1. Inspirationsartikler

Indretningsiværksætteren

Erhverv

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Efter flere år som butiksansat i hovedstaden sprang 40-årige Michael Tangaa i 2014 ud som selvstændig i Esbjerg. I dag driver han foruden sit eget kontorfællesskab også ROOM67, der skaber kreative indretningsløsninger for virksomheder.

I det kreative kontorfællesskab Fabrikskompagniet i det centrale Esbjerg er alt fra de guldfarvede lamper, og de stålindfattede ruder, til de hjemmebyggede skriveborde, betonsofabordet og ”lianen”, der hænger ned fra loftet, et resultat af Michael Tangaas kreative hoved.

– Jeg har istandsat og bygget det hele fra bunden – og fået hjælp til el og VVS, fortæller indretningsentusiasten, der udover at drive kontorfællesskabet, som han startede i sommeren 2016, også har virksomheden Room67, hvor han udvikler og skaber indretningskoncepter primært for virksomheder.

Tilbage til vinden

40-årige Michael Tangaa er opvokset i Esbjerg, men flyttede i 2002 til hovedstaden for at tage en butikslederuddannelse inden for COOP, hvor han bl.a. var med til at gentænke SuperBrugsen. Sideløbende var han med til at koordinere events for et førende spiritusmærke samt bygge en bar på Roskilde Festival. På et tidspunkt kom han dog til at savne Vesterhavet og vinden.

– Jeg savnede at blive blæst godt igennem. I København tænkte jeg aldrig ”hold kæft, jeg har fået frisk luft i dag”. Derfor flyttede jeg tilbage til Esbjerg i 2008. Jeg elsker, at man her kan mærke årstiderne – den vildskab, naturen har, samtidig med at byen er i rivende udvikling; det, synes jeg, er fedt, afslører han.

En hobby med job i

Herefter fulgte en årrække med henholdsvis bankuddannelse og -job samt en stilling som projektchef i en solcellevirksomhed. Men i maj 2013 begyndte en iværksætterdrøm så småt at spire.

– Jeg begyndte at snakke med en mentor for at finde ud af, hvad jeg skulle. Jeg har altid elsket at indrette og har selv bygget borde og andre møbler. Så vi fandt frem til, at jeg skulle starte en webshop – med mine egne ting samt særligt udvalgte produkter fra nordiske designere. Det gav mig et håndplukket leverandørnetværk, som jeg også bruger i dag i ROOM67, forklarer iværksætteren, der lukkede webshoppen i november 2015 for at satse 100 pct. på indretning.

– Jeg synes generelt, virksomheder mangler sammenhæng mellem deres brand og indretning. Rigtig mange virksomheder er indrettet nærmest uden omtanke for branche og kultur, eller også er det holdt i sort, hvidt og rødt. Min mission er at skabe individuelle udtryk og banke virksomhedens image helt ud til kanten, beretter Michael Tangaa, der med henvisning til Malk de Koijn kalder sin nuværende dagligdag ”en hobby med indbygget job i”.

“Jeg savnede at blive blæst godt igennem. I København tænkte jeg aldrig: hold kæft, jeg har fået frisk luft i dag”

Michael Tangaa

Michael Tangaa nyder at tage hunden og familien med en tur ud til Marbæk Plantage, der ligger 12 km. nord for for Esbjerg, for at nyde den smukke natur.

Det kommer ikke af sig selv

De seneste år har Michael Tangaa, der i dag bor i Esbjerg med sin kone og to børn, indrettet kontorer, butikker og andre former for erhvervslokaler i bl.a. Esbjerg, Kolding, Aarhus og København. Og i dag giver virksomheden så meget overskud, at indretnings-entusiasten nu kan udbetale løn til sig selv. Samtidig har han ansat en deltidstegner, som udfører nogle af ROOM67’s gulvplaner.

– Jeg har måttet kæmpe for det, men i dag har jeg en kontinuerlig mængde kunder – om end der selvfølgelig altid er plads til flere. Det er fedt, siger Michael Tangaa, der selv bruger cirka halvdelen af arbejdsugen på kontoret – og den anden halvdel ude hos kunderne.

– Størstedelen af kunderne får jeg via SEO, LinkedIn og netværk. Men jeg er også iskold kanvas-sælger en til to dage om måneden, hvor jeg selv ringer rundt til nye potentielle kunder. Man er nødt til stadig at banke døre ind – det kommer ikke alt sammen af sig selv, påpeger han.