1. Inspiration

Konservatoriestuderende med komet-karriere

Studerende

I 2017 flyttede 23-årige Ellen Østervig Bathum til Esbjerg for at forfølge sin drøm på Syddansk Musikkonservatorium.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Ved siden af studierne har sangerinden, der på scenen kalder sig ELBA, fart på musikkarrieren.

23-årige Ellen Østervig Bathum er med sit lyslilla hår og sin mørkegrønne ruskinds-bikerjakke et farverigt indslag mellem det sorte klaver, den mørke tavle og de klassiske træmøbler i det klasselokale på Syddansk Musikkonservatorium, hvor EnergiMetropol har sat det unge musiktalent i stævne. Her bruger Ellen – eller ELBA, som hun kalder sig på scenen – nemlig en stor del af sine vågne timer.

Omfavner processen

Karismatiske Ellen er opvokset i Thisted med sine forældre og to lillebrødre. Faren var bankdirektør, moren sygeplejerske, og familien har ingen tradition for – eller rødder i – musikken. Alligevel fandt den hurtigt vej til Ellens liv.

– Ingen i min familie synger eller spiller, men jeg har altid elsket at synge. Så da jeg var seks år og fik musik i folkeskolen, startede jeg til klaverundervisning. Og som tolvårig begyndte jeg også til sangundervisning, forklarer den unge musiker, der tog det første skridt på den musikalske karrierevej allerede i 8. klasse:

– Jeg fik tilbud om at komme i praktik på konservatoriet i København. Der gik det op for mig, at jeg kunne gøre musik til min levevej.

Jeg havde aldrig været her før. Men jeg var ikke bange for at flytte hertil.

Ellen Østervig Bathum

Studerende på Syddansk Musikkonservatorium

Musikken i fokus

Efter gymnasieårene i Thisted startede Ellen på MGK (Musikalsk Grundkursus) i Holstebro – et konservatorieforberedende kursus.

– Jeg gik i Holstebro i to år, inden jeg flyttede til København for at udforske musikmiljøet derovre. Året efter søgte jeg så ind på konservatoriet i både København, Aarhus og Esbjerg. Og så endte jeg her, fortæller musiktalentet, der flyttede til Esbjerg i 2017 uden at kende et øje.

– Jeg havde aldrig været her før. Men jeg var ikke bange for at flytte hertil. Jeg har altid taget udgangspunkt i, at musikken er mit fokus. Uanset hvad, skulle jeg bare den her vej. Og jeg er blevet glad for det. Især naturen. Jeg tager fx tit færgen til Fanø bare for at gå en tur. Det er mit frirum, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget som helst andet end min sang, forklarer hun.

Ellen Østervig Bathum har altid drømt om at gøre musikken til sin levevej. På Syddansk Musikkonservatorium får hun de værktøjer og rammer, der skal til for at kunne realisere sin drøm.

Plads og værktøjer til at realisere drømme

Selvom det på mange måder var et tilfælde, at Ellen fandt vej til Esbjerg, er hun i dag glad for at være blandt de cirka 260 studerende på Syddansk Musikkonservatotium (SMDK), der fysisk har til huse i henholdsvis Odense og Esbjerg – og har omkring 100 timelærere tilknyttet.

– Det er megafedt at studere i Esbjerg, fordi der virkelig er plads til én her. Vi får super-kompetent undervisning, samtidig med at vi får de værktøjer og den tid, vi skal bruge på at realisere vores egne drømme som udøvende musikere eller på at føre andre musikalske projekter ud i livet, fortæller sangerinden, hvis dage primært består af toner og melodier.

– Vi har omkring tolv timers undervisning om ugen, så ikke ret meget er skemalagt. Men jeg bruger rigtig meget tid på musik. Når jeg står op om morgenen, øver jeg i cirka to timer. Så skriver jeg måske sange en times tid, inden jeg tager til undervisning. På den måde går de fleste hverdage, forklarer hun.

Ikke kun sjov og ballade
Ved siden af hverdagen på konservatoriet bruger Ellen også en del weekender på henholdsvis at skrive sange samt at spille koncerter. I november 2018 udgav hun også sin første studioindspillede single. Men selvom Ellens barndomsdrøm er godt på vej til at gå i opfyldelse, er det ikke sjov og ballade det hele. Og det er netop udgangspunktet for hendes bedste råd til andre unge med musiker-drømme:

Syddansk Musikkonservatorium

På SDMK i Esbjerg kan du studere 9 forskellige retninger, bl.a. filmkomposition, folkemusik og elektronisk musik.

Find uddannelsesoversigten her

– Hvis du brænder for det, så skal du gå efter det. Man kan altid efteruddanne sig senere, hvis det bliver nødvendigt. Men man skal også være opmærksom på, at der er forskel på at være interesseret i musik – og så at have så stor en passion, at man vil gøre det til sin levevej. Når det bliver et erhverv, er det ikke lige sjovt hver dag. Det skal man gøre op med sig selv, slutter hun.