Efter Line Hvidberg i 2010 havde færdiggjort sin kandidat i folkesundhedsvidenskab på Syddansk Universitet, gik hendes uddannelses- og arbejdsmæssige karriere videre til Aarhus, hvor hun de efterfølgende godt otte år tog en Ph.d. og arbejdede som postdoc forsker.
Men for godt to år siden vendte hun karrieremæssigt hjem til fødebyen Esbjerg, da et job som kvalitetskonsulent på Sydvestjysk Sygehus lokkede hende tilbage.
”Jeg kunne mærke, at jeg var glad for forskningen, men jeg kunne også mærke, at jeg havde brug for at komme lidt mere ud på afdelingerne blandt patienterne og se resultater. I forskningen har man god tid til fordybelse, men jeg havde brug for mere ’go’ – for at sidde med flere forskellige projekter i dagligdagen,” forklarer Line om springet fra forskningsverdenen.
Jeg havde kigget meget på SVS og var ret sporet ind på, at det var her jeg ville ind. Det er et sted med mange medarbejdere og hvor der masser af liv af mange forskellige professioner, patienter og projekter at arbejde med
Line Hvidberg
Kvalitetskonsulent, Sydvestjysk Sygehus
”Jeg vidste, at det skulle være indenfor sundhedsvæsenet, så selvom jeg faktisk havde en fast stilling i Aarhus, søgte jeg, da der kom et barselsvikariat på Sydvestjysk Sygehus. Jeg havde kigget meget på SVS og var ret sporet ind på, at det var her jeg ville ind. Det er et sted med mange medarbejdere og hvor der masser af liv af mange forskellige professioner, patienter og projekter at arbejde med. Og jobbet viste sig hurtigt at være det helt rigtige, så selvom jeg stadig var tilknyttet i Aarhus, var jeg sikker i min sag, da jeg fik muligheden for fastansættelse her,” uddyber kvalitetskonsulenten om den arbejdsmæssige tilbagevenden til Esbjerg.
Implementerer og optimerer
I jobbet som kvalitetskonsulent er Line en del af et relativt nyt kvalitetsteam, som består af fire selvstændige konsulenter, der som specialister arbejder både i dybden og i bredden med kvalitet på mange forskellige måder i samarbejde med de mange afdelinger på sygehuset og med direktionen, regionen, styrelser og ministerier.
”Jeg skal bl.a. være med til at udvikle, implementere og fastholde forskellige typer kvalitetsindsatser og forbedringstiltag, der bl.a. skal være med til at sikre patientsikkerheden og den patientoplevet kvalitet på sygehuset. Nogle gange er det tiltag, der kommer oppefra – f.eks. nationale indsatser – mens de andre gange kommer nedefra, når vi ser et behov. At det er så mange forskellige ting og projekter, kan jeg virkelig godt lide,” fortæller Line Hvidberg.
At det er så mange forskellige ting og projekter, kan jeg virkelig godt lide
Line Hvidberg
Kvalitetskonsulent, Sydvestjysk Sygehus
En stor del af kvalitetsteamets arbejde består af patient- og pårørendeinddragelse, undervisning i og medvirken til implementering af læringsprocesser, udviklingsprocesser, kvalitetsudvikling og kvalitetsforbedringer samt til at bidrage til at sikre organisationens proaktive tilgang til patientsikkerhedskultur, kvalitetsudvikling og uddannelse.
Især arbejdet med PRO(Patient Reported Outcome data), som er oplysninger om patientens helbredstilstand, symptomer, helbredsrelateret livskvalitet og funktionsniveau og som indsamles via spørgeskemaer, patienterne selv besvarer, er blevet Lines hjertebarn.
”PRO var et område, som jeg meget gerne ville side med og min opgave er at gøre det mere kendt og få det mere udbredt, hvorfor jeg bl.a. via oplysning og inspiration fra tilgangen på andre sygehuse forsøger at vise, hvad PRO kan og hvordan det skaber værdi,” lyder det entusiastisk om opgaven.
Tæt på storby og natur
Selvom Line i mange år gjorde karriere i Aarhus, har hun faktisk boet i Esbjerg langt størsteparten af tiden. Hun har nemlig aldrig været i tvivl om, at det skulle være basen for hendes familie.
”Jeg flyttede derop i et enkelt år, før vi fik børn, og trivedes egentligt fint deroppe, men jeg vidste hele tiden, at jeg ville flytte tilbage til Esbjerg, når vi skulle etablere familie. Det handler først og fremmest om, at vi har vores netværk, vores venner og familie, her, men jeg synes samtidig, at Esbjerg har meget at byde på. Byen har i de senere år gennemgået en ret stor udvikling, så der er virkelig sket meget og der er kommet lidt mere storby-stemning,” vurderer Line Hvidberg, som bl.a. fremhæver cafémiljøet, de mange nye spisesteder, Esbjerg Street Food og Esbjerg Strand-projektet.
Hun bor selv i Fovrfeld med kæresten og deres to børn på syv og fem år, og hun sætter ligeledes stor pris på sit nærområde.
”Jeg kan rigtig godt lide området her, som er tæt på både byen, stranden, skolen, fritidsaktiviteter som Idrætsparken og ikke mindst Nørreskoven, som vi bruger rigtig meget til bl.a. løbe- og gåture. Så vi bor godt, trygt og roligt område, samtidig med at vi er i cykelafstand fra det hele,”
“Byen har i de senere år gennemgået en ret stor udvikling, så der er virkelig sket meget og der er kommet lidt mere storby-stemning,”
Line Hvidberg
Kvalitetskonsulent, Sydvestjysk Sygehus