1. Inspiration

Kulturelle spirer i Esbjerg

Kultur og fritid

Esbjerg er den by i landet med flest kulturskoleelever per indbygger.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kontakt Birgit

Astrid, Ella og Arthur Mischorr-Boch er blandt de mange børn, der er tilknyttet Esbjerg Kulturskole: Arthur på 6 går i musikalsk forskole, mens 14-årige Astrid og Ella på 12 får undervisning på talentlinjen – og samtidig går i kulturtalentklassen i folkeskolen.

På Esbjerg Kulturskole kan børn og unge få undervisning i musik, billedkunst, teater og ballet. Og det er populært: Esbjerg er nemlig den by i landet med flest kulturskoleelever per indbygger. Nogen af de børn, der kommer meget i Kulturskolen, som den kaldes i daglig tale, er Astrid, Ella og Arthur Mischorr-Boch.

– Vi startede i musikalsk legestue, da vi var 2 og 3 år gamle, og fortsatte så i musikalsk forskole i 0. klasse. I 1. klasse var vi til en forårskoncert, hvor en spillede trækbasun. Det kunne jeg ikke, fordi jeg var for lille i fysisk forstand – så jeg faldt for oboen, forklarer 14-årige Astrid, hvis forældre lige måtte på YouTube for at se, hvad en obo er; inden de tilmeldte hende obo-undervisning, som hun har gået til lige siden.

– Det er det, der er så godt ved musikalsk forskole, som Arthur også går på nu. De bliver præsenteret for en masse forskellige instrumenter. Jeg kan godt lide stemningen og tilgangen, som er meget legende. Og så er det nogle super-dedikerede undervisere. Det er et dejligt sted at komme; også som forældre, siger børnenes mor, Christina Mischorr-Boch, der gennem årene har ventet mange timer på Kulturskolen, mens hendes børn har været til undervisning.

“Vi startede i musikalsk legestue, da vi var 2 og 3 år gamle. ”

Astrid Mischorr-Boch

Klassiske talenter

Mens Arthur på 6 år endnu ikke ved, om han vil spille saxofon, trommer, obo eller trompet, har hans to storesøstre fundet deres favoritinstrumenter: Astrid spiller som sagt obo, mens Ella spiller tværfløjte. Derudover spiller Ella en smule klaver. Og de to søstre er så dygtige, at de er optaget på den klassiske talentlinje på Kulturskolen.

– Der er en rytmisk og en klassisk talentlinje. Og fordi vi spiller klassisk musik, søgte vi ind på dén linje. Det betyder, vi udover vores 35 minutters soloundervisning også får 45 minutters teori- og hørelære samt halvanden times sammenspil hver uge – uden at betale ekstra for det. Og så er der nogle talent-camps hen over året, hvor både den klassiske og rytmiske linje blandes, forklarer Ella.

Selvtillid og fællesskab

Selvom søstrene tydeligvis har musikalsk blod i årene, er det for forældrene noget helt andet, der gør Kulturskolen relevant og vedkommende.

– Man møder alle typer på Kulturskolen, og det er godt at give dem med videre i livet. At man ikke behøver være ”mainstream” for at være ok. Samtidig giver musikken dem selvtillid. Og så er det fedt at se dem fordybe sig i noget; i en tid, hvor alt går meget hurtigt, forklarer deres far, Anders, der også nyder at komme på Kulturskolen:

– Vi kommer der mest i forbindelse med koncerter. Det er jo ikke som en idrætsklub, hvor man som forælder kan blive frivillig træner og hjælpe til på den måde. Vi kan i stedet bage en kage eller hjælpe med at sætte stole op. Det er utrolig livsbekræftende at opleve det fællesskab, de unge har, pointerer han.

Kultur i folkeskolen

Som om tre eftermiddage om ugen – plus det løse – ikke var nok, kommer Astrid og Ella også på Kulturskolen som en del af deres skoledag. Som det første sted i landet oprettede man nemlig i 2016 den første kulturtalentklasse på Urbanskolen i Esbjerg – og her går de to søstre i henholdsvis 7. og 8. klasse.

– Kulturtalentklasserne er et kommunalt tilbud til elever i 7.-9. klasse, hvor eleverne får mulighed for at blive en del af et kreativt miljø og fordybe sig i ballet, billedkunst, musik eller teater. Der er ikke krav til elevernes faglige niveau på den kunstart, de søger optagelse på, men der forventes en høj motivation. De var begge glade for deres gamle skole, men de bliver udfordret på en helt anden måde nu, forklarer Christina om tilbuddet, der udbydes i samarbejde mellem bl.a. Urbanskolen, Esbjerg Kulturskole og Statens Kunstfond, og initiativet høster stor ros fra Anders:

– Jeg er glad for, at de stadig får den mangfoldighed, folkeskolen tilbyder. Der er alle sociale lag i klassen – de har bare kulturen til fælles.

Undervisning med kulturel twist

Undervisningen i kulturtalentklassen involverer bl.a. en del kreative projekter og ture ud af huset, samtidig med at lærerne tænker kulturen ind i de gængse fag.

– I vores klasse fokuserer lærerne også på at inkorporere vores kunstneriske evner i den almindelige undervisning. Så i engelsk skriver vi måske en sang, som vi så bagefter opfører. Og så har vi henholdsvis to timer om ugen, hvor vi har et valgfrit fag – i vores tilfælde musik – og to andre timer, hvor vi både dyrker vores egen kunstform, men også prøver de andres. Jeg har mange venner rundt omkring i landet, som er meget misundelige over, at vi har den mulighed her, fortæller Astrid.

Kulturguide til Esbjerg

Se familiens bedste kultur-tips til Esbjerg her.

Se artikel