1. Inspiration

På tur med madpakken

Kultur og fritid

Familien Toft Eriksens tips til hvor madpakken skal nydes

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Når familien Toft Eriksen skal ”ud at spise”, foretrækker de at lave maden hjemmefra – og så nyde den i skoven eller på stranden. Få deres tips til, hvor man bør spise sin madpakke (og hvor man køber den bedste leverpostej) i Esbjerg-området, her.

Vi spiser meget sjældent ude, fordi vi egentlig bedre kan lide at lave mad herhjemme – eller smøre en madpakke, som vi så tager med ud i naturen og spiser, fortæller Trine Toft Eriksen, 41, der arbejder som musikskolelærer og bor med sin mand Lasse, 40, og børnene Vera, 11, og Ida, 14, i Andrup øst for Esbjerg.

Og når madpakken skal smøres, skal det helst være med én bestemt leverpostej:

– Der findes en rigtig god esbjergensisk leverpostej, der hedder Wium Leverpostej. Det er en lokal specialitet, som kan købes i flere supermarkeder her i Esbjerg, forklarer Lasse.

Ved skov og strand

Wium-leverpostejsmadderne nydes gerne omgivet af træer eller med udsigt til hav og strand.

– Hvis vi vil til stranden, tager vi typisk ud til de fire hvide mænd – eller kører til Vejers Strand, der ligger en halv times kørsel herfra. Af grønne områder er vi især glade for Vognsbølparken og Nørreskoven, hvor Dyrehaven ligger i udkanten. Østskoven er også et dejligt sted, og vi har faktisk også været på cykeltur på Fanø et par gange. Der er generelt rigtig mange grønne områder i og omkring Esbjerg, fortæller Lasse, der er organist i Treenighedskirken og derfor især kommer meget i Vognsbølparken:

– Kirken ligger lige op ad parken, så jeg går ret ofte lige en tur i skoven, smiler han.

“Der er generelt rigtig mange grønne områder i og omkring Esbjerg. ”

Lasse Toft Eriksen

Organist i Treenighedskirken

Selvom familien gerne praktiserer talemåden: ”der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning”, kan de dog godt finde på at søge ly indendørs:

– Vi har været i ”Den Lille Biograf”, der er en del af Huset og viser lidt smallere film, et par gange. Vi er også ret glade for at tage på Esbjerg Kunstmuseum – der kommer vi jævnligt, fortæller Trine.

Sammen om musikken

Læs mere om familien Toft Eriksens musikalske hverdag her.

Læs artikel