1. Inspirationsartikler

Mod nye horisonter

Familie og bolig

Fra København til Esbjerg - og en bedre balance mellem karriere og familieliv.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Lægeparret Mari Melaaen og Christian Qaade Michelsen flyttede i 2015 fra København til Esbjerg for at komme tættere på naturen – og for bedre at kunne forene karriereambitioner og familieliv.

Bag den røde muremestervilla, ti minutters gang fra Esbjerg midtby, kan jeg høre en barnestemme, der begejstret råber ”mere, mere”. I husets store, lukkede have, møder jeg stemmens ejermand: Elin på halvandet år, der smiler bredt fra gyngestativet. Bag hende står hendes mor, Mari, og skubber forsigtigt til gyngen. Ved siden af er en hængekøje spændt ud mellem to af havens mange æble- og blommetræer, og på terrassen sidder Elins far, Christian.

Som jeg møder familien hjemme i haven, alle iklædt afslappet sommertøj, er det ikke til at se, at forældrene få minutter tidligere har været på arbejde i hvid kittel og træsko. Både Christian og Mari er nemlig læger i nabobygningen, Sydvestjysk Sygehus – halvdelen af tiden på akutmodtagelsen og den anden halvdel på hhv. lunge- og levermedicinsk afdeling – og har derfor kun ét minuts gang på arbejde hver dag

Tættere på naturen
29-årige Christian er opvokset i København, mens Mari på 28 er fra Norge. Parret mødte hinanden på medicinstudiet og flyttede sammen til Esbjerg i august 2015 efter endt uddannelse.

– Vi havde længe talt om, at vi gerne ville prøve noget nyt. Mari er opvokset tæt på naturen og har altid haft et ønske om at bo et lignende sted – og efter at have snævret feltet ind, stod valget mellem Silkeborg og Esbjerg. Vi valgte Esbjerg, især fordi vi havde hørt godt om uddannelsesmiljøet på Sydvestjysk Sygehus, forklarer Christian, der inden flytningen ikke kendte et øje i byen. Det blev der dog hurtigt ændret på:

– Der er jo rigtig mange store arbejdspladser i byen og mange, der flytter hertil pga. deres job. Vi kom hurtigt i kontakt med især andre tilflytter-læger, fortæller Mari, der samtidig har fået nye bekendtskaber under barslen fx til gravidsvømning, i mødregruppen og til babysalmesang.

“Der er jo rigtig mange store arbejdspladser i byen og mange, der flytter hertil pga. deres job. Vi kom hurtigt i kontakt med især andre tilflytter-læger”

Mari Melaaen

læge på Sydvestjysk Sygehus

Arbejdspladsen som nabo
Da Christian og Mari besluttede sig for at flytte, var Mari nogle få måneder henne i sin graviditet. Og det var især den forestående familieforøgelse, der fik Københavner-parret til at kigge mod nye horisonter for på den måde at kunne forene deres karriereambitioner med et harmonisk familieliv.

– Jeg er ret sikker på, det er bedre for os at være børnefamilie her end i København. Vi får mange ekstra timer i hverdagen, fordi vi har meget kort transporttid til og fra arbejde, smiler Christian og nikker sigende hen mod parrets arbejdsplads, der ligger lige på den anden side af hækken, og som de begge er glade for:

– Det var vigtigt for os at finde et sted med et godt arbejdsmiljø og fornuftige arbejdstider. Det har vi fået her. Samtidig fokuserer sygehuset meget på at skabe trygge rammer for os nyuddannede, så vi får ansvar og bliver fagligt udfordrede i det rette tempo. Der er afsat mange ressourcer til at lære os godt op, siger Mari, der også oplever en stor grad af fleksibilitet på sygehuset:

– Vores erfaring er, at man i høj grad kan få skræddersyet sit KBU-forløb (klinisk basisuddannelse red.), så det passer til ens interesser, fordi man her ikke bare er én blandt mange.

Christian, Mari og datteren Elin på halvandet, nyder den store have de har fået i Esbjerg.

Fritidsaktiviteter nok
Noget af det, Christian og Mari var mest bekymrede over at skulle undvære, var hovedstadens mange kulturelle udbud. Heldigvis har det ikke været et problem.

– Her er langt flere muligheder og fritidsaktiviteter, end vi har tid til at udnytte. Jeg har fx stadig ikke været ude at ro havkajak, selvom jeg har talt meget om det. Men vi forsøger at bruge området i weekenden og tager bl.a. til Ribe, Fanø, Marbæk Plantage eller Blåvand, fortæller parret.

Meget hus for pengene
Selvom det kan virke som et stort spring at vinke farvel til omgangskredsen og rykke til den anden ende af landet, har Christian og Mari kun oplevet forståelse for deres valg:

– Vores familier og venner så gerne, vi boede tættere på, men de kan sagtens forstå os og misunder os fx den store have og hvor meget hus, man får for pengene her, siger Mari, der sammen med Christian netop er begyndt at interessere sig yderligere for huspriser og havestørrelser. Parret overvejer nemlig at skifte den nuværende lægebolig ud med en ejerbolig:

– Vi vil gerne have vores helt eget. Vi har overvejet mange gange, om det er her, vi skal bo – og talt om fordele og ulemper ved forskellige byer. Men Esbjerg får altid flest point – især pga. naturen og karrieremulighederne, forklarer parret.

Overvejer du at flytte til Esbjerg?

Esbjerg Kommunes tilflytterservice kan være behjælpelige med alt fra at finde job og klarlægge boligmulighederne til oplysninger om pasningstilbud, skole og uddannelse, fritid, oplevelser, kultur og netværk.

Tilflytterservice