I 2018 kom Anne Melbyes kæreste hjem og foreslog, at familien rykkede teltpælene fra København til Esbjerg.
– Han havde fået den her karrieremulighed, der gav ham julelys i øjnene. Og jeg var jo på barsel med nummer to, så det var et godt tidspunkt at prøve det af på, tænkte jeg. Jeg har egentlig længe gerne ville prøve en anden del af Danmark end København og Nordsjælland. I starten var jeg skeptisk over, hvordan vestkysten ville tage imod nye udefra, og om det ville være et gråt og kedeligt sted. Men da vi kom til Esbjerg, blev jeg hurtigt overrasket over energien og værdierne i byen, fortæller 34-årige Anne.
Chefer med jahat på
Efter endt barsel søgte Anne forskellige jobs i byen.
– Da jeg kom til samtale her på Teknik & Miljø-forvaltningen, faldt alle brikkerne på plads. Det føltes bare rigtigt. De var og er åbne for nye ideer og så det vist som en styrke, at jeg kom med en anderledes rygsæk. Mine chefer er fremadsynende og har jahatten på, fortæller hun om sin stilling som Udviklingskonsulent hos Esbjerg Kommune, hvor hun startede i juni i år.
“Mine chefer er fremadsynende og har jahatten på”
Anne Melbye
Udviklingskonsulent hos Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune
– Mine opgaver former sig meget efter, hvad der er på tegnebrættet lige nu. Vi har fx lige lanceret en helt ny hjemmeside, som jeg landede midt i slutspurten på, og nu skal jeg være projektleder på nogle projekter, der ligger på kryds og tværs af Teknik & Miljø. Det får mig ud i alle krogene; præcis, som jeg kan lide det. Jeg var egentlig blevet advaret om, at folk i det offentlige ville være ”fastlåst” i deres egne ting og tænke i siloer, men det oplever jeg slet ikke. Folk er meget åbne. Det, synes jeg, er ret vigtigt, når man som mig kommer udefra og godt kan føle sig som den nye i klassen, forklarer Anne, der har en bachelor i kinesisk, forretning og kultur samt en kandidat i strategi, organisation og ledelse fra CBS.
God logistik giver tid til nærhed
Når Anne har fri fra job, tager hun bilen eller bussen – eller løber – de 5 km hjem til familiens villa i Sædding nord for Esbjerg.
– Det har været vigtigt for os at bo tæt på vandet og stranden – og samtidig tæt på daginstitutioner og de ting, vi skal bruge i hverdagen. For mig er velfungerende logistik lig med livsglæde. Før brugte vi nemt 30-40 minutter på at køre både til og fra arbejde hver for sig, men nu kan vi bruge den tid på hinanden og på at være sammen som familie i stedet. Vi har meget mere nærhed. Det er vi rigtig glade for, forklarer Anne, der selv er opvokset i Hørsholm.
Jeg synes, at der er en helt særlig energi herovre: Det er en form for eventyrlyst kombineret med nogle gode værdier
Anne Melbye
Udviklingskonsulent hos Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune
En særlig energi
Selvom familien ikke er helt sikre på fremtidsplanerne, er de ikke afvisende over for at blive i Esbjerg:
– Som udgangspunkt har vi ingen bagkant. Vi har også sagt til flere venner, at hvis ikke de føler sig bundet til, hvor de er nu, kan de lige så godt komme herover og prøve det af. Her er det hele, og man kan både bo tæt på byen, naturen og vandet, samtidig med at man kan nyde godt af byens mange sportsfaciliteter. Jeg synes, at der er en helt særlig energi herovre: Det er en form for eventyrlyst kombineret med nogle gode værdier, påpeger Anne.
Snus til virksomhederne på karrieremessen
Da Anne sidste efterår var på barsel, fandt hun bl.a. inspiration til sit kommende arbejdsliv ved at deltage på Karrieremesse Esbjerg, der hvert år afholdes den sidste torsdag i september i Blue Water Dokken. Her samles over 1.000 studerende og jobsøgende for at speeddate med mere end 50 virksomheder fra Esbjerg-området:
– Jeg synes, det var et ret fint arrangement, og at jeg fik noget med hjem. Jeg tror og håber, at dem, der deltager i år, sætter sig ind i virksomhederne, så de på forhånd har en idé om, hvilke virksomheder de vil snakke med. Det er en god mulighed for at snuse til virksomhederne og stille spørgsmål, så man fx kan få en ide om deres organisation, og hvorvidt ens egen profil passer ind, vurderer hun.
Karrieremesse Esbjerg
Karrieremesse Esbjerg afholdes den sidste torsdag i september hvert år, hvor du kan møde mere end 50 lokale virksomheder.
Læse mere