Til gengæld bor de i familier og lokalsamfund, hvor den sociale kapital og de kulturelle værdier er stærke. Ballasten hjemmefra betyder, at overraskende mange børn fra de vestlige yderområder bliver rustet til at tage en ungdomsuddannelse og får et godt afsæt i tilværelsen som studenter eller faglærte.
At dele af provinsens knap så befolkede egne formår at fostre mange uddannelsesmønsterbrydere, dokumenterer VIVE i et nyt notat. Det er især børn fra Syd-, Midt-, Vest- og Nordjylland samt kystkommunerne på Fyn, som tager en ungdomsuddannelse. Børn fra storbyerne og ikke mindst de fire universitetsbyer får sjældnere en studentereksamen eller et svendebrev end deres jævnaldrende i de mere tyndtbefolkede dele af landet og især i ringere grad end børn fra de mindre bykommuner.
Målt på andelen af børn, som ender med at få en ungdomsuddannelse, minder lokalsamfundene i specielt det vestlige Jylland faktisk mest om over- og middelklassens reservater nord for København og i Roskilde-området. At børn fra de velsituerede egne omkring hovedstaden typisk får en ungdomsuddannelse, kommer næppe bag på nogen. Her har forældrene oftere en lang uddannelse, som øger chancen for, at afkommet også klarer sig godt i uddannelsessystemet. Forskellen på akademikerkvartererne i hovedstadsområdet og de mindre samfund nær Nordsøen er, at børnene fra de velbjærgede kommuner rundtom København navnlig tager en studentereksamen, mens det er mere almindeligt at få et svendebrev i den vestlige del af provinsen.
»Noget tyder på, at folkeskolerne i det midt- og vestjyske arbejder fokuseret på at skabe en kultur, der motiverer eleverne til at komme ind på en ungdomsuddannelse, og at skolerne samtidig giver eleverne færdigheder, så de faktisk kan gennemføre en ungdomsuddannelse,« siger professor Kurt Houlberg fra VIVE.
Målt på andelen af børn, som ender med at få en ungdomsuddannelse, minder lokalsamfundene i specielt det vestlige Jylland faktisk mest om over- og middelklassens reservater nord for København og i Roskilde-området. At børn fra de velsituerede egne omkring hovedstaden typisk får en ungdomsuddannelse, kommer næppe bag på nogen. Her har forældrene oftere en lang uddannelse, som øger chancen for, at afkommet også klarer sig godt i uddannelsessystemet.
Generationskontrakten
Han har også »en høkerteori« om, at den stræbsomme og entreprenante kultur i den vestlige del af Danmark spiller en rolle: »Måske er der en iværksætterånd i det midt- og vestjyske, som også sætter sig spor i forventningerne til de unge i hjemmet,« tilføjer Kurt Houlberg.
Bortset fra en håndfuld velhaverkommuner nord for København er Lemvig det sted i landet med den højeste andel af unge, som bliver studenter eller tager en erhvervsuddannelse. 90 procent af børnene fra den mindre vestjyske kommune får en ungdomsuddannelse. I de kommunale nøgletals socioøkonomiske indeks, der blandt andet afspejler indbyggernes uddannelses- og indkomstniveau, ligger Lemvig under landsgennemsnittet. Til gengæld vokser børnene op i faste rammer med stabile familier, hvor mor og far sjældent bliver skilt. Lemvig er det sted i landet med den laveste andel af børn af enlige forsørgere. Samtidig praktiserer mange forældre en kærlig konsekvenspædagogik, fortæller Karsten Kragelund, næstformand i familie- og kulturudvalget:
»Jeg kender flere forældre, som siger til børnene: ’Hvis I vil bo hjemme, skal I i gang med en ungdomsuddannelse.’ Forældrene er bevidste om, at det er vigtigt at få en uddannelse, og deres børn får ikke lov til bare at sejle rundt i deres egen sø,« siger Karsten Kragelund, som også tilskriver den vestjyske mentalitet en del af forklaringen på, hvorfor så mange unge kommer godt i vej:
Ude ved Vestkysten er kulturen, at man ikke kommer sovende til noget. Man skal kunne forsørge sig selv, og derfor er det vigtigt at få en ungdomsuddannelse. Om det så er en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse er lige meget.
