»Fordomme bliver skabt af to ting,« fastslår digter og forfatter Erik Trigger. »Det sted, fordommen er skabt om, og dem, der har dem. Og begge dele er nok fejlbehæftet,«siger han så. »Hvis man f.eks. har to parter i en uoverensstemmelse, så ligger sandheden ofte nogenlunde midt imellem. Fordommene om Esbjerg er vokset ud af noget og ind i nogen.«
Vi taler om Esbjerg, byen, Erik Trigger er vokset op i, og hvor han har boet hele sit liv. Vi taler om Esbjerg, fordi byen er blevet en del af ”decentraliseringen”, en del af Regeringens ”Bedre balance”. I løbet af 2017 flytter 51 arbejdspladser under Energistyrelsen til Esbjerg sammen med 49 pladser under Energinet.dk og 5 fra Erhvervsstyrelsen. I den anledning har Jyllands-Posten bedt Erik Trigger skrive en tekst som sin by. En tekst, så udenforstående kan få indblik i det, som tilflytterne bl.a. kan vente sig. Så Esbjerg bliver andet end et muteret søuhyre, som Erik Trigger forestiller sig, at fordommene om Esbjerg ser ud.
Artikel fra JyllandsPosten d. 22. juli 2016 af Luna Svarrer.
Tidernes Esbjerg
»Det, der startede med at være udgangspunktet for fordommen,« forklarer Erik Trigger, »var den unge industriby. Fiskerne, fiskeriet, lugten, den hårde tone, den rå omgangsform: Hvis man kom fra København og gik ind på et værtshus, så fik man tæv. Det har sat sig som et prædikat,« fortæller han. »Men som det også sker, så udvikler byer sig, og Esbjerg har udviklet sig væk fra det. Der er simpelthen ikke en ærlig fiskekutter i miles omkreds. Alle møllerne på havnen, der skabte den noget barske duft af fisk, de er lukket,« fortæller han. Nu er der kun enkelte muslinge- og rejefiskere tilbage.
Esbjerg, der blev grundlagt i 1860’erne, mindede dengang om det vilde vest: Den første ingeniør på havnen bar tilmed revolver, og arbejderne var rødder og banditter. Esbjerg skulle være porten mod vest, havde kongen bestemt.
»I dag bliver de gamle havnebassiner, hvor fiskekutterne lå førhen, fyldt op og byggemodnet. I dag skal de laste vindmøller eller gasrør ud over kajkanten,« fortæller Erik Trigger om byen og fortsætter: »Da jeg startede på havnen i 80’erne, var der ikke et regelsæt, der holdt sammen på havnen. Der var ikke nogen, der holdt sammen på de der unge gutter, der drak bajere. I dag er der nultolerance, og de er alle sammen AMU uddannede,« siger han.
Erik Trigger kender havnen. Før han blev digter, var han havnearbejder, og med hans debut ”Asfaltbark” i 1991 blev det også slået sådan op: Her har vi havnearbejderen med de store næver, der skriver små fine digte. Den kontrast kunne medierne lide. Siden er det blevet til fem digtsamlinger og flere børnebøger. I dag bruger han kun tid på at skrive, men havnen er stadig en del af ham.
Ligesom Erik Trigger, der stadig har store, barske havnenæver, men som skriver digte, er det det kontrastfyldte, man skal forstå om Esbjerg. Og trods transformationen af Esbjerg og af havnen, at den er blevet pænere, og der er kommet mere ordnede forhold, bliver det nok aldrig alt for pænt, mener forfatteren. »Vi bliver nok aldrig gode til at stritte med lillefingeren. Vi er bedre til det med ølkruset, men det må vi bare tage på os. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke er gode til udvikling,« siger han. »Når jeg tænker på fordommene, tænker jeg tit på gamle søkort eller beretninger. Dem fra 14-1500-tallet med søuhyrer, eller mennesker, der havde hovedet på maven, og hvor armene sad forkert. Fortællinger, der muterer og bliver til monstre. Og det, der holder dem i live, er uvidenhed,« konkluderer han.
For fordommene lever stadig, og de lever af ingenting, fortæller han. »Ligesom løgnen lever af ingenting. Forestillinger om ting, vi ikke kender, bliver næret af vores frygt eller forhåbninger.«
Længslen om porten
Erik Trigger forstår godt idéen med udflytningen af de statslige arbejdspladser, men det er kun en god idé, hvis den er intelligent. »Det er et tveægget sværd. Der, hvor den skærer rigtigt, skærer den præcist, og når det er værst, er det et symbolsk trut i øvhornet,« siger han.
Udflytningen af Energistyrelsen til Esbjerg, mener han, er en intelligent beslutning, for det er her, at man bedriver viden og erfaring med olie, gas og vindmøller i praksis. Og hvis tilflyttere skal lokkes til porten mod vest, burde det være med devisen: ”Hvis du vil lære en mand at bygge en båd, så skal du ikke give ham tømmer og værktøj, så skal du give ham længslen efter det åbne hav.” Men når man spørger Erik Trigger, hvad Esbjerg er for ham, hvad længslen består af, bliver han noget så sjældent som tøvende, og så siger han: »Esbjerg er kernen for mig. Hvordan sætter man ord på det,« spørger han. »Det kan man ikke bare gøre, det bruger jeg nok hele mit liv på.«.