1. Inspirationsartikler

Kriseramt restaurant: Den store lokale opbakning giver styrke til at kæmpe videre

Erhverv

Efter at Porsborgs Gastro Bar havde søgt hjælp på Facebook, tilbød to af områdets bilforhandlere, CB Auto i Ribe og Storgaard Biler i Bramming, at stille biler til rådighed til udbringning af maden.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Porsborgs Gastro Bar i Ribe er som alle andre restaurationer hårdt ramt i disse tider. For at sikre en vis omsætning har ejerne hurtigt omstillet forretningen og ændret konceptet, hvilket de lokale kunder har bakket op om i stor stil. Spisestedet kan nu også levere mad ud af huset til et stort opland med hjælp fra lokale bilforhandlere.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Nu er de tre ejere af Porsborgs Gastro Bar i Ribe, Thomas og Bjarne Christensen samt Rasmus Errebo, ikke ligefrem kvinder og de har måske heller ikke rigtig lært at spinde, men ellers passer det gamle ordsprog godt på deres situation. For det ripensiske spisested har været nødt til at tænke i alternative forretningsmodeller, efter coronakrisen har lammet restaurationsbranchen.

”Dagen efter statsministerens udmelding den 11. marts begyndte det bare at rulle ind med aflysninger og pludselig var ordrebogen fuldstændig tom,” fortæller medejer Bjarne Christensen om coronakrisens første tid, hvor de fem ansatte blev sendt hjem.

Lynhurtig omstilling

De tre ejere valgte lynhurtigt at omstille forretningen. Hvor det normalt er de besøgende gæster, der bespises, er det nu mad ud af huset, der skal sikre, at der trods alt kommer lidt i kasseapparatet.

”Vi tænkte: ’hvad gør vi nu?’. Og svaret var jo oplagt. Vi kan sælge mad ud af huset. Normalt har vi kun i gæster i restauranten, men vi havde et online setup, vi i forvejen brugte i forhold til at booke arrangementer og events, som vi ret hurtigt kunne modificere, så vi nu kan bruge det til at håndtere bestillinger på take away. Stort set al den mad, vi laver, er portionsanrettet og kan sættes på køl eller frys, så man i princippet kan bestille til flere dage ad gangen og på den måde have god mad lavet fra bunden,” forklarer Bjarne Christensen om beslutningen om at sadle om.

Fra ideen opstod tog det kun ganske få timer før, at restauranten var klar til at sælge mad ud af huset. Og allerede kort tid efter begyndte de første salg at rulle ind.

Fortællinger fra det lokale erhvervsliv

Vi bringer i den kommende tid en række fortællinger fra det lokale erhvervsliv om de erhvervsdrivendes udfordringer og muligheder i forbindelse med coronakrisen. Kender du en god eller interessant historie, er du meget velkommen til at tippe os på mos@businessesbjerg.com

Opbakningen har været overvældende

De tre ejere har i den efterfølgende periode haft travlt, da bestillingerne er strømmet ind. Og selvom det økonomisk ikke er nok til at holde forretningen kørende på lang sigt, er det et plaster på såret på det mentale plan:

”Midt i en svær tid har det været rigtig positivt at opleve, hvor stort lysten til at bakke op og engagere sig er. Der har været en vanvittig flot lokal opbakning, og vi er både taknemmelige og næsten overvældede over den støtte og velvillighed, vi har mødt. Midt i sådan en umulig situation kunne den nemme løsning måske være at smide håndklædet i ringen. Så det gør en gigantisk forskel at mærke, at folk ikke er ligeglade, hvilket driver os til at kæmpe videre,” lyder det fra Bjarne Christensen.

Udover opbakningen fra de lokale kunder har Porsborgs Gastro Bar også oplevet støtten fra andre erhvervsdrivende. Efter at have søgt hjælp på Facebook, tilbød to af områdets bilforhandlere, CB Auto i Ribe og Storgaard Biler i Bramming, med det samme et samarbejde om at stille biler til rådighed til udbringning af maden. Det betyder, at det nu – med hjælp fra et par frivillige chauffører – er muligt at bringe mad gratis ud ved ordre for over 200 kr. i hele 6760 samt til andre postnumre for et mindre beløb.

Støt dit lokale erhvervsliv

Vi har skabt en gruppe på Facebook, som er åben for alle som ønsker at bidrage med tilbud og forslag, som kan give borgere og virksomheder mulighed for at støtte erhvervslivet i Esbjerg og Fanø kommuner i denne særlige situation.

BESØG FACEBOOKGRUPPEN