationen med kollegerne:

– Der er et rigtig godt sammenhold og en meget flad struktur. Man kan altid spørge de mere erfarne kolleger om hjælp og sparring. Medarbejderforeningen laver forskellige arrangementer – fx curling. Det gør også noget for relationen mellem medarbejderne, vurderer hun.

Her er det hele

Forud for sin flytning kendte Ana, der har boet hele sit liv i den spanske hovedstad, intet til Esbjerg.

– Jeg havde aldrig hørt om byen – kun om København. Og jeg var selvfølgelig lidt spændt på, hvordan det ville være at komme til Esbjerg. Der bor over seks millioner mennesker i Madrid – altså cirka det samme som i hele Danmark. Så jeg forventede, at det ville føles som at flytte ud på landet, fortæller tilflytteren, der dog er blevet positivt overrasket.

– De første dage var det en stor omvæltning, men det var samtidig dejligt med mere plads og nem adgang til naturen. I dag er jeg vild med Esbjerg. Her er en charmerende bymidte, masser af grønne områder og alle de sportsaktiviteter og -klubber, man kan ønske sig. Det er næsten helt overvældende. Man kan dyrke squash, curling, tennis, paddeltennis, ridning, håndbold – you name it. Her er det hele!