At der er stor forskel på London og Tjæreborg er vist lidt af en underdrivelse. Tjæreborg Kirke emmer ikke helt af samme pomp og pragt som Westminster Abbey, Tjæreborg Station kan ikke helt prale af samme antal passagerer som Waterloo Station, byens eneste rundkørsel ved Vestre Strandvej har ikke helt samme historiske vingesus som Trafalgar Square og Tjæreborg Stadion har ikke just lagt græstæppe til lige så mange storslåede fodboldkampe som Wembley.
Men selvom London med sine 9 mio. indbyggere og væld af seværdigheder på papiret syner af en del mere end Tjæreborg og dens knap 3.000 indbyggere, har den lille vestjyske stationsby 10 km. øst for Esbjerg alligevel slået den britiske hovedstad på i hvert fald ét punkt. Den har nemlig vundet Andy og Kirsten Karamallakis’ hjerter, hvorfor de to tidligere londonere i dag kan kalde deres charmerende, stråtækte hus fra 1788 i Tjæreborg for deres hjem.
Vi var egentligt glade for at bo der, men når man får børn, ændrer ens perspektiv sig. Vi indså, at Danmark kunne give os noget helt andet end det, vi fik i London.
Andy Karamallakis
Tilflytter fra London
“Vi mødte hinanden i London tilbage i 1999, da Kirsten var på ferie, og vi flyttede sammen herovre året efter. Vi var egentligt glade for at bo der, men når man får børn, ændrer ens perspektiv sig. Vi indså, at Danmark kunne give os noget helt andet end det, vi fik i London, som ikke er det ideelle sted at opfostre sine børn. Kirsten havde i længere tid foreslået, at vi skulle overveje at flytte til Danmark, men jeg havde været mere skeptisk,” forklarer Andy Karamallakis om beslutningen om at flytte til Sydvestjylland efter at have stiftet familie og boet 15 år sammen i London.
At Andy var mere skeptisk end sin kone, skyldes ikke mindst, at han er født og opvokset i London, mens Kirsten oprindeligt kommer fra Esbjerg. Derfor skulle Andy altså flytte til et land, hvor han ikke kunne sproget og som han primært kendte fra deres årlige sommerferier og deres besøg til jul hos Kirstens familie hvert andet år.
Skøjtetur blev afgørende
Det skulle netop vise sig at blive et af disse danske julebesøg, der fik overbevist Andy om, at familielykken kunne findes i det sydvestjyske. For én helt særlig oplevelse i juledagene i Esbjerg fik brikkerne til at falde på plads for den 54-årige eksil-londoner.
”Vi var taget til Danmark for at holde jul og var taget ind for at stå på skøjter på skøjtebanen på Torvet i Esbjerg. Det var et nærmest magisk øjeblik, hvor jeg kiggede rundt og så, at alle grinede og havde det sjovt, mens der sad folk og hyggede sig med varm chokolade på cafeerne. Der var det som om, at det hele faldt på plads og det gik op for mig, at det var her, vi blev nødt til at være,” forklarer Andy om ”åbenbaringen”, som blev afgørende for familiens fremtid.
Kort tid efter sagde de begge deres jobs op og fortalte familie, venner og ikke mindst børnene om den store nyhed, som blev godt modtaget af næsten alle med undtagelse af familiens dengang niårige datter Olivia, som var knapt så begejstret for ideen.
”Børnene kunne ikke ét ord dansk dengang. Nicholas, som var 11 år dengang, glædede sig og så frem til oplevelsen, men Olivia var virkelig ked af det og havde i lang tid ikke lyst til at snakke dansk,” husker 50-årige Kirsten tilbage på børnenes reaktioner og de sproglige udfordringer, som betød, at de blev indmeldt i en tilflytterklasse på Spangsbergskolen, som bestod af børn af andre nationaliteter og hvor lærerne talte engelsk, hvorfor Nicholas og Olivia her ikke rigtigt lærte at tale dansk.
En del af lokalsamfundet
Hurtigt blev Kirsten og Andy derfor enige om, at børnene skulle gå i den lokale skole i Tjæreborg, hvis de for alvor skulle lære sproget og blive en del af lokalsamfundet i den lille stationsby. Det betød dog også, at Kirsten, som på det tidspunkt valgte at være hjemmegående, kom på overarbejde i de kommende måneder.
”Da børnene endnu ikke rigtigt kunne dansk, brugte jeg de første fem måneder af deres skoletid på at løbe frem og tilbage mellem deres klasseværelser, da jeg hjalp dem med at oversætte og forstå,” forklarer Kirsten med et smil om den hektiske periode, som dog gav pote. Begge børn, der i dag er 17 og 15 år, lærte på rekordtid at mestre det danske sprog og faldt godt til i den lokale skole.
Også Andy, som Kirsten ellers havde været bekymret for, om ville kunne falde til og blive godt integreret i Danmark og et lille lokalsamfund som Tjæreborgs, fandt hurtigt et job, som han siden har skiftet ud med sin nuværende job som salgskonsulent i luftfartsbranchen, og blev glad for den nye tilværelse i Tjæreborg.
“Det var faktisk huset, som vi forelskede os i og var grunden til, at vi havnede i lige præcis Tjæreborg. Og i starten var jeg da lidt i tvivl om, hvad i alverden vi skulle lave herude. Men vi blev hurtigt glade for ideen om, at børnene kunne vokse op i et lille, trygt lokalsamfund med en god skole,” fortæller Kirsten, der arbejder som skønheds- og salgsrepræsentant hos Nilens Jord, om hvorfor valget faldt på det fine, gamle stråtækte hus, der ligger med udsigt til marker og hvorfra der blot er en rask gåtur til Vadehavet.
Varm velkomst
Andy og Kirsten peger især på den varme og venlige modtagelse fra såvel de lokale tjæreborgensere som Esbjerg Kommunes Tilflytterservice som en af de vigtigste forklaringer på, at det lykkedes at føle sig velkommen og hjemme så hurtigt.
”Selvfølgelig har det været lidt sværere for mig, blandt andet at finde job her, fordi jeg ikke taler dansk. Men jeg har aldrig følt mig som en andenrangsborger eller én, der stak ud. Tværtimod har vi fået den varmeste velkomst her og folk har virkelig været venlige, søde og hjælpsomme, hvilket man måske ser lidt ekstra i mindre lokalsamfund som vores. Og så er det ikke mindst rart at vide, at man har nogen som Pia, der altid står klar til at hjælpe én,” beretter Andy, som henviser til bosætningskonsulent i Esbjerg Kommunes Tilflytterservice, Pia Enemark, der sammen med resten af teamet hjælper tilflyttere med at falde til i kommunen.
Så selvom både Kirsten og Andy stadig kan savne ting fra tiden i London, særligt deres familie, venner og det store udvalg af orientalske restauranter, er de ikke i tvivl om, at flytningen var det helt rigtige for deres familie.
“Kontrasten er helt enorm, men sammenlignet med London er det her himmerige. Her kender alle hinanden, der er ingen trafik eller ’road rage’ og børnene kan fra en tidlig alder rende rundt på egen hånd, uden at vi behøver at bekymre os. Faktisk føler jeg mig som en anden person her, da jeg er mere nede i gear og ikke drøner afsted i femte-sjette gear hele tiden. Det føles næsten som en slags delvis pension,” beretter Andy grinende om tilværelsen på anden side af Nordsøen.