Bedre branding og øget bosætning

Business Esbjerg arbejder for at sætte Esbjerg kommune på landkortet som Danmarks energimetropol og et interessant sted at arbejde, studere og bo

Vil du vide mere?

Susanne Nordenbæk

Direktør

Kontakt Susanne

Business Esbjerg arbejder for at sætte Esbjerg kommune på landkortet som Danmarks energimetropol og et interessant sted at arbejde, studere og bo

Ud over at understøtte vækst og udvikling af erhvervslivet, arbejder vi med en lang række indsatser, der har til formål at øge kendskabet til, hvad området kan tilbyde nye borgere.

Når vi taler med studerende, jobsøgende og erhvervsaktive rundt omkring i landet, oplever vi igen og igen, at kendskabet til Esbjerg ofte er meget begrænset. Mange har slet ikke noget indtryk af eller kendskab til Danmarks femtestørste by – andre har hørt om Esbjerg som energimetropol og de gode karrieremuligheder, men synes, det ligger ”langt væk fra alt”. De opfattelser ønsker vi at rykke ved.

En ny retning for Esbjergs image

Sammen med Esbjerg Kommune, Esbjerg Havn og Education Esbjerg og med inddragelse af en række organisationer, virksomheder og borgere, etablerer vi i 2021 en strategi, som skal ændre Esbjergs image og understøtte bosætningen.

Deler de gode historier

Samtidig udgiver vi løbende inspirationsartikler, hvor vi fortæller historierne om nogle af de mange – og meget forskellige – tilflyttere, der hvert år kommer til Esbjerg kommune. Disse case-artikler italesætter nogle af de konkrete overvejelser og spørgsmål, potentielle tilflyttere sidder med; og giver dem nogle ”rigtige mennesker” at spejle sig i.

Vi deltager også på relevante karrieremesser flere gange årligt for at øge kendskabet til Esbjergs mange muligheder.

Hjælp til tilflyttere og deres partnere

Desuden gør vi meget ud af at udbrede kendskabet til Esbjerg Kommunes Tilflytterservice, der er en individuel, personlig service, som alle tilflyttere kan gøre brug af – danske som internationale. Foruden at hjælpe tilflytterne med praktiske ting som fx bolig, institution og foreningsliv tilbyder tilflytterservice også en målrettet og skræddersyet indsats, der skal hjælpe den medfølgende partner med at få et relevant job i området. Og det lykkes faktisk i 70 pct. af alle tilfælde!

Vil nå endnu længere ud

Vores vision for de kommende år er at blive endnu skarpere i vores kommunikation og budskaber – og fokusere på at nå endnu længere ud med vores fortællinger, så flere betragter Esbjerg som en mulighed, når de søger nyt arbejde og et godt sted at leve.

Samarbejde med lokale virksomheder

En række virksomheder i Esbjerg bidrager i et netværk til indsatsen for at tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere til området og til deres ledige stillinger. Vi driver denne indsats og kalder de deltagende virksomheder Karrierepartnere.