Karsten Kragelund
Næstformand i familie- og kulturudvalget, Lemvig Kommune
Det skyldes også det lokale erhvervsliv, at mange unge fra det vestlige Danmark undgår at ende som ufaglærte. Mens det ofte er svært at finde en praktikplads for elever på erhvervsuddannelserne i eksempelvis hovedstadsregionen, mangler der sjældent praktikpladser i Midt- og Vestjylland. Det øger selvsagt muligheden for at gennemføre erhvervsuddannelsen.
Virksomhederne i Produktionsdanmark er tilsyneladende mere bevidste om, at hvis de vil have faglært arbejdskraft, må de selv gøre en indsats.
De unge fra landområderne, som får en erhvervsuddannelse, bliver samtidig oftere boende i de mindre lokalsamfund. Det er kun fem ud af ti, som flytter til en af de større byer. Blandt unge fra landområderne, som tager en studentereksamen, rykker ni ud af ti ind til en af de større byer, hvor man kan få en videregående uddannelse.
At unge fra yderområderne har lettere ved at få en praktikplads, er en del af større fortælling, forklarer Martin D. Munk, sociolog og ekspert i uddannelse og social mobilitet:
»I Vestjylland og store dele af Midtjylland er der en meget stærk generationskontrakt og en stærk social kapital. Det har historiske rødder i det gamle bondesamfund. Jorden var dårlig, så man skulle holde sammen og hjælpe hinanden for at få det samme afkast som andre steder.«
Ifølge Martin D. Munk skal man i det hele taget ikke underkende, hvilken betydning værdier og normer har for, at unge fra det vestjyske bibelbælte får et bedre afsæt end de fleste andre. Ikke alene er familierne robuste. I de små civilsamfund er fællesskaberne også stærke. Vestjyderne er danmarksmestre i frivilligt arbejde i for eksempel idrætsforeningerne.
Familiens fundament
Til gengæld er de sjællandske yderområder storproducenter af ufaglærte. Børn med en opvækst i Vest-, Midt- og Sydsjælland samt på Lolland-Falster er blandt dem, som sjældnere får en ungdomsuddannelse.
»Der er langt til uddannelsesinstitutionerne på den del af Sjælland, men det er der jo også i Vestjylland. Så jeg kan ikke se anden forklaring, end at det uddannelsesmæssige efterslæb hænger sammen med historiske og kulturelle forhold,« siger direktør Stina Vrang Elias fra Tænketanken DEA.
Kalundborg er en del af den sjællandske ungdomsuddannelses-ørken, og her bekræfter Karl-Åge Hornshøj Poulsen, formand for børn- og familieudvalget, at der er nedarvede traditioner fra mange forældre, som kom på arbejdsmarkedet, dengang ufaglærte havde nemmere ved at få job. Derfor har de ikke tilskyndet familiens unge til at gå en anden vej:
»Så hos os og i virkeligheden i hele Vestsjælland er der ikke en så entuisatisk tilgang til at tage uddannelse. Det er en social arv, som vi indtil nu ikke er lykkedes med at bryde,« tilføjer han.
Det hører med, at unge fra de sjællandske yderkommuner ofte kommer fra hjem, hvor forældrene lever adskilt. Det samme er i øvrigt tilfældet i København, som har den næstlaveste andel af børn med en ungdomsuddannelse blandt de 98 kommuner.
Ifølge Martin D. Munk vil politiske aftaler som den nye udligningsreform kun ændre marginalt på ungdomsuddannelsernes skæve Danmarkskort. Fundamentet skabes i familien, og det kan geografisk omfordeling af pengene ikke ændre ved, siger Martin D. Munk.
»Hvis byggestenene ikke er i orden, får man aldrig et Danmark i balance, som politikerne ofte taler om. Ligegyldigt hvor generøs velfærdsstaten er, kan den ikke kompensere for betydningen af solide og stabile familier.«